Sommerferie i Meursault, Albenga, Lago di Levico og Etzelwang Juli 2014

Vanen tro vågnede Bryan igen ved 7 tiden, så en anden fik et lidt opgivende blik, da man indfandt sig til sammenpakning halvanden times tid senere, men vi fik hurtigt pakket sammen og så var vi endnu engang kørende – 445 km. skulle tilbagelægges. Til min lettelse var tilkørslen til motorvejen heldigvis ikke lige så stejl som frakørselen havde været 3 dage før og der var mange flotte udsigter udover det smukke Middelhav før end kysten forsvandt. De efterhånden mange km. er blevet tilbagelagt så smertefrit, som man kunne ønske sig med 3 børn og en hund; kun et par gange har det været nødvendigt at bede om kammertonen – dog har det været nødvendigt at sige nej mange gange til søde ting, men erfaringen har vist at det er lidt som at skyde sig selv i foden at lade for meget sukker finde vej til børnenes mavser — ikke anbefalelsesværdigt, hvis man foretrækker fred og ro frem for total anarki i bilen 😉

Voksne kan nogle gange også være nogle banditter og det valgte vi så lige at være på denne køretur, for ungerne satte sig i bilen i den tro, at vi kun skulle køre ca. 150 km. til Cannes. De havde alle tidligere forsøgt at få os overtalt til at køre til Levico, så vi syntes det kunne være sjovt, hvis det lykkedes at holde det hemmeligt noget af turen. Faktisk lykkedes det os at holde det hemmeligt så godt som 100% af turen, for ikke engang skiltene til Lago di Garda blev bemærket; de havde alle travlt med deres mobiler og i-pads; det morede vi os noget over. Først ved indkørslen til selve Camping Lago di Levico/Jolly spærrede de øjnene op og specielt Anders blev MEGET glad — herligt når en overraskelse lykkes 🙂

Ganske vist havde de et par gange undret sig over, at de i radioen blev ved med at snakke italiensk, men slog det alligevel hen siden vi ikke tog specielt notits af det :-)) Fie tog det med ophøjet ro og slog en lille streg på vej hen til receptionen 😉 Imidlertid havde Bryan modtaget en sms fra Ole (præsten) at de nu havde opgivet Annecy og var kørt til Middelhavet — timingen har ikke været helt optimal, da vi nu nu var på vej nordpå igen :-/
Vi var her sidst i 2012 – på vej hjem fra en skøn ferie med Kaj og Karna på Camping San Francesco ved Sirmione halvøen; Garda søen – og har hver gang syntes, at Camping Levico var priviligerede ved at have DET bedste team mht børneunderholdningen (Animazione); ingen kan eller har kunnet måle sig med Marco Soppelsa og Martino Buraschi. MEN de er her ikke mere 🙁 Jo, vores børn er nu også blevet for store til børnedisco o.lign. men selv de voksne havde god underholdning i de 2 fyre og interessen for at gøre opholdet uforglem-meligt for børnene var ægte. At pladsen er ved at opgradere sig selv – desværre – kan ses på både nye, smarte mobile homes – flere aktiviteter – udvidelse af pladsen og også prisen :-/

Heldigvis har de ikke fyret deres yoga guru; Ullas, som går fint til deres “tilbage-til-naturen” koncept. Umiddelbart ser det ikke ud som om, de har mistet populariteten, for der er fyldt godt op — men vi får alligevel en plads, der ligger tæt på søen (no. 103) ! Bilen bliver dog nødt til igen at flytte til en decideret parkeringsplads, da den pga af et par træer ikke får plads her ved æ’ vun. Pladsens eminente beliggenhed kan ingen ta’ fra dem, men efter vores mening skal de passe på ikke at vige for langt væk fra konceptet, så de til sidst kun tiltrækker de unge, smukke og (ikke mindst) rige kunder.

