Sommerferie på Camping Levico og Union Lido 2016

I dette øjeblik sidder Fie og jeg i skyggen på en dejlig, fredelig plads på Camping Levico. Dvs. Fie ligger ned og forsøger at restituere efter en strabadserende køretur dagen inden. Jeg har rystet køreturen af mig; den skulle jo bare overstås og det gik jo nådigt omend A7 var plastret til med vejarbejder og forsnævrede vejbaner. Vi valgte at køre ca. kl. 20:30 fredag aften for at gå glip af mindst mulig tid og turen ned gennem Tyskland bød på rigtig meget regn, men meget lidt trafik pga tidspunktet. Naturligvis må man nøjes med lidt mindre søvn, da en bil ikke just mønstrer plads til at kunne finde den ideelle sovestilling, men det gik.


Hårdt læsset trailer/tagboks/bil – utroligt så meget skrammel man slæber med !

… men 5 mand stærk – så skal der jo altså noget gods med 🙂

Vogntoget er klar til afgang 🙂

Pga at vi denne gang ikke har en campingvogn, men istedet en splinterny mellemstor Euro-trailer fra Camplet på krogen, kunne jeg også sætte mig bag rattet mens Bryan fik sig en lur i det sydligste Tyskland/Østrig 😛  Hvis ikke lige det var fordi at vi på trods af trailer og tagbagageboks alligevel havde proppet bilen til bristepunktet, havde jeg endda kunnet se ud af bagruden i bakspejlet. Traileren var også en noget nemmere følgesvend at slæbe over Fern – og Brenner passet, hvor jeg normalt er ved at gå til ved lyden af en klagende Peugeot, der næsten ikke kan sætte igang på en 10% stigning.

Favorit stop i Østrig, på en lille rasteplads lidt efter Fernpass.

På denne MEGET LÆNGE ventede sommerferie tester vi et Kampa Croyde 6 air lufttelt. Vi prøveopsatte det sidste week-end i vores have,hvor teltet tog en ordentlig luns af græsarealet. Vi sendte undskyldende blikke til vores campingvogn, der jo så må tilbringe sommeren hjemme i lommen, men med et stort telt, der sagtens rummer os 5 mennesker, samt vores Shih-Tzu; Fie, kunne ferien måske byde på endnu mere familiehygge end normalt. Hvad vi dog var lykkedes med at have fortrængt siden vi havde et Ohio XL tunneltelt for nogle år siden, var mængden af udstyr, man skal ha’ med ved siden af. Dertil kommer at Anders på knap 16 år har fået sit eget telt; et Kampa Brighton 3. Men nok om udstyr m.m., da det vil blive uddybet i en anden artikel; nu vil vi koncentrere os om oplevelsen af at være på ferie.

Det store telt er kommet på plads på Camping Levico.

…. mor & søn fortsætter med teenager villa’en 🙂

Ikke længe efter ankomst, er Caroline stukket af en hveps 🙁

Vi starter vores ferie på Camping  Lago di Levico, som har haft en speciel plads i vore hjerter siden vi var her for første gang for efterhånden 7 år siden. Pladsen ligger tæt på Trento og dermed lige netop acceptabel at køre ned til i ét stræk. Byen Levico Terme og Levico søen er kendt som et kursted. Vandet i søen er jern- og mineralholdig; menes at kunne reducere gigt og stress symptomer. Fakta er ihvertfald, at søen er utrolig ren og ikke må forurenes af motorbåde m.v. Derudover er den omringet af dolomitterne i de smukkeste farver, samt frugtlunde, som man kan cykle lange ture i …. og hvis ikke det var fordi jeg KÆMPEFJOLS havde glemt nøglen til min cykel og har måttet belemre vores søde nabo med at pakke og sende nøglen med GLS, så havde jeg nok været ude og se mig omkring på den tohjulede lige nu *suk   Det koster kr. 320,- og leveringstiden er 4 dage. Det er dog det værd og så kan vi lige få den mus, vi lige har købt sendt sammen med den. Naboerne rykker hurtigt ud og vupti, så er pakken på vej 😀

Mor pigen er klar til terapi på højt plan, mellem de skønne dolomitter.
Anders er dog nød til at reparere ferie værktøjet, så terapien kan fortsætte senere på turen 😀

Bryans cykel har vi dog med og han overvinder simpelthen en bjergetape på næsten 3 km. – ganske vist tur OG retur – men det var altså en streng optur, så min respekt er intakt 🙂 Jeg valgte at tage turen efter ham og tog også lige turen rundt om søen, da jeg var meget i tvivl om vores sædvanlige gåtur rundt om søen ville blive ret hyggelig; teenagere … og frygten for den obligatoriske brok over fodtøj – varmen og længden af turen var lige i overkanten af hvad tålmodigheden ville kunne kapere. Til gengæld har vi købt en gummibåd i Valsugana’s shoppingcenter og den var populær. De 6 dage på Camping di Levico bød på afslapning og hygge på højt plan, så vi nåede nærmest kun lige at gå en hyggetur i Levico Terme og så ellers bade en hel masse i søen.

Den smukke sø indbyder til vandleg
og der bliver hygget! 🙂
….og sejlet – og grint – og – ja tiden suser bare afsted !

Sidste dag fik vi dog nøglen med GLS og vi kunne cykle en fremragende, dejlig tur mellem æblelunde og majsmarker tværs over Valsugana dalen. Jeg har faktisk store forventninger til at Bryan får øjnene op for de oplevelser, man kun kan få på cykel .. og så bliver man tynd alt imens 😉 Caroline og jeg nåede halvvejs til Borgo; en smuk, flad strækning – indtil hun insisterede på at vi vendte snuden hjem til pladsen igen.

Humøret er vist ikke helt i top ??  Varmt og hårdt ?
En lille pause kan heldigvis altid afhjælpe det værste 🙂
3km ja – men dengang på var man også 28kg tungere …
og de 3km var faktisk  startskuddet til 3100km’s cykling i 2016 ! 🙂
Efter cykelturen kunne man jo så få en velfortjent frokost fra grillen 😀

Fredag -på Bryans fødselsdag – pakkede vi det hele sammen; en kraftanstrengelse i 29 graders varme. At være teltcampist er ensbetydende med, at det indbefatter god træning hver gang, man skal flytte lokation. Meget foregår i gulvhøjde og med 3 børn, som ser det som deres stolteste opgave at lave så lidt som muligt, er der virkelig meget træning… og det er bestemt ikke selve teltop- og nedtagningen, som har ansvaret for arbejdet. Det er al indmaden, der trækker tænder ud !  Jeg ved ikke hvordan vi skulle ha’ klaret den uden vores Euro trailer fra Camplet, som vi tester til camping brug. Den har rummet de fleste af vore pakkenelliker uden at kny og nærmest uden, at vi har kunnet registrere dens tilstedeværelse på krogen.

På tur rundt i Levico Terme. Er det bare lige en fed cykel !?! 🙂
Caroline & Fie poserer i mørket.

Kl. 11 var vi klar til forlade Camping Lago di Levico / Jolly og kørte mod øst. Dolomitterne har altid været en fryd for øjet og denne tur, hvor de bare kommer tættere og tættere på hinanden og man til sidst næsten føler sig mast er bare en oplevelse i sig selv. Målet er Camping Union Lido ved Adriaterhavet. Vi skal bo på deres Dog camp, så Fie er faktisk hovedrolleindehaver på denne del af ferien; spændende. Indtil nu har det ikke været de store pladser, som har tiltrukket os mest, men siden børnene nu er så store og vi aldrig har været på disse kanter, var det vel tid til at omvende vore fordomme.

