Sri Lanka 2024 – Del 5

Del 13 – Coco Bay og Koggala Sea Turtle farm & hatchery

Så er det 2. dag på Coco Bay i Unawatuna – vi forstår ikke hvor tiden bliver af – men desværre er Bryan blevet forkølet; vi regner med, at det er airconditionen, der er skyld i det – han nyser og snotter i ét væk — og skyerne er ligeledes lidt utidige; det har regnet i aftes og nat samt igen her til morgen – eller rettere stået ned i lårfede stråler …

Når det regnede lidt, kunne vi da bare nyde udsigten 🌞

Sri Lanka har seriøst givet magten tilbage til folket. I DK kan vi kun drømme om selv at kunne bestemme om en lygtepæl skal være tændt 😂

Morgenmaden indtages derfor i restauranten og de må hejse regnforhænget ned for at vi ikke får fortyndet kaffen alt for meget 😉  Igen en uforlignelig servering og kvaliteten af morgenmaden er ligeledes i top – dog tager vi os selv i at måle måltiderne med vores overnatninger på Athulya Villas og det er stadig svært at komme op på det niveau – og alligevel er der ikke en finger at sætte på Coco Bay — og kaffen kommer i en lind strøm; det kan vi li’ + det er varm stempelkaffe – endnu et plus 😉 

Bryan ligner lidt en hængt kat, så det er faktisk ok, at det regner on and off, dog hanker han op i sig selv, da det bliver tørvejr og vi hopper i Tuksi 2 og suser med Turtle Beach, som kun ligger 4 km væk … her er der dog tomt; både for mennesker og skildpadder, så vi kører videre til et sted, hvor de tager hånd om skadede skildepadder OG gør en effektiv indsats for at forhøje antallet af havskildpadder ved at indsamle æg og beskytte dem indtil de klægges og er klar til at blive hjulpet til havs.

De er dælme flotte – og pænt store. Lignede nogen der kunne spise pegefingre til morgenmad 😲😅

I Sri Lanka findes der 5 arter af havskildpadder, hvoraf den største kan blive op til 2 mtr. lang – veje 400 kg og blive op til 150 år gammel – det er så også den eneste, som de ikke har eksemplarer af på stedet, da de ikke har de rette faciliteter / foder, men de har de 4 andre. De skadede skildpadder bliver fundet på strandene nærved og bragt til dette sted, hvor de giver dem den nødvendige pleje; her er flere, der har mistet ben/luffer pga enten fiskenet eller motorbåde — mange skader forårsages af plastik, da det ligner en af deres favorit spiser; gopler … og fiskekroge — det er grumme historier …

Når skaderne er udbedret med evt. operationer, antibiotika og/eller mere/andre tiltag, bliver de sat tilbage i havet ….

Temmelig nyudklækkede padder
Gitte godt li´ – hvem der bare var en padde 😍

Generelt lægger en skildpadde ml. 100-200 æg ml. 1-4 gange om året – alt efter art – og heraf er der kun ca. 2%, der klarer den. Fugle, varaner, mennesker er deres fjender – mennesker, fordi nogen har bildt andre ind, at man – ved at spise deres æg – kan adoptere deres lange levealder  😞  Det er dog ved mund til mund metoden, at de får fortalt befolkningen, at de vil betale det samme eller mere for æggene, end hvis de sælger dem på det sorte marked …

Tilbage fra skildpadde turen, er vi nødt til at prøvet noget lokal medicin mod forkølelse. Den virker heldigvis, næste morgen er jeg næsten frisk som en havørn 🦅

Det er så smukke dyr og de holder bestanden af vandmænd nede og er i det hele taget et værdifuldt led i naturens fødekæde. Desværre er økonomien trang – specielt nu, hvor landets økonomi er så stram, så de er afhængige af donationer for at kunne blive ved med at hjælpe .. og de brænder for det !!! 

Hvis Bryan kunne kureres ved at svede, så ville han nu ha’ været frisk som en fisk – det var skisme blevet varmt, så alene det fik os i Tuksi 2 — vi havde lige lidt mere i Unawatuna, vi ikke havde set ..

Jajaja, men måtte da igennem flere typer medicin …

Det viste sig at være lidt af en charmerende by — mange hyggelige caféer, juicebarer og butikker — med andre ord et turist mekka, som stadig var rigtig hyggelig, men vi bor desværre ikke tæt nok på og vi har også en pool herhjemme på hotellet, som vi ikke har været i endnu idag … så det måtte vi lige råde bod på. En middagslur blev det også til…

Dark in a hurry !

