Dag 8 

At vi havde fundet en perle i form af Agbo Hotel var ikke ikke i tvivl om, men morgenmaden cementerede opfattelsen. I går fik vi fortalt, at vi godt ku’ li’ krydret mad og gerne ville opleve en rigtig Sri Lankansk morgenmaden OG DET FIK VI !  Det dækker normalt over rester fra gårsdagens aftensmad, så der blev serveret både ris, mælkeprodukter (ris kogt i kokosmælk, som efter nedkøling skæres ud i firkanter), kyllingcurry, kokos sambal, daal osv .. og det her fik vi kam til vores hår;  der kom vist lidt røg ud af ørerne på os og Bryan fik en fugtig (nærmere drivvåd) pande – til dessert lidt frugt – fed oplevelse, som vi havde glæde af i et par timer; det blev bare ved med at brænde i mund/hals *hehehe. 

Videre gik det så mod Pasikuda Beach på østkysten, hvor målet egentlig var Amaya Beach, men inden vi fik booket, steg prisen ret meget, så valget endte på Amathyst Beach resort istedet. Turen forløb uden problemer; tuksi var i sit es, så de ca. 80 km blev kørt på rekord tid. 

Hotellet ser lidt skrabet ud, men det var hvad det kunne blive til – i det mindste har vi en lille bungalow længst væk med udsigt til stranden :). Priserne har fået et godt hak opad kan vi se, da vi kigger på deres menukort; vi har ikke valgt at booke inklusiv aftensmad, så vi har heldigvis andre muligheder, selvom der er 5 km til byen. Der ligger lidt fiskerestauranter tæt på og her ligger mange – meget bedre hoteller – på stribe langs stranden. 

Havet er lækkert og her er også en pool. En skumringsgåtur langs stranden og så er det spisetid. 

Vi vælger at forsøge os med Bayceylona; en fiske restaurant, hvor vi bestiller grillet blæksprutte til Bry og jumborejer til mig. Det dyreste vi har fået på rejsen indtil nu, men det var også ok mad – ikke banebrydende, men friskt og godt. 

Det var så den dag — det går lidt stærkt, men vi har dog heldigvis næsten 14 dage endnu :).

Dag 9

En god nattesøvn er alfa og omega og den er i hus 🙂 Morgenmaden er faktisk overraskende god og der er noget at vælge imellem; også til os, der er til det mere autentiske, men kaffen minder som sædvanlig mest om tjære – pyt med det. Bryan får endda en omelet, der får sveden frem ;).

Efter morgenmaden går vi en tur og der går ikke lang tid, før end vi kommer forbi nogle søde hvalpe, som synes det er megahyggelig at blive nusset, men vi kan dog ikke konkurrere med Mor vuffers mælk. 

Når man er så tæt på vandet, som vi er her, må man uvægerligt tænke på den katastrofe, der overgik landet/øen, og østkysten blev nærmest skyllet væk i tsunamien i 2004; d. 26.december blev fatalt for mange mennesker og selvom det er 21 år siden, så  det jo muligt, at det sker igen, selvom de forhåbentlig har fået bedre måder at forudse lignende katastrofer – dengang var ingen forberedte og det krævede mange menneskeliv; alene på Sri Lanka blev ml. 35- og 50.000 dræbt som følge af tsunamien i 2004. 

Det er da tankevækkende og nu, hvor vi har set, hvor fladt det er her og mange km ind i landet, forstår man hvor sårbare de er overfor naturens luner. 

Efter første gåtur, får vi lige provianteret vand og så damper vi af på nr. 2 gåtur til den anden side; henimod Elephant Rock Beach, hvor vi kommer forbi det koralrev, som beskytter lagunen og bryder bølgerne, så stranden også er familievenlig. Her får vi også følgeskab af en hund og den er tørstig – forsøger sig med lidt saltvand, men så må vi ofre noget af vores drikkevand og det bliver taget godt imod 😯 Nu bliver vi enige om, at vi har reddet ihvertfald 2 hunde fra hhv. sult og tørst. Lidt dumt at bevæge sig så langt ud på en strand, når man er hund og ikke lige har en dunk vand med på ryggen … 

Vi valgte at gå i klip-klappere, men gik også med bare tæer i vandkanten – indtil vi måtte ind ad en vej igen – det var ude på landet; faktisk en palmelund med græssende køer. Det blev til 13 km i klip-klappere. Vi var nær blevet invalideret, da vi blev nødt til at hoppe en halv meter ned fra en afsats; vi lander begge med stive ben og måtte ned og bide i – ikke græsset, men sandet. Vi blev kun sårede på vores stolthed, men ikke ret længe – det måtte ha’ være et syn for guder !! 

Sultne var vi også nu, så tuksi måtte startes op; der er nogle “snack-barer” et par km. Herfra; én, hvor en mor og søn sælger samosaer, falafler og nogle lækre æbleskivelignende donuts (ikke søde, men krydrede) – det var skisme lækkert og kunne lige ta’ toppen af sulten og det koster nærmest ingenting: i alt 6 lækre hapsere til 250,- rupees = ca dkk. 5,50 i alt !!  

Lige udenfor vores bungalow kommer der en gruppe unge mænd og indtager volleyball banen, så gratis underholdning har vi også .. jaaamen hvad vil man mere !??  :D.