Farvel og tak for denne gang – det var vist 5. besøg, og lur mig om ikke også der bliver et sjette engang…

Da vi endegyldigt efterlod dolomitterne i bakspejlet, ventede der et noget fladere landskab, som til sidst blev meget fladt og mere og mere turistet. Pludselig var der også rigtig mange danske nummerplader at spotte; indtil nu har der været flest italienske og hollandske. Der lå rigtig mange campingpladser på vejen og vi ankom til Union Lido ca.kl. 14, så der var siesta og der ville gå 1 time før end vi kunne komme ind på pladsen med bilen. Hunden (dvs. Fie) er ikke velkommen andre steder end på den del af pladsen, som hedder Dog Camp og  det var vi forberedte på. Dog kunne skiltningen godt ha’ været bedre ude fra vejen, hvor vi skulle gå en lille kilometer for at komme hen til Dog Camp.

Caroline fandt – nærmest omgående – en lille sø med skildpadder.
Der blev tilbragt en del timer.

Vi fandt det dog og kiggede lidt på den plads vi havde fået anvist; den var ikke så lille som vi havde frygtet, men den bestod udelukkende af sand. Den ansvarlige bestyrer hjalp os dog med at finde en mere telt egnet og skyggefuld plads, som vi så fik istedet for; nemt og problemfrit. Fie blev indregistreret og vi blev informeret om risikoen for at der var myg, der bar på en parasit (hjerteorm) og at man ved at købe en tablet for Eur. 10,-, som hunden skulle ha’ efter at man indenfor 30 dage havde forladt Norditalien, ville eliminere parasitten, så den købte vi naturligvis.

Jeg fandt hunde baren – altså ikke øl & vand til vuffer, men vuffer er tilladt at medbringe 😉

Anmeldelsen af pladsen har vi lavet en separat artikel om, hvor vi belyser pro og kontraerne ved så stor en plads, som Union Lido i sandhed er.

“Fie – du har lidt adder lige der …” 😀 Det var ikke en golfbane vi boede på …

Teltet blev sat op i rekordfart og denne gang var der ingen problemer med at få pløkket det. Så er sandbunden da godt for noget. Temperaturen er dog steget et par grader siden Levico (Levico ligger jo også ca. 475 mtr. over havet, mens vi her ligger mindre end 1 meter over havoverfladen ;-P ) Anders’ telt blev der også plads til, så vi var på plads i tide til at Bryan og Anders kunne tage ud for at finde noget mad. Supermarkederne i et så turistet område er selvsagt dyrere end ude blandt “pøblen”, men de fandt dog en masse god fødselsdagsmad. I mellemtiden havde jeg købt nogle kager hos bageren (eller rettere én af bagerne her på pladsen) — her findes alle slags forretninger og restauranter, så der er alt hvad man kan få behov for/lyst til. Vi var dog mest til at lave noget hjemme hos os selv; det er efter vores mening det hyggeligste og mest afslappende. Efter god mad og drikke måtte vi ud at kigge lidt på havet … pigerne havde testet det inden og sagt god for det; noget varmere end søen, vi var vant til. Vi havde ikke tjek på tiden, så vi var tæt på at blive låst ude; portene bliver lukket kl. 21 :-/

Cyklen blev et yndet værktøj på Lido’en – ingen bakker og ingen vind – perfekt.

Det var varmere om natten, så jeg måtte ikke op og finde et tæppe som jeg ellers havde måttet gøre. Aftenen inden var der flyttet nogle italienere ind ved siden af os og deres hundes agressive gøen og deres egne lidt højrøstede stemmer gjorde, at vi heller ikke sov for længe – ski’ praktisk ;-/  Denne plads er dejlig skyggefuld; det er alle pladser her mere eller mindre. Der er høje træer overalt og ja – ca. 1/3 del er pinjetræer og ja – her er myg. Vi er alle blevet smagt på – selvom vi har brugt forskellige myggemidler – og så kunne det alligevel ha’ været meget værre. Det var én af tingene, som vi havde været ret nervøse for, men konstaterer, at det ikke er slemmere end alle andre steder. Der bliver sprøjtet for myg jævnligt og det virker.

Mosquito alarm ! Deres myggegift virker, men et stik eller 2 bliver det alligevel til.

