
Dag 5
Op og igang med at pakke sammen; vi har sovet godt og længe. Min ryg kræver desværre noget smertestillende til natten, men til gengæld sover man som en sten 😉 Kl. 11:00 trillede vi afsted med retning Gausta toppen og Tinnsjøen. ‘


Da vi nærmede os Gausta toppen – Norges smukkeste fjeld – var der pludselig flere turister fra nær og fjern. Man kan betale ca. NOK. 600,- for tur/retur tur med Gausta banen inden i fjeldet eller vælge at gå de ca. 4,5 km. enten op eller ned. Vi valgte at kigge på toppen nede fra parkeringspladsen, da oplevelsen primært bestod i det aparte, golde landskab i 10 graders varme.
Da vi var blevet godt blå af kulde, satte vi retningen mod Rjukan og vores næste overnatningssted ved Tinnsjøen. Vi havde booket 2 overnatninger i en ægte, norsk hytte med udsigt over søen. For dælen det gik opad – på grus – i 2 tempi. Jeg havde ikke drømt om, at Tessi kunne klare hverken den første eller næste stigning, MEN Bry er ikke sådan at kyse, så Tessi trampede op til en mellemstation. Her blev cyklerne sat af og jeg vidste godt, hvad klokken havde slået – der var jo stadig den værste stigning tilbage og den skulle vi ligesom op ad nogle gange for at få vore pakkenelliker op i hytten, så jeg gik op og pakkede lidt ud i den meget hyggelige – men lidt trange – hytte. Jeg holdt mig for ørerne for ikke at kunne høre hjulspind .. og 5 minutter senere stod Tessi på det højeste niveau 😮 WAUW !!!


Hytten var fin, men udlejerne må godtnok ha’ baller af stål – de bor åbenbart i den største, midterste hytte, mens de lejer 2 andre ud. Vores hytte havde ikke toilet; men vi havde adgang til deres – med bad. Køkkenet var et udekøkken og der var ikke rindende vand; det skulle hentes og koges. Terassen var megalækker – højest placeret med lækker udsigt og terassevarmer – alt i alt ikke så ringe endda 🙂 Aftencykeltur blev sløjfet til fordel for terasse hygge 🙂

Dag 6
Vi fik bestilt billetter til en guidet tur på Vemork; tungtvandsfabrikken på den anden side af Rjukan. Fabrikken, som egentlig lavede gødtning (salpeter) under 2. verdenskrig, gjorde sig bemærket hos nazisterne pga biproduktet; tungt vand.
Det havde atomfysikeren Werner Heisenberg konstateret var uundværlig i produktionen af en atombombe. Nazisterne havde en drøm om, at udslette London og satte alt ind for at tilvejebringe det tunge vand. Nordmændene og briterne vidste, at det var et kapløb med tiden og at de måtte stoppe produktionen for enhver pris.
På trods af bombning af hele dalen ved Rjukan, endte det med at norske helte saboterede (sænkede) en færge, der skulle transportere vandet og nu har færgen ligget i 430 mtr’s dybde siden 20.februar 1944 – desværre med 14 nordmænd ombord, samt 4 tyskere.

Cyklerne blev bakset ned til vejen og vi begav os afsted på de ca. 25 km. til Vemork, hvor vi kom gennem Rjukan – og selvom jeg faktisk har været her i ’77 – ’78 på lejrskole, så var der ikke meget jeg kunne genkende. De sidste 4-5 km. fra Rjukan til Vemork var en lang stigning. Herefter var der et par hundrede meter mere på trapper og grusvej .. fy …

Guiden rundt på den genopbyggede fabrik – med levn fra den oprindelige, sønderskudte del – viste sig, at være en downloaded app. Turist sæsonen i Norge sluttede officielt d. 16. august, men der var dog stadig både hollændere, franskmænd, belgiere og tyskere – endda flere danskere – som havde fundet vej til dette – for os alle vigtige – vidnesbyrd for historiens udfald — omend man senere fandt ud af, at tyskerne ikke var så tæt på opfindelsen af atombomben, som de selv troede.
2 år senere blev bomben desværre til virkelighed; Oppenheimer fra USA kom først og det kostede mange tusinde liv i Hiroshima og Nagasaki, hvorefter truslen om bomben ligeledes spillede en stor rolle i den kolde krig.

Efter ca. 2 timer var det tid til cykelturen hjem til hytten og efter 50 km. bliver man ikke just opløftet ved tanken om, at skulle op ad den towlige sti op til hytten. MEN siden det ovenikøbet er vores sølvbryllupsdag, så fik vi mast os op 😉
Mærkedage er ikke vores store nummer, men Bryan fik da kreeret noget lækker mad, mens jeg gik på rov i smertestillende og måtte lægge mig og vente på, at de virkede.
Dag 7
Pga min ryg, måtte Bryan slæbe vore ting ned til bilen – det blev til nogle tunge ture, så inden klokken var 11, havde han nået dagens mål for både skridt og kalorieforbrug ;P Træls ikke at kunne hjælpe, men prisen var for høj :/
Vi havde booket et anneks, til rimelige penge, i Fevik – MED køkken og rindende vand og i gadeniveau 😉 Det tog ca. 4 timer at køre de ca. 250 km – kun de sidste 70 km. var på montorvej.
Sove arrangementet her er knapt så luxuriøst; en sovesofa og en gæsteseng, men vi har udsigt til marker med køer og er nabo til et større ridecenter. Elge har vi ikke set skyggen af, på trods af mange skilte, men her er til gengæld tamme, kælne katte, som næsten råder bod på de elge, der ikke viser sig 😉 Bryan har fundet en cykelrute til imorgen, så dynerne kalder…



Dag 8
Vi sover nogenlunde – dog er Tessi nok lidt mere komfortabel, men min ryg strejker ved tanken om det fysiske arbejde ved at sætte pavillonen op m.v. … æv 🙁


Cyklen kan jeg da heldigvis komme op på, så dagen idag har budt på 52 km. fin tur med udsigt over skærgårde, vand og smukke fjelde med charmerende træhuse i niveauer. Også en lille sejltur på 6 minutter blev det til – lidt ekstra krydderi. Vi er kommet ned i fladere landskab, men vore batterier får stadig lov til at bruge musklerne 🙂

Tilbage i Fevik, hygger vi lidt på terrassen med udsigt til marker – dog ingen katte idag :/ Der er fjernsyn i anneks’et, så vi napper lige et afsnit af en serie, før end vi siger godnat – efter endnu et lækkert, hjemmelavet aftenmåltid 🙂 Norges priser er lidt skræmmende, så vi har provianteret godt hjemmefra, så vi kan holde budgettet på et rimeligt niveau 😉
Ganske vist er valutakursen på ca. 0,67, men 80 NOK for en 10 æg, bliver alligevel til knap Dkk. 54,- 😮
Dag 9
Vi vågner dejligt friske op efter en god, lang nattesøvn og er klar til at pakke sammen og vende snuden mod Kristiansand; vi skal med færgen kl. 17:30.
Kl. 11:30 er vi på vejen igen og Bryan har – vanen tro – en cykeltur plottet ind i Komoot. Selve ruten ved jeg ikke så meget om; det er noget med at ha’ tiltro til sin bedre halvdel .. og Komoot ikke mindst. Er det sket, at samarbejdet mellem de 2 er kikset ? Ja – set med mine øjne – så er grusveje kombineret med stejle ruter et no-go .. og alligevel, så sker det, at man bliver udfordret i netop denne disciplin, men så forbeholder jeg mig også retten til at ytre mig !! Det nok en af grundende til, at Bryan tager førertrøjen .. så kan han ikke høre mit brok 🤪 Som regel kommer vi jo alligevel op ..og ned 😉

Vi cykler gennem Posebyen, som de kalder den charmerende, gamle del af Kristiansand – gennem fine gader med træhuse. Derfra gennem skoleområder og ind i et smukt naturreservat. Det er nok det smukkeste vi endnu har oplevet på denne tur; gennem duftende skove med både nåletræer og løvtræer med mange åbninger og skovsøer, som kan bades i. Lidt vildt, at denne natur ligger så tæt på en ret stor by !! Det bliver til ca. 25 km. og vi finder Tessi igen og begiver os ind mod færgelejet. Her møder vi den tætteste trafik på turen; de 4,5 km. tager næsten 40 minutter at køre, men vi her heldigvis i god tid.

På færgen sætter vi igen Tessi til en lader og suser ind i loungen. Bølgerne er lidt højere på hjemturen, men til gengæld spotter vi 2-3 marsvin, der lige hopper op ad vandet foran færgen – fedt 🙂
Vi kører ind i indkørslen 3 timer efter ankomst til Hirtshals og får lige pakket det vigtigste ud, før end turen går ind i egne sovegemakker – uh, det er godt 😀
Budgettet – forventer vi – holder sig på omkring kr. 8000 alt inkl., da vi har kunnet lade på overnatningsstederne (undtagen den sidste), da strøm er rimelig i pris og de fedter ikke med det i Norge 🙂
Tak for denne gang 😀 …næste tur går til Sri Lanka til Januar 🤪






