Siden vi arriverede kl. ca. 16:15 kunne vi heldigvis godt nå en dejlig svømmetur i den dejlige sø — og den ser heldigvis stadig lige så ren og jomfruelig ud som de sidste gange vi var her og den indeholder jo velgørende mineraler, som vi – efter vore hidtidige udfordringer – nok har brug for 😉 Jeg bliver tiltrukket af det faktum, at der er mange sportslige akiviteter som yoga på søbredden, aerobics i poolen, stretching ved søen, salsa dans OG absolut ikke mindst; masser af fede cykelruter uanset hvilket niveau man er på. I Caldonazzo ved siden af Levico Terme er der også mulighed for en ridetur rundt om Caldonazzo søen — det har Maria ihvertfald spottet via receptionens mange reklame opslag 😉 Hvis man vil investere lidt mere tid kan man tilmed specialisere sig i Ayurveda Yoga’ens anskuelser og lære meditationens kunst — åha bare man havde både tid og penge. Ægte indisk massage er også muligt at få og jeg kan VARMT anbefale en indian head massage, hvor hovedbunden bliver masseret på den mest afslappende og lækre måde *mmmhhhhh (faktisk indeholder hovedbunden lige så mange punkter som fødder og tæer (jvf. zoneterapi)).

På en måde er det mærkeligt, at man sover SÅ fast selvom man absolut ikke har været en dyt fysisk aktiv i løbet af en køredag, men det gør man — o.k. det kan da godt være at den gode halve flaske vin om aftenen gør sin virkning, men man er virkelig helt væk 🙂 Fredag morgen kunne det ikke gå rask nok med at komme ned i søen, MEN én havde jo nok også lige spottet muligheden for at tjekke bjerg-cykel-formen — juhhuuuu — afsted det gik og det gik pænt opad imod byen før end jeg kunne komme på en vej, der førte op i et bjerg (et lille sødt dolomit bjerg 😉 ) Benene var faktisk i fin form omend jeg da blev lidt forpustet på vej op til byen, men derfra gik det snildt deruda’ … dejlig afveksling til bare at sidde i bilen 😉

Da jeg så et skilt mod “Col de Penne Forte” fik jeg horn i panden; her kunne jeg fortjene lidt efterfølgende respekt og det gik da også pænt opad – på grusvej – så jeg måtte desværre ty til mine gåben for ikke at risikere fysiske skader. Det var en fin tur, men den blev ikke belønnet efter fortjeneste, da selve toppen var spærret pga hvad ved jeg — jeg var muggen og kunne jo så kun begive mig ned igen :-/

Dog gik turen lige forbi en bjerg-vin-plantage .. hyggeligt og nogle lidt sjove skilte kunne få mundvigene op igen (hvor en cykel kolliderer med en bil; ville nok kræve nogle modigere personer end mig 😉 ). Det gik pænt nedad mod Levico igen, så de små rullesten gjorde det lidt umuligt at cykle – det måtte bare ta’ den tid det skulle ha’ og fluks, så var jeg tilbaws igen — fed tur, som sagtens kunne tåle en udfordring. Valsugana, som er en cykelsti rundt i Trentinos vinmarker på ca. 70 km. skal altså også tjekkes ud før end vi smutter igen 🙂

Resten af dagen blev tilbragt i søen med lidt afvekslende vandreture med Fie rundt på pladsen m.v. 🙂 På trods af, at pladsen har sin egen hundeafdeling, hvor hundene gerne må bade i den del af søen, så syntes Fie at det var helt ude af proportioner; hvilken hund ville frivilligt hoppe ned i søen !?? *hehehe Ja ja — igen; man har et standpunkt til man tager et nyt 😉

Lørdag startede dejligt varmt og det tog lidt tid at få spist morgenmad og få energi nok til at pifte til start; vi skulle rundt om søen på gåben – godt 10 km. – som vi jo plejer på Bryans fødselsdag; den dato var jo som bekendt overskredet, men så kunne vi jo få tjekket om fysikken havde taget skade pga det skarpe hjørne 😉 Vi daffede afsted – endda med 1 1/2 ltr. frisk tappet mineralvand fra pladsens fontaine (som stadig ikke spyr rødvin ud *hmm 😉 ). Caroline indtog rollen som den, der absolut ikke havde korrekt fodtøj på – den plejer Anders ellers at ha’ – siden hun insisterede at gå afsted i klip-klappere. Det var dog ikke klip-klapperne der var ansvarlige for hendes utilfredshed et par km. inde i vandreturen; istedet havde hun bestemt sig for at skulle ud at bade et par gange på vores vandretur, men der var altså ikke noget oplagt sted at bade på den vestlige side af søen, så hun var IKKE tilfreds.

Turen er MEGET kuperet og hvordan mountain bikes overhovedet kan forcere terrænet uden at stå på hovedet ned ad en gruset, stejl sti overgår vores fantasi, men der var dæk aftryk hist og pist; crazy people !! Stien udfordrer selv vandrere, men vi klarede det uden nævneværdige uheld; kun et par gange skred underlaget for et par stykker af os :-/ Rutens varighed og længde kommer altid bag på os; vi startede med at vandre kl. 11:07, men klokken var 14:30 da vi nåede tilbage — jo, vi havde holdt nogle pauser, der også inkluderede en svømmetur for såvel 2- som 4- benede (tro det eller lad vær’ med da de 4 af os hoppede i vandet kunne Fie ikke andet end at afprøve sine medfødte små svømmefødder og sørme om ikke de ku’ svømme !!! 🙂 ) Bryan gik og sang om Fie’s bedrifter resten af turen.

Caroline og Maria var nu heller ikke til at drive op af det dejlige vand igen, men vi havde lige 3-4 km. hjem endnu ! Udsigten til en pæn stor is gjorde heldigvis en lille forskel og snart — dvs. lidt over 3 timer efter start (dog inkl. mindst 15 minutters shoppetur i MD market) nåede vi hjem, hvor Caroline kokkererede en toast som blev akkompagneret af et køligt glas rosé :-)))) Så blev der tid til en seriøs svømmetur i søen — dejlige, dejlige, Levico sø !!!

Dog er helhedsoplevelsen ikke så saliggørende som den var engang; økonomien gør, at vi snart må sige farvel, da der ab idag er blevet højsæson og det kan mærkes 🙁 Animazione’s team er nu på 6 unge mennesker,hvoraf den ene er dansker, men når man én gang har oplevet hvordan bare 2-3 mennesker kan animere 20-30 børn til at gå helt bananas til minidisco, mens disse nuværende 6 mennesker knapt kan få 1/3 del af børnene til at bevæge sig, så bliver man lidt trist til mode :-/ Desuden trænger bruserne til en udskiftning i de sanitetshuse, der ligger tættest på søen .. og det er jo der, de dyreste pladser ligger.
Vi bliver dog enige om, at blive på pladsen indtil tirsdag; søen er jo dejlig og ungerne ELSKER, at de bare kan rende frem og tilbage NÆSTEN som det passer dem, så de er næsten kun hjemme for lige at spise. Internettet vil jeg ikke bruge så lang tid at tale om, da der er 99% ikke eksisterende, selvom vi et par gange har været oppe for at bede om nye koder; det er faktisk ikke i orden, da det jo reklamerer med at det inkl. i prisen — de undskylder sig med, at de har fået nyt, men så synes vi måske at de skulle få det repareret eller hvad man nu gør; i løbet af de 5 dage virkede det vel sammenlagt 2 timer på min mobil. Maria var dog heldigere, men stadig ikke godt nok. Til gengæld gør vi hvad vi kan for at tømme deres fontæne på pladsen for dejlig kildevand, som skulle være ret mineralholdigt og sundt – nam nam (hvis man ikke skal ha’ kulsyre tilsat, er vandet gratis).

Bryan, Anders og Caroline får styret fodboldfeberen og ser VM finalen ml. Tyskland og Argentina sammen med det halve af pladsen i restauranten. Der er kun siddepladser helt oppe ved lærredet så istedet for at risikere en gevaldig nakkesmerte, vælger jeg at se en film sammen med Maria. Vi kan GODT høre, da der bliver scoret og det er heller ikke svært at regne ud, HVEM der scorer; av ører 😉 Tillykke Tyskland !!
Mandag regner det pænt meget, men Maria vil gerne ud og kigge i Caldonazzo, hvor der skal ligge et ridecenter. Vi cykler via Valsugana cykelstier ml. æblelunde – kun afbrudt af en nifle pause til Caroline (æbletræer har bestemt godt af det ekstra væde 😉 ).

Der er kun ca. 3,5 km. , men skiltningen er ikke for god, så vi kørte ned til søen og kiggede, men ingen heste i sigte. Selvom Caroline cyklede på en rigtig campingcykel (tak, Farmor 😉 ), så mente hun alligevel godt man kunne få ondt i rumpetten (der er speciel gelé-saddel på) efter så kort en tur *suk — heldigvis fandt vi en is i Caldonazzo før end hun også lige kunne negle et friskt (og meget surt, umodent) æble 😉 Heste fandt vi altså ingen af, så det må vente.

Tirsdag får vi pakket sammen – dog ikke tørt, da det aftenen og natten igennem har regnet. Vi betalte eur. 326,- for 5 overnatninger — dog kunne vi eftf. se på fakturaen, at de ikke har taget betaling for Fie, omend vi havde sagt, at vi DENNE gang havde hund med; så der sparede vi eur. 25,- — måske rabat for at det var fjerde gang – vi ved det ikke 😉 Vi kører ud af pladsen kl. 10:30 og Bryan har tastet næste stop ind i GPS’en; Franken Alp Camping i Etzelwang; der er 551 km. til, så vi forventer at nå vort mål kl. ca. 18:00. Den ligger i en noget billigere ende end dem, vi har besøgt indtil nu, så vi er lidt spændte på standarden.

Turen forløber igen uden de store forhindringer. Selv Brennerpasset bliver forceret næsten uden problemer; dog har bilen på hele turen været meget tørstig, så generelt har vores Beyerland været dyrere at trække rundt i Europa end Wilk’en var *hmm… Temperaturen stiger og selv i Østrig er vejret fint og sommerligt. Etzelwang ligger ca. 35 km. øst for Nürnberg i den del af Tyskland, som vi indtil nu ikke har stiftet meget bekendtskab med; det øvre Bayern; Frankenland bliver betegnet som et vin- og musikland, så det kan ikke gå galt :-)) Da vi endelig kører af motorvejen, begynder der at forme sig et meget frodigt, kuperet og sympatisk landskab. Man kan kalde det stokroseidyl, men faktum er, at det ser ud som om folk her er i balance med sig selv og naturen. Husene er måske ikke ALLE gamle og velholdte, men haverne bliver prioriteret – ligesom blomsterkasserne nedenfor vinduerne gør en kæmpeforskel når de
er farverige og blomstrende, når man kører forbi.

Bindingsværkshuse emmer af fordums hyggelige tid og kornmarkerne sender en kompletterende duft ind i næseborene — for dælen, hvor er her hyggeligt !!! Sproget lyder mest som en blanding mellem tysk og østrigsk — tja, jeg vil kalde det nuttet, men ikke på en nedladende måde. Jeg kunne ikke lige forestille mig at få skæld-ud af en Bayer, så det bilder jeg mig ind, at de ikke bruger tid på (man ville nok næsten heller ikke kunne ta’ det alvorligt *hehe ).
Vi lander på Franken Alp Camping kl. 18:30 og ved første øjekast ser indgangspartiet lidt slidt og primitivt ud. Der er ingen i receptionen, men der står, at der er bemanding kl. 19 om aftenen og kl. 9 om morgenen til ind- og udtjek. Vi er lidt rådvilde, men der dukker en ældre herre op på en scooter, som siger at damen kommer lige om lidt; vi står og snakker lidt, men bliver så enige om, at vi kører ind og finder en plads; det ser ikke ud som om pladserne er nummererede, så vi snupper en plads ved siden af de mange fastliggere (her er kun ca. 40 turistpladser og 100 fastliggerpladser). Vi har god plads – dog lige op til en skråning, hvor toget kører mange gange dagligt. Vi render frem og tilbage mellem opstillingen og til receptionen for at tjekke om damen er kommet, men nej — så vi må jo vente til næste dags formiddag.

Tiden løber og maverne rumler. Man mærker, at turister ikke er så flittige her på egnen; vi bliver ihvertfald tjekket ud — også mens vi kørte hertil 😉 Indtrykket af pladsen er meget positivt; pænt, rent og velplejet overalt og folk hilser pænt og høfligt hver gang de passerer os. På nær toget, så er pladsen her lige det, vi trænger til — fred, ro og godt med plads. Umiddelbart også med dejlige cykel- og vandreruter lige udenfor døren. Allerede denne første aften bliver vi enige om, at vi lige skal kigge os godt omkring inden turen går videre.

Personligt vil jeg gerne til Nürnberg; det er nok det meste af 30 år siden jeg sidst var der (føj et højt tal !!) og siden har jeg læst mig til, at byen har spillet en væsentlig rolle i 2. verdenskrig, da skiderikken (A.H.) åbenbart omhyggeligt havde valgt netop den idylliske Dutzenteich i Nürnberg, som kulisse, da han skulle holde sine berømte taler, der var fyldte med spektakulære lyseffekter (bl.a. lysprojektører, der kunne sende lyssøjler 8 km. op i luften), som i foreningen med sine ord kunne tryllebinde (læs; hjernevaske) tilhørerne.
Op til pladsen grænser sig sportsområdet, som indeholder byens “Freibad” (offentlig friluftsbad), som campingpladsens gæster frit kunne benytte. Det fik pigerne fluks tjek på; dog var det lige til lukketid, så de fik ikke tjekket vandet ud den dag. Til brusebadene skulle bruges mønter, som skulle købes i receptionen — det var jo ikke nemt, siden vi ikke mødte nogen i receptionen, så det var et meget KOLDT “bad”, der blev taget den aften :-/ Togene, der kører lige bag os (på skrænten), larmede heldigvis ikke nok til at kunne skræmme os og når der ikke lige kører toge, så er her faktisk helt ufatteligt stille — bare SÅ dejligt 🙂

Næste morgen fik vi tjekket os ind hos en hjertelig og sød dame, der forsikrede os om, at hun altså var tilstede aftenen inden — måske havde vi bare for travlt med opstillingen til at tjekke klokkeslettet. Jeg fik også købt mønter til bruseren og til en gang tøjvask. Vores plan indtil videre var, at blive her indtil fredag. Morgenmaden skulle indtages uden kaffe – hvis man altså ikke som Bryan var ligeglad med at den koffeinfrie instant kaffe, vi havde i vognen, blev for gammel sidste år *heheh …. Maria og jeg cyklede ned i byen og fandt hurtigt den lokale købmand, hvor vi også blev tjekket ud – hyggeligt 😉 Kaffe og friske æg blev indkøbt og hjemad det gik — kaffe skal der til, tak !! Efter dejlig morgenmad og en bette dukkert i den fine pool i friluftsbadet, var det tid til en “lille” vandretur 🙂 Aftenen forinden var vi gået en lille tur ned i byen og havde set et skilt med flere fine vandreruter og i receptionen havde jeg yderligere fået et kort, hvor man kunne se de mange ruter; både klatre-, vandre- og cykelruter er der mange af i dette område.

Med 2 flasker a 1 1/2 ltr. vand dampede vi af; vi valgte at gå rute 6, som skulle være på 7,3 km. ad mellem niveau stigninger. Byen her er jo ikke ligefrem stor (1394 indbyggere), så ruten fandt hurtigt ind på en fin grusvej langs kornmarker og skov. Snart dukkede den første stigning op og lidt senere kom vi ind i en skov; ruten pegede i retning af Knappenberg og så skal jeg love for, at stigningerne blev både stejlere og længere – sveden sprang; det ka’ vi li’ 🙂

Det kan godt være, at herren i huset ser en anelse tung ud, men ta’ ikke fejl; han nærmest sprinter op ad en 20% stigning og efterlader os andre med en følelse af, at ha’ spildt tiden med alle cykelturene — man kan jo åbenbart bare være ret så usportslig og stadig suse op ad alle forhindringer *hmm. Ja ja – mon ikke vi engang finder ud af, at udholdenheden måske alligevel vinder ved jævnlig brug !? Vi nåede toppen af Knappenberg, hvor vi mødte 2 mountainbikere; en kvinde og en mand og da han hoppede op på cyklen på toppen for at starte nedturen på mindst 30% fik han også at vide at han ikke var rigtig klog (af kvinden altså !).

Ved hvert skilt stod der, hvor langt der var tilbage af ruten og hver gang så vi vantro ud — det føltes det som om, vi havde gået meget længere. Da vi kun havde ca. 1,5 km. tilbage “valgte” vi at gi’ turen lidt ekstra kolorit ved at gå en forkert vej –ned ad en stejl lang bakke. I bunden fandt vi ud af, at det nok ikke var her vi skulle gå og så var f….. løs !! Caroline havde absolut ingen tolerance for fejl og valgte at vandre ind i kornmarken, der lå op til stien og proklamere, at nu ville hun gå ind og dø !!! O.k.. hvis ikke at hun denne gang lød lidt mere bestemt end tidligere, ville vi nok bare tage den overbærende tone på og lokke hende med en ekstra is, men der skulle tungere skyts til denne gang; hun var meget træt af at gå nu og tanken om at skulle gå opad ihvertfald 500 mtr. igen, var liiiige lidt mere end hun havde lyst til lige nu.

Nå — det lykkedes heldigvis og vi fandt også fejlen; et skilt havde været vendt lidt fjollet længere oppe, men vupti, så var vi tilbage på ruten og 15 minutter senere sad vi og fik os en velfortjent sodavand/øl ved æ vun — fed følelese hver gang at have overvundet en lidt overraskende og udfordrende vandrerute – også selvom det koster 🙂 Men vi får så meget igen; sikken natur og skønhed, man bliver guidet igennem — flere gange er man ved at miste mælet og det er så fedt at mærke kroppen nyde at blive brugt og hvis ellers internettet bare havde virket LIDT bedre, havde vi nok også kunnet nappe en eller 2 geocacher på vejen, men herude på lars tyndski’s mark, går man åbenbart ind for så lidt digitale hjælpemidler som muligt 😉 Det tog 3 timer at tilbagelægge de 7,3 km. + den ekstra km. der næsten kostede os Mulle (Carolines kælenavn).

Men selvom vi altid er imponerede over farmands ihærdighed og vedholdenhed, så ved jeg ihvertfald, hvem der først faldt i søvn den aften 😉 (selvom Maria og jeg også cyklede en tur til Neukirchen for at se, om vi kunne finde en hest eller 2; vi fandt istedet et slot; Schlosss Neidstein 🙂

Torsdag skulle vi egentlig have været lidt før oppe, men kroppen havde altså bare brug for at restituere lidt længere efter udskejelserne dagen før. Det skulle blive varmt idag med lidt risiko for et par tordenbyger, så vi mente det var en god dag at tage ind til “storbyen”; Nürnberg. Bortset fra at have været spillet en central rolle i 2. verdenskrig, så er Nürnberg tillige med en gammel middelalderby med bymur og noget, der ligner en voldgrav rundt om den indre by. Man har heller ikke været i Nürnberg, før end man har set Sct. Lorenz Kirche; den flotte domkirke midt i byen, som så mange andre kirker, havde brug for lidt genopbygning efter at være blevet lidt vingeskudt under krigen. Her ligger også den vel nok smukkeste og hyggeligste lille bydel; Handwerkscentrum (??), som indeholder nogle rigtig hyggelige restauranter og caféer, samt nogle bittesmå glaskunst forretninger – altsammen i gamle, små bindingsværkshuse – op og ned ad en anden kirke; Frauenkirche.

Sædvanen tro ender det dog med, at nogle af børnene mener, det skal være en shoppetur og med 3 af den størrelse ved man jo godt, hvordan det ender, hvis man giver efter for én; så starter ragnarok og bilen bliver fyldt op med ting og sager, som vi ligeså godt kunne købe derhjemme (jeg nævner ingen navne, vel Mulle !? ;-P ). Efter et kvikt besøg hos Burgerking vandrede vi så tilbage til vores bil, der stod sikkert i parkeringskælderen på Hans Sachs Platz og suste ud mod Reichsparteitags-gelände, som ligger i den vestlige yderkant af byen.

Det undrede os egentlig, at vi på vej derud ikke så nogen skilte, der kunne lede os på sporet. Da vi nåede derud var der stadig ikke gjort meget ud af hverken vedligeholdelsen eller ret meget skiltning; lidt som om, byen håber at denne skamplet ville forsvinde af sig selv en dag, uden at nogen ville lægge specielt mærke til det. Ikke desto mindre, må vi ha’ dette besøg med. A.H.’s “talerstol” er blevet barberet lidt gennem tiden; søjlerne omkring Zeppelintribünen blev fjernet af bystyret i 1967, mens hagekorset på taget blev bombet af amerikanske tropper i 1945.

Stadig fornemmer man det storhedsvanvid, som lå til grund for hele den forbryderiske tankegang; det gik igen i byggerierne; tanken var nok at efterlade lignende eftermæle som Egyptens faraoer — pyha, det var godt, der var nogen, der fik stukket en kæp i hjulet på den plan !!!! Nu er hans navn knapt nævnt nogen steder; selv mens jeg skriver tør jeg knapt nævne ham — samtidigt må man heller aldrig glemme …..

Det var så det storby besøg — det første og sidste på vores sommerferie. Frankrig og Italien var vi ikke så meget ude og kigge os omkring; det var jo ikke vores første besøg, så vi havde dækket de byer, vi ville se på tidligere ture. Største behov i år var og er familiehygge i dejlige omgivelser, der lader os glemme ALT om pligterne derhjemme og det synes vi faktisk er lykkedes os. Desuden regner vi med at have en uges tid derhjemme sammen før end arbejdet igen kræver vores opmærksomhed, så vi er ikke færdige med at hygge endnu, selvom vores campingferie efterhånden er ved at lakke mod ende.

Planen var egentlig, at vi ville køre videre fredag, men vi ville godt liiige ud og kigge os lidt mere omkring og temperaturerne fejlede absolut heller ikke noget, så vi valgte at se tiden lidt an. Maria og jeg var ude og cykle på et par af cykelruterne; til Albersdorf (for at finde en hest eller 2 😉 ) og til Neukirchen. Bryan og ungerne snuppede lige en vandretur til på 4 km., mens jeg nussede lidt derhjemme.

Fie havde fået vandretur nok 2 dage inden, så vi syntes det var synd at slæbe hende afsted på endnu en lang tur, hvor det endda var blevet varmere i vejret; 29-30 grader. Hun har ellers været en drømme-camping-hund — igen igen, men varmen kan godt få hende til at gå lidt i hi og så skal hun ha’ mulighed for at finde noget skygge/kølighed. Dog skal siges, at hun også elsker vandreturene på de steder, hvor hun kan få lov at gå uden snor; dét er bare et fedt hundeliv 🙂 Desuden hygger jeg mig jo også utroligt meget med at få skrevet disse beretninger, mens man stadig kan huske de fleste detaljer – gerne med et glas køligt rosé indenfor rækkevidde 😉

Dvs. fredagen forløber ikke KUN stille og roligt; ungerne begynder at blive lidt rastløse og Anders har flere gange nævnt, at han godt snart vil hjem til sin egen seng. Han er lidt træt af at få skrabet ryggen, når han skal ud af kassen om “morgenen”, da han skal kante sig ud af sin underste køjeseng. Det er også kommet bag på ham NOGLE gange, hvor høj han er blevet, da han render panden mod dørkarmen når han skal ud af vognen *heheh Caroline og Maria kan blive utidige over ingenting, så stille og roligt bliver vi enige om, at begynde at pakke sammen og få betalt, så vi kan komme hjemad næste morgen. Vi kommer af med Eur. 128,50 for 4 overnatninger og får endda en flaske frankisk chardonnay med i købet. Lidt trist; vi kunne sagtens ha’ vandret mange flere ture hernede og Bryan er også tilfreds med de tyske priser efter at have krympet sig hver gang der skulle handles i Italien 😉 Men vi har en dejlig ferie bag os, så der er ingen grund til ikke at køre hjem og nå at afklimatisere sig lidt.

Turen har været forholdsvis dyr pga de mange vejskatter i både Frankrig og Italien, samt det faktum, at det har været relativt dyre pladser pga at ingen på dette tidspunkt har taget hverken campingcheques eller ACSI kort, men vi har også fået mange fede oplevelser og faktisk er vi overbeviste om, at vi til næste år vil holde ferien i hjemlige omgivelser 😉 Der er jo også en perlerække af konfirmationer de næste 6 år, der skal skrabes penge sammen til 🙂

Tekstforfatter: Birgitte Jensen
Billedtekst: Bryan Jensen