Man sveder “lidt” på disse kanter – faktisk meget – så vi vasker lidt underhylere og et par shorts hver i håndvasken — det er anden gang, vil lige frisker lidt op på lidt tøj –men her er fugtigheden så høj, at det næsten er umuligt at tørre tøjet, så der går lidt tid med at flytte det lidt rundt på terassen og badeværelset … vi skal jo videre imorgen, så det skal da helst blive tørt inden da 🙂

Majsene var ikke skide gode, men kyllingen derimod – bare lige hentet fra en street food ting. I kiosken fandt jeg et brød – som viste sig at være noge kage agtigt … Hmm, så var desserten da reddet 😁

Aftensmaden blev simpelthen hentet på gaden; et par grillede majs og nogle panerede/fiturestegte kyllingelår og lidt brød (som viste sig at være kage 😉 ) var lidt en anderledes aftensmad end den, vi kunne få på hotellet, men det gjorde hvad det skulle – så håber vi bare det holder til morgenmaden imorgen 😉

Vi håber Bry er friskere imorgen, når vi igen skal ud på de vilde våger .. og vi ved endnu ikke hvor vi ender, så det bliver også lidt spændende 😉

Natte nat herfra ca. 26-27 grader kl. 20:30 i Unawatuna / Galle 🙂

Tjeneren holdte altid øje med om der var noget i glasset 😎

Del 14 – køretur fra Unawatuna til Riverside Villa, Bentota + besøg i krydderihave 

Vi får den igen dejlig morgenmad på Coco Bay – startende med en frugttallerken og friskpresset juice – fulgt af en grøn grød/suppe, croissant og lidt toast, samt en omelet – man bliver mæt 🙂 

Igen pakker vi sammen og min rygsæk er åbenbart blevet mindre, men jeg får dog moslet det hele sammen. Bryan er lidt friskere idag og jeg har ikke hørt ham snorke, selvom han er pænt snottet …

Vores private pool kommer vi til at savne, men vi vil godt lidt tættere på lufthavnen uden at skulle køre 100 km. på sidste dag, så vi har plottet Riverside Villa lidt nord for Bentota ind i google maps

Så er den gal igen. 100km lyder måske ikke af meget, men på disse kanter tager ca en halv dag
Smukt
Så er den gal igen 😂🐮🐮😂

Vi kommer forbi Hikkaduwa, hvor jeg boede på Hotel Coral Sands i januar *87 — hotellet er der stadig, men det ligger ikke ud til vejen men ud mod havet, hvor stranden er roligere end mange andre steder, da bølgerne brydes af et koral rev — vi kører forbi og nyder de smukke strande, vi kommer forbi, fra Tuksi 2 – som iøvrigt er en helt anden boldgade end Tuksi 1 😉 

Da vi nærmer os, spørger Bryan om vi ikke lige skal nå at besøge en spicegarden (krydderihave), som der er masser af hernede, så det gør vi … Vi skal ikke betale entré – hvilket nok bekymrer os en anelse, da de normalt nok skal få penge ud af turister …

Lige ankommet til en spice garden – stadig glade og spændte 🙂

Vi får en masse at vide om deres planter og hvad de kan – den ældre befolkning sværger til ayurveda / alternativ medicin + yoga og det kan jeg godt forholde mig til, så det er spændende at høre lidt om deres viden. Til sidst får vi en folder med beskrivelserne og hvad planterne hver især virker overfor og han kan såmænd også sælge os nogle af disse ting, som ofte kan fås både i pilleform eller som mikstur. Vi skal kun nævne de skavanker, som vi har, så finder han noget, der kan kurere det og laver en bunke … så forstår vi, at det er her vi skal passe på og han virker da også lidt skuffet, da vi kun ender med at købe et par ting …

Det viste sig dog ret hurtigt, at det blot drejede sig om at sælge til turisterne … Denne mini ananas bliver f.eks brugt til natur slankepiller. Fantastisk produkt – jeg tog 3kg på de 2 måneder jeg testede dem …

Videre kører vi og skal ind af et par meget små veje, hvor der er skilte mod Riverside Villa, som ligger for enden. Det ser ud som det gør på billederne, men der er ingen mennesker. Efter 5-10 minutters ventetid dukker der en ung mand op – hans engelsk er ikke det bedste, men der behøves ikke så store sprogkundskaber for at regne ud, at vi gerne vil bede om et værelse — det får vi og det ser bare fint ud; lækker balkon, A/C, køleskab og med fin udsigt over Bentota floden og poolen.