Næste dag går vi rundt og gør os bekendte med pladsen – dvs. mest pigerne i familien. Det er altså vigtigt med godt fodtøj når man skal bevæge sig rundt – dog kan man også vælge at ta’ shuttle bussen (et lille hyggeligt tog), der fragter folk rundt og det kan faktisk godt betale sig. Da Maria og Caroline spotter de 2 fine vandland på pladsen skal det dog pludselig gå stærkt med at komme hjem til teltet igen for at få badetøjet på og så er de pist væk. Caroline blev igår totalt overrumplet af, at pladsen har en lille dam med en MASSE sumpskildpadder; hun var så begejstret at hun næsten ikke kunne rumme det. Det ændrede sig dog alligevel, da hun faktisk syntes det var synd for skildpadderne. Der var rigtig mange skildpadder og der var mange forældre, der ikke tog sig af, at deres børn tog skildpadderne op – det stresser dyrene – så hun skrev på Union Lido’s facebook profil, at de skulle leve lidt bedre op til deres ansvar (altså efter at hun jo også havde ladet sig rive med og selv havde hapset en eller 2 op til lidt fotografering :-/ ).

Flot og velplejet alle steder på pladsen.

Efter et par timer måtte jeg ud og lede efter de 2 vandhunde, for tlf. havde de jo ikke med. Det endte med at jeg havde gået næsten 10000 skridt men stadig ingen piger. Da blev jeg lidt muggen for jeg mente jo ikke, at de var bekendte nok med pladsen til ikke at fare vild. Måske havde jeg – pga naboerne og deres meget højrøstede hunde – heller ikke fået helt søvn nok. Kort efter at jeg var kommet hjem til teltet igen, kom tøserne jo selvfølgelig selv hjem. Jeg kommer ikke til at skrive ret meget om Anders’ gøren og laden på ferien, for han havde bestemt sig for ikke at deltage i meget andet end aftenhyggen med yatzy, bezzerwizzer og løgn; vi havde dog en overraskelse i ærmet senere på ugen ;-P

Fie lærer at svømme i hunde poolen – Fie synes lidt at det der vand er overvurderet … !
Saftsusme om man så ikke også lige ryger i bad bagefter !! 🙁

Fie var heller ikke just aktiv og vi prøvede at få hende til at lægge sig i sin kurv eller i en strandstol fra Kampa, som vi lagde et håndklæde på (perfekt hundeseng). Hun lå der dog ikke så længe ad gangen – sikkert pga varmen – så hun blev sandet godt til; en smule frustrerende, da det satte sig overalt. De første par dage gik altså med småirritationer, som bekræftede vore fordomme mod Lido’en; for stort – for indelukket – for befolket. Vi kunne heller ikke få øje på noget udenfor pladsen, som pirrede nysgerrigheden; lignede for meget et område, der kun var blevet til for turisternes skyld; butikker og reklameskilte overalt.

Endnu en cykeltur – 38km er de 3km blevet udvidet til 🙂
“Goddaw i æ stue, har du slugt en flue – JAAA”  🙁 😀

På 3. dagen gik det lidt bedre og vore højrøstede italienske naboer havde forladt os, men ikke før end de var sikre på at de havde vækket os ved at stå 50 mtr. fra hinanden og råbe til hinanden og de fik hjælp af hundene, der lød som om de sad i struben på hinanden. Pudsigt nok var det ligesådan i Levico; der var vore naboer også italienere (dog kun én dag) og jeg skal da lige love for at de underholdt vores del af pladsen; det der med at tage hensyn ved at holde stemmeføringen på et lavt niveau er altså ikke noget italienere tager sig af, men det virkede ikke som om de tænkte nærmere over det; de ville bare hygge maks mens de var på camping. Hundene var altså også lige koncentrerede nok på Dog Camp og ikke alle syntes det var nødvendigt at holde deres hund i snor, så indimellem var der lige én inde og snuse hos os; dét fik alligevel Fie til at vågne op. Det eneste tidspunkt, der kom lyd ud af Fie, var dog ved spisetid ;-D

Det lykkedes endda, at få Maria lokket med på et par aften cykelture 🙂

Efter morgenkaffen og lidt “frisk” brød – købt hos den lille morgenmads bod lige ved porten til Dog Camp; dvs. 100 mtr. fra vores plads  (“frisk” fordi rundstykkerne tydeligtvist ikke var bagt den dag, men det er nok bare kutymen her – vi danskere er bare for forvænte), var vi klar til dagens dont. Vi skulle skynde os med at blive færdige med morgenmaden, da solen gjorde det umuligt at blive på vores lille frimærke efter kl. 10 — vi flyttede så lidt rundt alt efter hvor skyggen befandt sig ;-P  Anders kunne dog holde sig i sit telt lidt længere end på Levico; her kom han først væltende ud ved 9:30 tiden — det er jo utænkeligt at gå i seng før kl. 2:00 når man har fri *suk   Han ville hellere gå og gabe konstant og iøvrigt lave så lidt som muligt. Pigerne suste op i vandlandet – efter at ha’ påført faktor 50, for den italienske sol er ikke at spøge med.

Fine blomster ved stranden i Bibione.

Vi havde snakket om at køre en tur til Grado, som har en vigtig rolle i tilblivelsen af Venedig. Den blev grundlagt i 4-500 tallet efter at hunnerne og longobarderne jagede befolkningen af Aquileia ud på havet, hvor Grado blev deres redning. Herefter bliver flere af lagunebyerne til og dermed også Venedig. Egentlig lidt sjovt at tænke sig, at der ved opførelsen af kirken Santa Maria della Salute i Venedig blev rammet 1.106.657 x 4 mtr. lange stolper af eg, lærk og el ned i den sumpede jord (hos Centrum Pæle producerer/sælger vi jo piloteringspæle, så det lyder af meget for datidens entreprenørarbejde). Grado har en gammel bydel med snævre gader og jeg ville gerne se Domkirken Santa Eufemia. Desværre ligger Grado alligevel ca. 140 km. væk og da vi nærmer os Bibione – efter at være kørt gennem landskab, der mildest talt kan kategoriseres som “kedeligt” – bliver vi enige om at vi ikke orker at køre længere; vejret er ret omskifteligt og det har regnet en stor del af de ca. 60 km. vi har kørt.  Hvis vi syntes at Via Fausta, hvor Union Lido samt en lang række andre campingpladser ligger, er turistet, så ved jeg ikke hvad vi skal kalde Bibione; umiddelbart ser den ud til kun at bestå af butikker, ferielejligheder, hoteller og strand. Her er masser af mennesker og vi hører dansk overalt. Vi er faktisk ret overraskede over, hvor mange, der vælger denne meget turistede og overbefolkede ferieform. Det er ikke noget for os, men kan godt se, at det må være meget afslappende kun at skulle vælge mellem at gå på shopping eller gå på stranden og hvor man skal spise om aftenen; her er der til gengæld mange valg-muligheder 🙂

Der blev delt gratis Coca Cola ud, flere steder i Bibione.
Gratis cola var dog ikke nok til at holde på os – Farvel & Tak

En uge på Union Lido giver ikke så meget stof til en god, lang ferieberetning, for hvis man ikke ligefrem tager imod nogle af deres mange mange tilbud om diverse oplevelsesture (og der er noget for enhver smag) ligner den ene dag meget den anden – måske på nær en enkelt tur til Venedig. Vore cykler derimod bød på oplevelser hver gang vi satte os på sadlen og cyklede en anden tur end den vi cyklede dagen før. Faktisk snakker vi om at ta’ hjem lidt før for så at få afsat børnene, så Bryan og jeg kan tage på en minicykelferie; hvem skulle lige ha’ troet det !??

Da vi når frem til onsdag har vi dog en overraskelse til Anders i særdeleshed; én af hans kammerater, som han svinger utroligt godt sammen med, holder ferie sammen med sin familie i nærheden af Bibione og vi aftaler, at de skal komme og besøge os torsdag. De har ikke set hinanden i et stykke tid; de bor på Fyn og tiden har ikke været til besøg hos hinanden. Det er lidt svært at holde hemmeligt, men ingen af de 2 knejter aner uråd før end de kan se hinanden gennem bilruden – missionen er lykkedes 😀  De skraldgriner fra første øjeblik, så vi ser ikke så meget til dem resten af eftermiddagen. Om aftenen spiser vi på et pizzaria, der ligger overfor Sports centret på modsatte side af vejen. Det er hammer-hyggeligt og det var rigtig lækre pizzaer – dog var personalet lidt hovne; det trak ned at de ikke var smilende, men faktisk var lidt sure at se på :-/   Alle gode ting får dog desværre en ende og en god og hyggelig dag med vennerne var slut – dog håbede vi at adrenalinchokket for Anders ville kunne holde de sidste par dage; håbet er jo lysegrønt :-/

Familien fra Fyn/Bibione på besøg. Nøøøj det var hyggeligt at møde dem sydpå 🙂

 Dagen efter cyklede Bryan og jeg en lille tur mod syd (lido’en er jo en tange, så der er ikke så bredt) og nåede ud til Treporti langs vandet; faktisk en fin cykeltur bortset fra manglen på cykelstier, men sådan er det jo her i Italien. Derfor havde vi fået lidt blod på tanden og så vores snit -nu hvor pigerne alligevel var dampet af ned i et vandland og Anders ikke havde tænkt sig at flytte sig – til at cykle lidt længere.

Afsted på cykel det gik – godt tanket op med en masse vand – og Bryan førte an ud på en lidt længere tur. Vi cyklede ud til Lio Piccolo, som tog fusen på os; det er et vadehavsområde med en masse dyreliv og en meget smal vej, så trafikken var meget begrænset — desværre måtte vi hele vejen tilbage ad samme vej, da vejen ender blindt, men pyt.

På vej retur kunne vi da også lige suse ud til Punto Sabbioni, hvor færgerne til Venedig sejler fra. Bryan er så småt ved at opdage cyklens lyksaligheder 😀  En rigtig dejlig tur, som kun kan opleves på cykel, da vejen langs vandet kun består af en cykelsti; her har de alligevel oppet sig de italienere 😛  I Punto Sabbioni starter turist helvedet så igen, men o.k. – det er jo forståeligt nok siden Venedig ligger lige udfor. Vi har dog været i Venedig og har egentlig ikke det store behov for at gense den; måske på et senere tidspunkt for byen er jo smuk og virkelig romantisk.

Cykelpause – sån på den lidt ferie agtige måde 😀 Venedig anes svagt i baggrunden.

På vej tilbage kommer vi forbi et grøntsagsmarked og vi skal ha’ nogle tomater med hjem. Markedet sælger dog også gode olivenolier og Wein vom Fass (vin direkte fra fad) og dét må vi da prøve. Vi får straks serveret smagsprøver af 5-6 forskellige vin og de smager alle helt fantastisk. Man betaler eur. 0,30 for pant for en plastflaske (0.75 ltr) og vi køber da lige 2 stk.; det er vin, der skal drikkes ret hurtigt – til gengæld er % nok ikke så høj (bilder vi os da ihvertfald ind) og her i Italien sveder man det ret hurtigt ud igen ;-P

Masser af smagsprøver – godt der kun er et par km tilbage. Benene er ikke gode efter dette besøg …

Humøret er noget højere da vi vender hjem igen og bliver enige om, at Lido’en jo alligevel har lidt at byde på for os Jensen’er 🙂

Der pakkes sammen. Vi kører det lidt i futtog’s stilen 😀

Vi bestemmer os for at vi vil vende snuden mod nord om fredagen; vi kan ikke køre 1600 km. i ét stræk, så Bryan har fundet en fin plads i det sydlige tyskland og vi forvisser os om, at vejret ikke er alt for dårligt dér før end vi begynder at pakke sammen. Jeg kunne godt blive lidt længere bare for at beholde varmen og solen; pigerne er jo også ret tilfredse med Union Lido. Dog har vi jo også en lille plan mht en kort cykelferie for Bryan og mig når vi kommer hjem. Igen får vi mirakuløst plads til det hele og ved middagstid tjekker vi ud af Camping Union Lido og vi kører igen vestpå gennem de smukke, smukke Dolomitter. Pudsigt nok så skal vi først dreje mod nord i Levico Terme; det er jo nærmest tortur bare at skulle køre videre derfra, men ikke desto mindre så er det det vi gør. Turen er på ca. 600 km. og destinationen skulle være Camping Alpsee, men bliver ændret til Camping Via Claudia ved Lechbruck am See fordi den lå tættere på.

Velankommet til Via Claudia – en plads vi ikke vidste noget om på forhånd,
men som bare overraskede positivt – med lidt mere positivt på !

Hvem ville ikke synes godt om dette landskab ?

Hvem ville ikke synes godt om dette landskab ?
Her set fra teltdøren – der KAN et hotel værelse altså bare ikke konkurrere !

Sikken et dejlig område, der åbenbarer sig her; ikke så underligt at der er i dette smukke landskab er bygget mange smukke slotte; specielt det kendte Neuschwanstein, som ligger halvt oppe i de allerførste bjerge man kommer til på vej sydover. Camping Via Claudia ligger utroligt smukt ned til en ret stor sø og vi finder en plads helt nede ved søbredden – også selvom myg ikke er vores yndlingsdyr. Vi får igen hurtigt sat teltet op og pakker ud i rekordfart, da vi også gerne skulle nå lidt aftensmad før end det bliver helt mørkt. På nær en camper, der ligger 50 mtr. længere henne, er vi mutters alene og DET nyder vi… og Fie er slet ikke til at styre; hun kan suse rundt uden snor, da vejen ligger lidt længere oppe og ikke udgør nogen trussel – skønt 🙂

Familien Jensen alene i verden 😀 😀 😀

Hvad vi dog også mærker er et ret drastisk fald i temperaturen; vi finder ihvertfald hurtigt nogle trøjer og jakker frem. Lidt ængseligt tænker jeg på hvor meget koldere det mon bliver til natten … og ja – det blev koldere. Faktisk sover jeg ikke ret meget den nat, da jeg istedet ligger og ryster af kulde og desværre også må ødelægge Bryans nattesøvn ved at kræve noget kropsvarme. Heldigvis har jeg beordret ungerne til at gardere sig med tæpper og lunt nattøj og Bryan mærker ikke kulden i nær samme grad som jeg gør. I telt har man bare ikke de samme muligheder for at holde varmen om natten og siden destinationen var et dejligt varmt Italien og pladsen ikke var til at vi tog flere tæpper/dyner med, så var det jo bare at holde ud.   Vi vidste, at dagen efter ville blive lidt varmere, så jeg satte min lid til at natten også ville blive lunere end den forgangne nat.

Her på Via Claudia var der også et hundebad – det skulle Fie dog ikke “nyde” noget af 😀

Bryan cyklede rundt om søen, som vi bor ved, endda inden morgenmaden og det bliver jeg jo nødt til at gøre efter. Jeg får overtalt Caroline og vi suser afsted og det lykkes os at finde en sti, der fører os helt ned til søen og forbi nogle snakkesalige geder. En meget smuk tur, som pludselig bliver larmende; lidt som om der kører et tog lige ved siden af. Det viser sig at være et vandfald – ikke et ret stort et, men mere en rasende flod med et par meters fald. Virkelig smukt !!  Vi er faktisk ret pjattede med denne lille sydtyske plet.

Tøserne begiver sig afsted rundt om søen.
Ser ud som om de har haft temmelig mange stop, på de ca 10km 🙂
Bl.a dette frådende vandfald 🙂

Naturligvis skulle vi da også ud og kigge og lidt omkring i området og ja – selvfølgelig kiggede vi op til Neuschwanstein, men det var simpelthen plastret til med folk; det var næsten en helt lille by, der for foden af det bjerg med Neuschwanstein var omdannet til en turist by; det var helt vildt !!  Ved siden af lå der også en Sommerrodelbahn, som vi ikke ville gå glip af. Bryan, pigerne og jeg tog nogle ture ned ad bjerget, men Anders holdt sig igen tilbage og ville ikke deltage, men så kunne han jo passe Fie imens. Bagefter kørte vi hen til den lille by, hvor det halve af byen nærmest var parkeringsplads til slottet. Herfra skulle man så gå hen og købe billet og bagefter vandre op til slottet, men vi opgav; der var helt fyldt op og bare tanken om at skulle trække pigerne igennem alle de souvenir butikker gav os nervøse trækninger.

Tornerose slottet måtte vi nøjes med på afstand.

Istedet kørte vi hen til Wieskirche, som også står på Unesco’s liste over verdenskulturarvs steder/bygninger. Den var noget mindre besøgt, men bestemt smuk og lidt beskeden, som den lå der på en meget flad grund med den smukke baggrund af alper. Wieskirche er en valfartskirke, som blev bygget i rokokostil 1745-1754. Man mener, at kirken grundlæggende blev til fordi en statue, der var blevet konstrueret til en langfredags procession fra år 1732-34 og efterfølgende opbevaret på et loft hos en landbokone, mentes at have produceret tårer og lidt blod mens den havde været gemt væk. Pilgrimme har herefter besøgt kirken og statuen pga denne historie; uanset, så er det en meget smuk kirke, som kan beundres fra alle sider pga sin beliggenhed.

Wieskirken

Wieskirken

Om aftenen oplevede vi feriens første og eneste uvejr; det trak sammen indtil det var næsten mørkt omkring os og vinden tog til. Klokken nærmede sig 22, da sluserne åbnede sig og der kom en gedigen regnskylle. Dér fik vi konstateret at teltet holdt tæt og at det var stabilt i blæsevejr. Det var dog lidt træls, siden vi jo vidste, at vi ville pakke næste morgen og det nu var uvist om teltet nåede at blive tørt :-/

Den lunere nat jeg havde set frem til, var kun en anelse lunere end natten inden, så jeg frøs igen som en lille hund. Fie søgte også ind til os for at få lidt varme istedet for at ligge i sin kurv lige udenfor sovekabinerne.

Uvejr på sydtysk – heldigvis var det alligevel sengetid – og ferien’s eneste regn.

Om morgenen var solen dog fremme og tørrede hele molevitten på rekordtid. Teltet var minimalt beskidt under bunden, så der var ikke ekstra arbejde til os. De kolde nætter havde efterladt grobund for en gedigen sommerforkølelse, så nu glædede vi os til at komme hjem i vore egne senge, selvom vi gerne ville ha’ udforsket dette dejlige område lidt mere.Alt fik igen plads i traileren.Telt samt køleskab fyldte det meste af vores bagagerum.Ca.kl. 13:30 kørte vi ud af pladsen, som nu var blevet godt fyldt op og turen forløb uden problemer.

Ingen sommerferie, uden en tur i Rodelbahn 😀

 Vi trillede ind i lommen derhjemme ca. kl. 2:30 og fik lige det mest nødtørftige hentet indenfor. Cola – Maria’s kat – var ekstremt glad for at vi kom hjem, selvom hun var blevet passet rigtig godt af vore søde naboer. Den sidste uge af vores ferie blev desværre brugt på en rigtig irriterende sommerforkølelse og vådt, koldt sommervejr, så den cykelferie vi havde sat os op til blev ikke til noget, men Bryan har været på mange cykelture siden og er faktisk blevet lidt af en cykelfreak, så DET er bare dejligt 😀

1 kommentar

  1. Hej. Dejlig læsning.
    Vi har ikke været ved Livigno før men er tidligere blevet skræmt af myg i Ita.
    Hvordan er det med myg ned Livigno?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *