Påskeferie i Tropical Islands ved Berlin april 2014

I år har vi ikke så mange dage til rådighed; vi har været priviligerede indtil nu, men lidt har også ret og så kan man bedre prøve noget af, der normalt ville være for dyrt til en tur på 14 dage og siden Anders på 13 1/2 nu snart er ovre sin betagelse af vandland, rutschebaner og deslige, er det nok sidste gang vi vil prioritere netop det. Tillige med er der mulighed for at kombinere det ellers så populære vandland med en kulturoplevelse i spændende, smukke og altid berigende Berlin.

For en gangs skyld skævede vi ikke så meget til vejrudsigterne, som ellers er en meget vigtig faktor når vi planlægger de campingture, der skal gå til destinationer udover en radius på 100 km. 🙂 Vi skulle også kunne nå derhen uden ekstra overnatninger og da vi først havde præsenteret vandlandets hjemmeside for specielt Maria og Caroline, var der ingen vej tilbage 😉 Omend familiære omstændigheder gjorde det lidt svært at forberede sig på at komme afsted, lykkedes det heldigvis alligevel at nå hen til weekenden før Påske, hvor vi fik rengjort og pakket vores “nye” ‘Beyerland Sprinter 470 og vores nye fortelt; et Ventura Pacific 300 (3 mtr. dyb). Tirsdag d. 15.4. kl. 7:29 sad vi alle i bilen og glædede os til at efterlade huset og kattene i trygge hænder på vore altid søde og hjælpsomme naboer. Fie – vores shih-tzu vuffer – var måske familiens mindst entusiastiske medlem, men man kan jo ikke altid gøre alle tilfredse ;-))

Turen på godt 600 km. blev tilbagelagt uden problemer og det var faktisk en befrielse at kunne række tunge ad Elbtunnel og bare køre nord om til venstre. Der var kun lige en rimelig tung trafik gennem Berlin, der kunne få adrenalinen til at suse lidt hurtigere gennem de halvsløve blodårer og så er det jo altid spændende at passere lufthavne med startende og landende fly med Bryan ved rattet; han begejstres ret nemt ved synet af en 737 eller det der er mindre – en 747 er kilde til direkte eufori 😛
Vi ankom til campingpladsen ca. kl. 15:30 – meget passende – og vi havde endda fået handlet lidt ind ca. 30 km. før ankomst.
Campingpladsen, som vi havde held med at få bestilt plads på fra tirsdag til lørdag (der var desværre ikke plads indtil søndag), var nem at finde. Receptionen var rigtig fin – lavet i en renoveret lille hangar fra 2. verdenskrig og omringet af flere, som nok bliver brugt til oplagring m.m. Tropical Islands er jo bygget i en tidligere zeppelin hangar – naturligvis renoveret og proppet med alt, hvad man kan forestille sig bør høre til en tropisk ø.

Personalet ligesom mødet med resten af campingpladsen er positivt og professionelt. Meget fine, rene og relativt nye faciliteter og en velassorteret campingshop. Pladsen er holdt i et indianertema og man kan overnatte i deres tipi’er; der er både telt- og trætipier. Legepladsen er også rigtig fin og der er o.k. at der kun er én, da pladsen kun består af 70 standpladser foruden tipierne. Den plads vi fik anvist viste sig dog at være lige bette nok, men sålænge naboerne var o.k. med at der kun var ca. 1 mtr. mellem vores vogn og deres fortelt, så gik det an. I receptionen fik vi alle et armbånd, som hver præsenterede et beløb, der kunne handles for i vandlandet; det skulle så bare afregnes sidste dag – smart. Dog skulle man så naturligvis passe på ikke at tabe det, da finderen så bare kunne gå hen og handle for vores regning, så i sådan et tilfælde skulle man hurtigst muligt melde det tabt så det pågældende armbånd skulle blive spærret og man kunne få et nyt.

Bryan og vore 3 poder havde energi nok til at tage shuttle bussen ud til Tropical Islands efter aftensmaden(bussen afgår hver 20. minut hver vej og den holder kun en pause på halvanden time om natten. Den kører ligeledes ned til stationen hvert 20. minut, hvor man kan køre med tog til Berlin eller hvor man nu synes turen bør gå hen.) Fie og jeg valgte at gå de små 2 km. derud, blot for at vende om igen da mørket var ved at falde på. Jo, man er jo alligevel en anelse begrænset med en hund. Pigerne var begejstrede da de kom hjem igen, men Anders var lidt mere behersket, omend han havde trodset højden på den mest drabelige rutschebane, blot for at komme op til farmand og minde ham om maks. vægten på 100 kg. ; dog ikke med megen held. Bryan suste alligevel gennem de snævre rør og indrømmede bagefter alligevel at den tur var en anelse grænseoverskridende — og der skal meget til !!!!

Området her byder på mange slags aktiviteter; kanoture på Spree, vandreture o.lign. i Spreewald og Brandenburg samt Dresden ligger i overskuelig afstand, hvis man havde haft lidt bedre tid. Vi var klar over, at det nok kun kunne blive til en dagsudflugt til Berlin udover vandlandet.
Onsdag tog jeg med ungerne i vandlandet. Jeg var forberedt på, at det var stort, men alligevel kommer det lidt bag på én HVOR stort. Noget af det første man ser, er de luftballoner, som sender folk op under kuplen, så de rigtig kan få det store overblik – her skal man ikke lide af højdeskræk :-/ Vi gik gennem en regnskov, hvor der bl.a. findes flamingoer og også andre mindre fugle, samt lidt skildpadder og fisk – meget fint lavet. Der er flere slags pools og en lang kunstig strand, samt en hel række forskellige slags spisesteder og lidt karusseller; man kan rigtig nemt forsvinde fra hinanden og med op til 9000 besøgende, kan det være lidt svært at finde hinanden igen. Vi tilbragte en del tid ved rutschebane området, hvor pigerne indtog den røde og den gule rutschebane, mens Anders fast besluttet straks tog turen op til den blå, som havde rystet Bryan en anelse aftenen før. Køen til den blå rutschebane var alarmerende kort i forhold til de andre og da han kom susende ud af røret, lignede han da også én, der lige havde set et spøgelse. At dømme ud fra talestrømmen og antallet af f-ord, ville det nok blive en engangsoplevelse 😉 Pigerne tog sig ikke af køerne ved hver af de 2 andre rutschebaner og med et lille ophold på et af spisestederne tilbragte vi alligevel henved 4 timer i vandlandet.

Da vi kom tilbage til pladsen, havde Bryan taget sig godt af opvasken og havde nok ventet, at vi var kommet retur lidt før; han havde snakket om at tage en tur til Polen – nærmere bestemt Gubin, som ligger ca. 80 km. her fra; man kunne jo lige få handlet lidt billigt ind. Omend det var blevet lidt senere end forventet, kørte vi afsted og kunne nyde at køre gennem noget af den smukke Spreewald, hvor vi endda fik set 5-6 storke; det fik os alle ud af bilen for at kunne tage et par fine billeder; vi efterlod også lige et visitkort for DK i tilfælde af, at de skulle få lyst til at kigge forbi 🙂 . Byen Guben blev delt i 2 efter 2. verdenskrig; den vestlige del forblev tysk, men den østlige – på den anden side af Oder – blev polsk. Det blev ikke den mest frugtbare tur; vi havde ikke noget køleskab med, så madvarer blev der ikke handlet meget af og de forretninger, som vi egentlig havde kørt efter, var der ingen af (eks. Aldi) og som prikken over i’et havde jeg glemt at få mit VISA med *båbåbåb — dog havde vi Bryans Mastercard. Nå, men vi fik lidt at spise på den polske McDonalds og så kørte vi hjemad igen 🙂

Som tidligere skrevet, måtte vi prioritere vores tid og vi måtte jo selvsagt en tur ind til Berlin med toget, så det var torsdagens plan. Tyskerne har ikke helligdag Skærtorsdag, så der var en chance for at byen ikke ville være helt umulig at færdes i. Vi fandt dog senere ud af, at danskerne udfyldte pladsen for de arbejdende tyskere; for der var virkelig dansk belejring overalt i den store millionby. Efter lidt morgenmad tog vi shuttlebussen ned til Brand station (stationen hedder Brand 😉 )og i toget købte vi billetter til hele familien for eur. 29,- som ville gælde tur/retur samt S-togene rundt i Berlin (ikke Metro’en eller busserne). Siden Anders nu ikke var sådan at begejstres mht vandlandet, mente vi at det ville være et hit at besøge resterne af Berlin muren, samt Brandenburger Tor.

Fra Alexander Platz – lige ved Fjernsynstårnet – gik vi ned mod ” Unter den Linden” – der er stadig gang i byggerierne og specielt nu, hvor de også er ved at genopbygge slottet. Der er mange utroligt smukke bygninger – mest den imponerende Berliner Dom, som bl.a. huser ligene af 94 medlemmer af Hohenzollern slægten, samt flere af kongefamilierne fra år 1500 og op til år 1915. Vi nåede ned til Brandenburger Tor, som naturligvis var fyldt op med turister. Her blev det Caroline for meget; det er (åbenbart) lidt overvældende at stå på en stor åben plads, som er fyldt halvt op med mennesker man ikke kender. Så vi nåede kun lige at tage nogle få billeder før end vi var på vej hen til det næmest S-tog, som kunne føre os tættere på resterne af muren ved Gedenkstätte Berliner Mauer, der ligger klos op ad en gammel kirkegård, lige ved siden af Nordbahnhof. At stå og kigge på resterne af muren, samt mindemuren med ansigterne af de 136 mennesker, der døde i forsøget på at flygte fra primært den østlige side hen over ingenmandslandet til vesten, får det til at vende sig indeni én. De fleste døde ved skud fra soldaterne, der bevogtede muren – andre døde mens de forsøgte at forcere muren med pigtråd eller begik selvmord efter et forgæves forsøg. Fælles for alle var en ulykkelig adskillelse fra deres kære samt en længsel mod frihed. Jeg besøgte første gang Berlin i 1984 og oplevede selveste Check Point Charlie på egen krop; hvordan soldater med geværer skulle undersøge mine bekendte og mig før end vi fik lov at køre ind i den dystre østlige del af Berlin med tog; en skræmmende kontrast til det frie, moderne Vestberlin.

Vi tog herefter toget ind til shoppingmekkaet på Kurfürstendamm, omend vores tid var for knap til at drøne rundt i butikker. Her lå naturligvis alle de dyre butikker side om side – som de altid har gjort – og det imponerende Ka-De-We, hvor der kan handles alt indenfor luksus; ikke noget vi gør særlig meget i ;-/ Vi fik lidt at spise og drikke ved siden af Europa Center og så gik det videre. Nå, men det næste mål var Bryans; en beværtning, som han havde besluttet skulle få lov at skænke en fadbamse til ham; Das Klo på Leibnitzstrasse; en lille sidegade til Kurfürstendamm. Ungerne syntes der var lidt langt og faktisk blæste det pænt meget så vi frøs lidt – altså naturligvis med undtagelse af Bryan. Fie lagde en lille hilsen på det mondæne fortov; “The Jensens” was here 😉 (godt, vi havde flere hømhøm poser med !)

 

Da vi nåede frem, fik han et noget skuffet ansigtsudtryk; den åbner først kl. 19 til hverdag. Das Klo er også nævnt i “Turen går til Berlin” som værende seværdig; man sidder på toiletter istedet for på stole og sodavand/øl serveres i urinkolber; alt er holdt i … tja; lokumsstil, hvis der er noget, der hedder sådan *heheh Det var ærgerligt, at vi ikke kunne komme ind og få taget et par billeder, men vi måtte nøjes med at forevige indgangspartiet :-/

Vi var nu ved at være en smule trætte at at gå og blev enige om, at vi ville til at vende snuden hjem igen. Stationen Zoologischer Garten lå lige rundt om hjørnet og vi kunne ta’ et direkte tog til Brand Station. Dog var der nu myldretid, så toget blev fyldt op; Fie fik sig dog en lille plads ved ungerne og benyttede tiden til en velfortjent lur 🙂
Tilbage på pladsen blev det aftensmads tid; kyllingevinger, pasta, salat og hvidløgsflutes og en bette is til dessert 🙂 Bryan var dog kommet til at lufte muligheden for en aftentur i vandlandet og det forpligter jo .. så pigerne var hurtige til at få pakket deres badetøj og så var det bare at få mindet farmand på sine ord og vupti, så var de væk. Anders og jeg foretrak at gå med Fie og se lidt hygge fjernsyn indtil de kom hjem igen og dynerne igen krævede deres ret.

Fredag var vores sidste dag, omend det virkede helt forkert; vi var jo lige kommet :-/ Efter morgenmaden drog Bryan og pigerne igen mod Tropical Islands, mens jeg kæmpede en brav kamp med at få Anders vristet fra diverse devices; i.e. i-pads, fjernsyn, mobil, så det endte med at vi faktisk kævledes lidt og jeg igen måtte minde ham om, at det var en af fordelene ved at være på camping; at kunne få noget familietid og frisk luft/gode oplevelser. Pyha, man bliver altså lidt bekymret for sommerferien — hvad skal der til, for at man ikke behøver at bruge tid og energi på at få motiveret teenagere til at bevæge sig udenfor. Vand er åbenbart ikke længere tilstrækkeligt :-/
Stille og roligt begyndte jeg at rydde lidt op, men vi havde jo ikke så meget med, så det var begrænset hvor meget jeg kunne forberede nedpakningen til næste dag. Vejrudsigten var positiv for næste dag, men man skal være ude af pladsen kl. 11, så spørgsmålet var jo om solen kom tidligt nok frem, så vores telt kunne nå at blive tørt. Men det måtte vi jo vente os se. Pudsigt nok, fik vi dagen forinden nye danske naboer, der ligesom os, stod og pakkede et flunkende nyt Ventura 300 fortelt ud til deres dog også flunkende nye Adria vogn. De havde også en lille hund med, så det var Fie rimelig glad for 🙂 Dagen gik med blog skrivning og gåture med Fie for mit vedkommende – dejligt afslappende for første gang i denne Påskeferie.

Lørdag morgen ville solen ikke hjælpe os med at få tørret forteltet før kl. 11, så vi måtte bide i det sure æble og pakke det vådt ned. Vi kørte ud af pladsen kl. 11:03 og jeg havde afregnet armbåndende inden da, så nu gik det mod Lunderskov. Vejret blev imidlertid fantastisk og vi nød alle de små pauser på vejen; 20 grader og høj solskin er dog en tand for dejligt til at køre i bil i — men der kommer forhåbentlig MANGE flere dage af den slags.
Vi valgte at proviantere lidt på grænsen, selvom vi egentlig havde mest travlt med at komme hjem. Da vi nåede hjem i indkørslen, var klokken blevet 19:30, så forteltet måtte vente til næste formiddag med at blive stillet op til tørring. De næste par dage skulle bruges til den sædvanlige tøjvask og rengøring og bil og vun. Bryan og jeg var lidt køretrætte, så vi luftede tanken at vi jo kunne nøjes med at køre til Vorbasse el. lign. for at holde vores sommerferie der, omend vi egentlig havde besluttet os til at aflægge Annecy søen i Frankrig et besøg — vi må se, hvad det bliver til 🙂 Der er jo ikke så længe til, men som altid – vejret har det sidste ord 🙂

Tekst: Birgitte Jensen
Billedtekst: Bryan Jensen