Riverside disker hurtigt op med en friskpresset vandmelon juice – MUMS

Efter et hurtigt bad – man bliver pænt hurtig klam i denne fugtige varme – suser vi ned til poolen. Floden kan man ikke bade i …  

OK forhold på Villa Riverside – til meget billige penge 😀💲

Vi har ikke fået meget sol endnu, så det der lige arbejdes på. Da jeg er hoppet op af poolen, hører jeg noget plaske — da jeg kigger op, står Bryan og den unge mand og kigger ned — det er åbenbart Bryans tæer de kigger på; han har trådt på en skarp flise, som flår huden af lilletåen, så det bløder helt vildt. Heldigvis er det ikke et dybt sår — det havde ikke været fedt at skulle forbi en skadestue for at få det syet — det klares med et plaster, da det stopper med at bløde. De var naturligvis beklemte ved, at han var kommet til skade i deres pool og ville vide, hvor det var sket, så det kunne udbedres …

Byen skal lige tjekkes ud og vi skal ha’ fundet noget aftensmad – man kan kun få morgenmad her – så vi går afsted. Der er ikke mange spisesteder, så vi ender med at gå tilbage til en af de første vi så på udturen og får Kottu med kylling — en slags indisk ruskumsnusk – uden sovs, men med tilbehør (såsom chili pasta og noget andet pænt stærkt) – det smager faktisk rigtig godt og er noget af det billigste vi har spist for endnu …

En lille flyvemand kommer forbi ✈👨

Nu sidder på balkonen og nyder roen – omend stolene er virkelig pæne, så er de helt utroligt dårlige at sidde i – på trods af en pude under numsen …

Nu skal vi bare ha’ fundet ud af, om vi bliver en ekstra dag eller om vi finder en overnatning endnu tættere på Colombo …

Natte nat her fra 😀

Farvel til Riverside, der også har orkidéer til at gro på træerne

Del 15 – onsdag d. 30.okt – køretur fra Bentota til Jie Jie Beach Hotel

På Riverside Villa får vi ikke just en sammenhængende nattesøvn; Bryan bliver gnasket af myg, der åbenbart ikke har sat tænderne i et ordentligt, lækkert menneske i mange dage — og jeg føler, at jeg ligger på et bræt — dertil kommer, at A/C’en ikke har et vedvarende niveau, så jeg skiftevis fryser og sveder …

Vi var i tvivl om vi skulle ha’ en nat mere her, men det var vi ikke da det blev morgen — der blev pakket. Vi får dog lidt morgenmad og det var nogenlunde på nær kaffen .. det er ikke deres spidskompetance at lave ordentlig kaffe og denne gang er det bare meget tyndt …  men de er så søde de 2 unge mennesker og de skal jo også lige lære det !

Videre mod Jie Jie – heldigvis har vi ikke et billede af hotellet udefra, for det var virkelig grimt. I stil med noget nutidens & datidens diktatorer kunne have bygget. Indenfor og omgivelserne var dog helt i top 🙂 De havde også lige den lille krølle, at de VILLE vide hvor længe vi blir´ OG betale på forhånd … Vi var ellers klar på 2 nætter, men sådan endte det så ikke …

Afsted mod nord med os og vi har fundet Tangerine Beach Hotel og vi ankommer 21 km. efter – men klokken er kun 10, så vi beslutter at køre videre og kigge på Jie Jie Beach hotel. Hotellet ser ikke videre tiltalende ud; en megalang kasse ud mod vejen, men alternativt skal vi køre ca. 40 km. længere og stranden her ser fin ud, så vi vælger at tage en nat her og køre til Pegasus Reef Resort imorgen; det ligger lidt nord på lufthavnen, så der ikke bliver nogen stress på afrejsedagen fredag.

Vi får et værelse på 3. sal, så her må vi vel gå ud fra, at myggene ikke finder op ..   Poolen skal tjekkes ud og det er en stor en af slagsen, men den skal naturligvis også matche størrelsen /kapaciteten på hotellet. Stranden lokker også, selvom sandet er meeegavarmt — men det afskrækker ikke Bryan. Her er der ingen klipper man kan komme til skade på, men strømmen er lidt stærk – jeg kan ikke teste havet pga mit knæ; hvis jeg bliver fældet af en bølge, så er det til havs med mig .. Bryan står solidt plantet og får lidt gode bølger, mens jeg holder øje med at han overholder aftalen med kun at gå ud til knæene 😉 

Udsigt fra altanen
Stranden fejler bestemt heller ikke noget !!

Efter dukkert og bad kører Tuksi 2 os ned til byen, hvor vi besøger det største supermarked vi har set på vores tur og her har de også en juveler. Sten; såsom smaragder, safirer og opaler er forholdsvis billige hernede og jeg har tænkt, at jeg lige ville tjekke dem ud, men er ikke kommet til det endnu, men her er chancen. Jeg prøver forskellige ringe, men vælger en safir ring med knapt så meget bling (cirkoner) og der er ekstra 30% rabat idag pga deres valg – vi forstår ikke helt hvordan det hænger sammen, men jeg ved, at man ikke får en safir ring til kr. 700,- derhjemme 😉  Der er certifikat og en faktura til tolden, så vi også har dokumentationen i orden.

Ladies Fingers på grønt marked – en ny Sri Lankansk favorit 🙂

De større byer er bare ikke pæne, så vi vender snart snuden tilbage igen. Vi er klart mere til naturen idt længere inde i landet, men man kan dog blive overrasket, når der pludselig løber 6-7 køer rundt på kørebanen – uden nogen reb el. lign.  – hashtag MuMu ;:)

En af de – trods alt – få gange vi ikke var tilfredse med maden. Fisken f.eks, var grillet ca 1.5 time for meget …

Bryan har læst anmeldelser på et spisested overfor hotellet, som kun roser stedet, så her går vi over — måske nattens manglende nattesøvn bidrager til min skepsis, men så kan man da kun blive positivt overrasket. Det skete så ikke – dyrt og meget middelmådigt mad, men vi får da lidt i maven. Hotellerne hernede serverer generelt bare god mad, så det skulle vi nok holde os til, men vi vil også være modige og eventyrer agtige – men det giver ikke altid pote — you win some and you loose some …

Nu er der 2 dage tilbage — vi håber at slutte turen på en rigtig god oplevelse på Pegasus Reef Resort imorgen 😃

Mørket falder på – 18 – 18.30 som det sker året rundt på disse kanter. Så ved man at det er tæt på ækvator

Del 16 – fra Jie Jie Beach hotel til Pegasus Hotel – sidste stop før hjemturen

På Jie Jie Beach Hotel vågner vi efter en heldigvis god nats søvn – det gør en himmel til forskel 🙂  Morgenmadsbuffet – første gang vi oplever det – er helt overdådig; der er alt hvad hjertet kan begære  😋😋 Kaffen er igen lidt mystisk i smagen, men vi har Nescafé på værelset, så vi mangler det ikke …

Bryan får en sidste dukkert i bølgerne – og de er lidt mere beherskede her om morgenen/formiddagen. Jeg har en lille tilbagegang med knæet og jeg tror det var fordi, at jeg snublede over en kant på Riverside Villa – dog faldt jeg ikke, men det har virkelig gjort ondt siden, så nu er jeg på smertestillende for lige at holde til at gå en smule her til sidst – dog vil jeg helst ikke fældes af en bølge … 😕  Jeg vil jo gerne være fit to fight, når hverdagen kalder om lidt igen …

Jeg får tjansen at filme de fede bølger, mens Bryan kaster sig i dem — det klarer jeg rigtig fint; det er med Bryans kamera/tlf. og vi kigger resultatet igennem eftfl. — det er så mest mine tæer og himlen jeg har filmet, fordi jeg får stoppet optagelserne istedet for at starte og omvendt – FLOT klaphat !! 

Tjoee – når fruen er skadet, så ER man jo bare galant og klarer alle pakkenelliker 😀💪💗

Igen igen får vi pakket Tuksi for 9. gang og suser op mod Colombo og videre til Pegasus Reef Hotel — den ligger så syd for Negombo, selvom jeg i del 15 skrev, at den lå nordfor – min fejl 😉  Trafikalt blev det naturligvis mere og mere anarkistisk jo tættere vi kom på Colombo – omend intet kan sammenlignes med Hatton – men der er også en fornemmelse af, at der bliver tygget mere khat og tolerancen falder … dog ruller trafikken stadig. På intet tidspunkt har vi oplevet at trafikken er gået helt i stå, ligesom den kan gøre derhjemme og der er politi på vejene — der kom ihvertfald hurtigt en motorcykel betjent, da vi kiggede efter en parkeringsplads – der måtte vi så ikke lige holde …

Colombo Skyline

Colombo er kæmpestor og har endda en skyline, men vi har ingen chance for at få bare en snas af denne by med (her bor 5,6 millioner mennesker) og vi har været på rundtur i 14 dage, så vi er enige om, at vi har set lidt på gennemfarten – desuden har vi helpension på hotel Pegasus. Da vi ankommer, er det klart, at det igen er et stort hotel og her er flere mennesker end vi har set indtil nu og mange indfødte, hvilket faktisk kun er hyggeligt ..

Vi når frokost buffet’en og her bliver vi da helt rundtossede – der er ALT og det ser altsammen lækkert ud. Selvom vi fik et solidt morgenfoder på Jie Jie, så skal der godtnok også klemmes lidt ned her og det er skisme godt *yum yum

Fint fint værelse. 470DKK inkl morgenmad, middagsmad og aftensmad – 2 personer. Og jeg skal da lige hilse og sige der manglede intet til nogen af de 3 måltider !!

En tanke er, at få en spa oplevelse her også, så vi tjekker lidt priser og ja – det er da billigere end i DK, men det er heller ikke VILDT meget billigere, så vi går en lille tur og får en lille dukkert i havet og en tur i poolen …

Jeg skal gerne indrømme, at affaldet i siden af vejene er ved at genere mig — men at stranden heroppe også er fyldt med skrald er næsten mere end jeg kan ignorere — men som Bryan siger, så kan det sagtens være kommet andre steder fra – drevet med havet og endt her. Det er f…. sørgeligt og burde være et problem for verdens samfundet – at finde enløsning på; at få ryddet op, for Sri Lanka har ikke midlerne til det og deres dyreliv – specielt i havet – lider under det 😞

Desværre har vi mere end en gang været på jagt efter en skraldespand i det offentlige rum, men har måttet tage vores skrald med til det næste hotel istedet fordi vi ikke har fundet nogen — det er jo heller ikke optimalt – mildest talt …

Hindu lysfest iaften – Diwali. De pynter helt vildt op

Nå – nu har vi så fået et fint værelse nede ved jorden – med terasse – med udsigt til restauranten (vi bestilte med udsigt til poolen og den kan vi da også se, hvis vi kigger 40 grader til højre) og de er ved at rigge an til en hindu fest og alle er åbenbart inviteret, så det bliver lidt spændende, hvor meget larm, der bliver og i særdeleshed hvor sent — men så må vi jo bare feste med – vi skal da heldigvis først flyve imorgen aften 😉 

Indtil nu har vi regnet ud, at vi har kørt ca. 1000 km. i tuk tuk og seriøst; det har faktisk været den fedest oplevelse på turen – vi har set så meget og oplevet befolkningen helt tæt på, som mange gange har vist os respekt for at netop køre tuk tuk i deres vilde trafik — den skulle lige opgraderes til en el-version – så er det simpelthen et herligt køretøj 😉 

Hurtigt indspark – her er den nye EL model faktisk. Dog kun en enkelt, som de skulle igang med at teste.
Kæmpe lyn skylle, der lige afleverer en måneds DK regn på 5 minutter

Vores aftensmad bliver en oplevelse i sig selv – musik – overdådig buffet og hinduistisk pynt – sikken afslutning på en fantastisk ferie – og vi er overbeviste om at musikken nok indstilles når aftensmaden pakkes væk – men billeder siger mere end ord ..  og maden var lækker 🥰😋😋🥰❤️

Vi er rykket videre til Negombo, hvorfra vi skal afsted med flyveren iaften. Her skal lige slåes lidt tid ihjel inden vi afleverer Tuksi.

Jeg tænker ikke, vi skriver mere før end vi er tilbage i DK, men tak fordi I kiggede lidt med og vi opgraderer beretningen på vores blog i løbet af efterår/vinter når tiden tillader det — men denne tråd danner naturligvis grundlag for det — ellers havde vi ikke haft en chance for at kunne huske detaljerne 😉

Vi ses 😀   — knus og kram fra os 2

En hurtig morfar på layover i Doha – vi finder dog hurtigt vej mod en lounge, hvor vi endda bliver upgraded til Gold/Platinum da de normale lounges er propfyldte

Møj møj vild lufthavn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *