Del 4 – Bosnien (Mostar)

Vi stod tidligt op – jeg vågnede kl. 5 og kl. 6 opgav jeg at prøve at falde i søvn igen – og kunne gå igang med at lægge vasketøj sammen – vi var så heldige, at lejligheden havde vaskemaskine, så det var møgpraktisk lige at få det gennemsvedte tøj gjort klar til en tur til. Bryan fik lige en time mere – chaufføren skal være frisk – men kl. ca. 7:30 kørte vi ned ad den snævre vej og mod færgen. Vi timede det perfekt – mødte ingen busser – og snart var vi igen på færgen og vinkede farvel og måske på gensyn til Kotor; her kunne man sagtens tilbringe en uges tid – men vi er jo igen på en slags road trip ferie og har stadig meget at nå 😉

Det blev op og ned ad bjerge – og selvfølgelig smukt og meget bjergrigt. Vi nåede grænsen til Bosnien (Bryan havde fået mig overbevist om, at den også lige måtte tjekkes af og havde fundet Mostar – en by med meget historie og en bro, der sørme også var på Unesco’s liste 😉 Det blev til ca. 200 km. – hvor vi dog lige havde tanket lidt elektroner op i Portonovi igen – på disse kanter skal man smede mens jernet er varmt = lade når man endelig ser en oplader ;-P Vi når frem til den flod, hvor campingpladserne skulle være rigt repræsenterede – og ved den første vi kommer til og lige holder ind ved, står en ældre dame og ser venlig ud – vi står ud og spørger om de har en plads ledig – tror ikke vi forstod hinanden, men alligevel – lidt længere fremme på vejen havde de en fin port, som åbnede op for en dejlig, stille plads helt ned til floden.

Det faldt vi for og det viste sig at camping mutter og fatter var noget så hjertevarme og hyggede sig med besøg – vi fik endda en “thumbs-up” af fatter, da vi bekræftede at vi var danskere – men de forlangte ingen navne/pas eller noget. Vi satte pavilionnen op på første parket og kiggede ned på det fineste vand i floden. Fødderne blev puttet i og vi måtte erkende, at en badetur var absolut udelukket; der var istapper på tæerne, da vi tog dem op igen 😮 Helt klar bjergvand – men med dejligt liv af både fisk og svaler, der pilede frem og tilbage for at få de flyvende insekter ind i munden. Der var simpelthen underholdning og ro – vi var kun 2 hold besøgende på pladsen – SÅ lækkert 😀 Prisen pr. nat var eur. 20,- eller 40,- BAM og de tog kun imod kontanter – det forstår man jo godt, når det er private, der åbner deres have.

Pga krigen fra 1992-95, hvor Bosnien blev hårdt ramt, er de stadig igang med opbygningen – dog er der mange tomme og halvfærdige huse, der er blevet forladt – ude i provinsen, fordi at krigen har fjernet arbejdspladser og i byen, fordi de bogstaveligt talt blev drevet på flugt – skudhuller i bygninger i eks. Mostar er et vidnesbyrd på netop det.

Ved ca. 14:30 tiden beslutter vi os at cykle ind til Mostar – ca. 13 km. – og det vil jeg nok ikke anbefale andre at gøre :/ Vi kommer hurtigt ud på en “vej”, der klart var en tidligere landingsbane for lufthavnen i Mostar – den blev så åbenbart også brugt som affaldsplads .. og hvis der er noget, der kan ødelægge min oplevelse, så er det skødesløs behandling af naturen – f…. ulækkert 🙁 En kort lille kontrovers på stien, der fører forbi den nutidige lufthavn, føjer lige lidt flere hudafskrabninger til i forvejen sårede knæ – og lidt bebrejdelser i retning af Bryan pga han exceptionelt dårligt valgte sted at tjekke fly på vej ind – at stoppe lige der, hvor jeg havde forceret et kritisk punkt og blev nødt til at bremse for ikke at ramle ind i ham, var ikke det et fantastisk træk – medmindre han gik efter min livsforsikring, selvfølgelig 😉 Mindre opstemt gik turen videre ind mod Mostar – igen vilde ned- og opstigninger – og ikke specielt ny asfalterede veje 😮

Stadig lidt muggen efter turen, ankommer vi til noget, der ligner en gågade, der ikke løfter humøret – slidt, grimme bygninger og utiltalende facader. Lidt senere er vejbelægningen ændret til at være en slags glatte topsten, men meget pænere end ødelagte fliser, og turismen indfinder sig nogenlunde samtidigt. Broen, som er deres vartegn, dukker op og vupti, så er det sgi alligevel ret pænt; stenhuse, caféer, floden underneden, hvor der er flere niveauer, hvor man har placeret restauranter og butikker; ikke mindst specialiteter såsom honning, saft, frugt og lavendel tilbydes – ikke billigt, men det koster også mange penge at få genoprettet det ødelagte. Jeg bliver lidt glad igen – men kun lidt ;-p Turen hjem skal bare overstås – Bosnien er så absolut ikke egnet til cyklister !!! Heldigvis er vores hyggelige, lille campingplads så dejlig, at jeg næsten kan lade være med at tænke på alt det affald, der bare ligger smidt overalt – men kun næsten ….

Vi havde set en hyggelig restaurant en kilometer fra pladsen og der cykler vi hen for at nyde en god, fortjent aftensmad. Den ligger næsten i floden og forretten var overraskende lækker; noget mumse lækkert hjemmebragt brød med smør, ost og serrano skinke – vi blev faktisk mætte af forretten, så vi skulle ha’ stoppet der. Hovedretten var ikke noget at prale af og aldrig havde vi oplevet slatnere pommes frites – men vi blev mætte og det var vel egentlig det primære, omend vi kunne ha’ sparet udgifterne til de 2 hovedretter ….

Næste dag er vi tvungne til at tilbringe 4 timer i Mostar for at Tessie kan få noget strøm til de næste kilometer til Plitvicka i Kroatien, som er vores næste mål. Isoleret set, er Mostar også et besøg værd – men IKKE på cykel – smuk, kuperet bymidte, som de også er lykkedes med at gøre så attraktiv, at det ryster nogle turist moneter af sig 🙂 Da vi kommer tilbage til Tessie, har den igen fået gratis KW – dog har vi betalt hele kr. 7,5o til parkering i de 2 timer, der ikke var gratis 😉

Det aktive campingliv fører en naturlig træthed med sig og ved 22 tiden er jeg grydeklar – Tessie gøres klar ved at kufferterne placeres bag fører- og passagersæderne på gulvet (ellers har madrassen ikke nogen støtte under hovedet) og toiletsager m.m. placeres på forsæderne, så disse kan køres så langt frem som muligt. Alt afhængig af, hvor heldig vi har været med at finde en plan plads, så sover vi virkelig fint – dog med vores porta potty (lille camping toilet) ved siden af, i ly af pavillonnen – den værdsætter vi meget, men kun til natlige tisseture 😉

Efter 2 overnatninger hos de 2 hjertelige mennesker, er det tid til at pakke sammen og betale, så vi pakker det meste sammen og går hen til deres fine overdækkede terrasse, som konen (Ilsa el. lign.)har en lækker udendørs pejs på, som hun bager dejlig brød og den lokale butterdejs ret med hakket kød i; pita burek (som de er meget stolte af, fordi det er en bosnisk/hercegonivinsk nationalret). Den får vi som farvel snack – sammen med en kage – og det er sgi mega lækkert. Med fagter og gode intentioner får vi fortalt, hvor glade vi har været for at være hos dem og at vi nok skal fortælle det videre – for det har de fortjent 🙂 Da vi kører ud af pladsen vinker de og har en forventning om, at turismens velstand måske også når til dem på et tidspunkt 🙂