Dag 4 – Athulya Villas + Pinawele Elephant Auphenage v. Kandy
Morgenmad blev serveret præcis på det aftalte tidspunkt; kl. 9:00 i den fine restaurant med en lille dam. Frisk frugt, amerikanske pandekager og en omelet med bacon og pølser. Megalækkert – dog kom kaffen ikke helt så ubegrænsede mængder som vi foretrækker det. Personalet bor her åbenbart, da det var de samme mennesker, der serverede for os aftenen forinden.
Maria har tippet os i retning af et elefant projekt, der tager forældreløse baby elefanter ind og plejer dem. Det er kun ca. 20 km. fra Athulya Villas, hvor vi bor, så det er passende. Vejen bekræfter bare, hvad vi allerede talte om igår, nemlig at tuk tuk’s er SÅ meget det smarteste at køre i – de er vendige, ikke så hurtige, fylder ikke så meget og kan alligevel transportere en smule bagage.
Det er lavsæson, men parkeringspladsen overfor var alligevel fyld op med busser, biler, tuk-tuk’s og motorcykler, men vi blev gennet ind på en plads. Alle er meget hjælpsomme og smilende – specielt børn er helt starstruck, når de får øje på os og vi gengælder det selvfølgelig med at smile og vinke … og nogle gange kommer der også en udstrakt hånd, der kan tage imod lidt penge — ikke så sært, men man bliver altid lidt ilde til mode.
Det koster LKR. 5400,- pr. snude (ca. kr. 130,- ) – lidt dyrt, men elefanter spiser jo også ret meget, personalet skal aflønnes og arealet de bruger er nok heller ikke helt gratis. Det er vilde dyr, så nogle få er nødt til at have lænke på for både deres egen og personalets skyld – det giver god mening, selvom det jo i bund og grund er imod deres vision. En medarbejder henvender sig til os (naturligvis fordi vi er udlændinge/hvide og derfor har masser af skejs… tænker de) og tilbyder at gå om bag ved et hegn, hvor deres store attraktion åbenbart står; en stor han elefant med stødtænder. Han får min tlf. med og kommer retur et par minutter senere med en masse billeder – om elefanten rent faktisk står der, finder vi ikke ud af, da han i teorien lige så godt kunne ha’ sendt kopieret billederne fra sin tlf. … ihvertfald forventer han betaling og det får han selvfølgelig. De prøver jo også bare at få det hele til at hænge sammen …
Desværre er det ikke alle den slags steder, hvor dyrene har det godt og dem er vi blevet advaret imod. Der ligger et par stykker længere nede ad vejen — og har et noget mere tvivlsomt indgangsparti. Hvorfor de ikke bliver lukket, når nu de er så dyrevenlige, forstår vi ikke. Hunde løber frit omkring og får mad eller finder det mellem det affald, der desværre tit ligger i vejsiden. Renovationen fungerer øjensynligt rigtig dårlig eller eksisterer slet ikke. Indimellem ses folk, der brænder deres affald af 
Hjemme igen får vi bestilt aftensmad; det er kutyme og så er det klart til det aftalte tidspunkt – desuden er vi de eneste gæster. For os er det den rene luksus !!
Dag 5 – Kandy
Så er det blevet søndag og vi har bestemt os for et besøg i Kandy – den gamle hovedstad, hvor den største turistattraktion er Tandens Tempel, som efter sigende huser Buddhas tand (vi ved ikke hvilken) og som under stor bevågenhed og højtidelighed bliver flyttet kl. 12:00 og 18:00 hver dag. Jeg husker begivenheden (i 1987) som stressende (maaaange turister) og ret intetsigende, så det skal vi ikke
Istedet kører vi en lille tur rundt om søen og op til en skov (kommunal); Udawatta Kele Sanctuary. Her hhv. gik og humpede vi en tur (knæet har ikke mirakuløst helet sig selv endnu … ). Smuk skov – kuperet og med mange slags træer. Selve byen er indtil videre den mest velholdte – endda med nogle statelige bygninger, men det er nok også her de fleste turistpenge ryger i kassen. Trafikken er heftig, men ikke uoverskueligt anarkistisk …
Herefter kører vi forbi Royal Botanical Garden og efter at jeg har givet grønt lys til, at knæet godt lige kan gå lidt mere, får vi parkeret Tuksi (Tessi, Mimi og nu Tuksi 
Da vi efterhånden nærmer os 10.000 skridt, er det tid at trække håndbremsen – overanstrengelse er et no-go.
Også tuk tuk turen hjemad bød på vink, smil og dyt – evt. kan reklamen for Tuk Tuk Rentals, som jo gør noget godt for de lokale, også hjælpe — vi ved det ikke ….
En lille drink på vores terrasse derhjemme, samt den dejligste underholdning af jordegern, der hoppper rundt i grenene, er bare balsam for sjælen. I skumringen, hvor lyset blev nærmest orange, skal dronen op. Bryan suser op ad trapperne til poolen, som er det højeste sted med mindst træer og palmer, som den kan forvilde sig ind i. Der skal dog holdes lidt afstand til el kablerne, som hænger i pæle, men der er styr på det og der kommer en lille fin film i kassen 
Aftensmaden er igen lækker, dog uden en ekstra overraskelse, som vi lige var blevet forvænt med, da chefen åbenbart har fri — men vi bliver mætte – det er fileme god mad de serverer – YUM !!!
Dag 6 man.d. 21. Okt – afsked med Athulya Villas + køretur via Nuwara Elya til Hatton
Morgenmaden er som vanligt bestilt til. kl. 8:00 og det er afskedens time omend vi begge ved, at dette sted bliver svær at overgå eller bare matche …
Lækker frugt – friskpresset passionsjuice og idag fik vi en traditionel Sri Lankalsk morgenmad med kartofler i kokos/karrysovs, noget fisk i en karrypasta (karry er ikke ligesom karry derhjemme), amerikanske pandekager med deres egen version af ahornsirup, som udvindes af deres eget træ .. ligesom også alle krydderierne, som de bruger i madlavningen hentes i deres egen have.
Efter at vi har pakket og fået læsset Tuksi, skal vi afregne og mens vi venter på at fakturaen bliver talt sammen, får vi en tur rundt på ejendommen, hvor vi bliver fortalt om planterne, grøntsagerne og krydderierne, som bruges enten i madlavningen eller som medicin. Vores vært er dygtig til at formidle og vi er ikke mindre begejstrede for stedet efter rundvisningen – tænk, at vi kan overveje af smutte, men alle gode ting får jo en ende.
Vi kommer afsted – vi har ca. 70 km. at tilbagelægge til Hatton, hvor vi har udset os næste overnatningssted; Grand Argyle Estate i ca. 1350 mtr.’s højde. Turen er meget kuperet og afvekslende; fra land til by igen og igen — der er frugt/grønt boder overalt, hvor de små bønder sælger de afgrøder, som de ikke selv kan konsumere. Lidt over middag vrimler det med skolebørn, der får fri fra skole; deres skoleuniform er mest hvid – få er lyseblå, men vi ved ikke hvad forskellen er.
Tuksi kommer på arbejde de sidste ca. 20 km., hvor kun 1. gear dur, men den kæmper sig bare afsted som et lille æsel. Vi når frem til Hatton ved 14 tiden og pga en misforståelse fik vi deres største værelse til samme pris for et mindre, men vi skulle kun være der en nat, så det gjorde ikke den store forskel for os på nær prisen ….
Vi ville ned i byen for lige at kigge lidt og tanke og vi troede vi havde oplevet trafik,når den var værst, men der troede vi forkert — det var et ubeskriveligt virvar af ALT; køretøjer, fodgængere, hunde, katte – you name it !!!! Den først tank vi nåede til, havde ikke mere benzin, så vi måtte over til nabotanken, hvor der stod tuk tuk’s i kø for at få tanket, samt dem, der lige skulle ha’ fyldt reservedunke (det var så sodavands liter flasker) — WHAT for et kaos ….
Flere gange har vi observeret tuk tuk chauffører, der tilbyder sig som taxi (det er meget brugt), der i deres kopholder har en sprutflaske … og jo i teorien kan flasken jo indeholde vand, men de har faktisk ry for at køre små berusede rundt — ikke synderligt betryggende …
Da vi havde tanket, vælger vi at køre tilbage til hotellet – byen viste sig at være mindre indbydende end ventet – men vi kører forkert og ender på en bjergside med virkelig dårlig belægning – faktisk ingen – og det går så over i en hullet, stenet endnu dårligere vej, som vi frygter kunne ende med at være blind. Det er første gang, hvor jeg faktisk bliver en anelse bekymret for hvordan det skal ende — heldigvis kommer vi alligevel til sidst op på en landevej og så er vi HELT færdige med at være søndagsbillister !!
På balkonnen og efter en kop te (vi er jo omgivet af te-marker og det er smukt indtil det bliver så tåget, at vi kun kan se få meter frem) får vi oplevelsen rystet af os. Efter aftensmaden, som er ok – men som forventet dog ikke på samme niveau, som vi er blevet vant til – har vi kigget lidt på et pool bord og det skal vi da lige hygge os med. Uden at sige for meget, er jeg glad for at jeg ikke har slået nogen ihjel med en billard kugle, der hopper ned af bordet og videre ned på etagen nedenfor – det var ikke kønt, men kuglen blev pænt returneret af en medarbejder, der heldigvis undgik at få den i hovedet — uuuuupppppssss … så var det spil slut — men vi syntes nu også det var lidt sjov nu hvor ingen kom til skade
