Sommer 2012 – Dag 19 og 20 – St. Leoner See

Tirsdag d. 10.7. – dag 19

Bryan og Caroline havde en klar aftale om, at idag skulle de til Frankfurt – dvs. ikke ind til Frankfurt, men spotte fly ved lufthavnen. Maria og Anders ville blive hjemme — indtil de fandt ud af, at det indebar en god cykeltur; så ville de pludselig gerne ud og spotte fly, mens Caroline ville blive hjemme hos mig og være fysisk aktiv 😉 Hvad Anders, Maria og Bryan sidenhen fik spottet og fotograferet af både små og store fly, har Bryan selv skrevet (læs blæret sig med 😉 ) i et afsnit for sig selv.

[shashin type=”photo” id=”2393″ size=”large” columns=”max” order=”user” position=”center”]

Endnu en lille lækkerbisken – denne gang fra Jordan 🙂

Caroline og jeg startede med en svømmetur i den meget klare St. Leoner See (sø), som er rigtig fint opdelt til ikke-svømmere, svømmere og selvfølgelig afsnittet for vandski, hvor snortrækket gør det umuligt at overskride disse grænser – rigtig smart og trygt. Der er lidt småsten i søen, men ikke den slags, der gør nas at gå på, men fine små, runde sten. Vandet var dejligt og overraskende ikke så koldt som jeg havde forestillet mig. Ikke så sært, at søen er et trækplaster for skolebørn om eftermiddagen. Temperaturen fejlede stadig intet; ca. 27 grader her kl. 11 – meget fint 🙂 Efter en times tid gik vi hjem og fik en is og en riskage, hvorefter vi var klar til at cykle en tur.

[shashin type=”photo” id=”2289″ size=”large” columns=”max” order=”user” position=”center”]

Pigerne måtte da lige dyppes i søen igen – nu har vi i 14 dage hørt fra diverse tyskere, hvor dårligt vejret
var, og ville fortsætte med at være i Tyskland – og alligevel cruiser vi lige op til 29 grader – NICE 🙂 

Vi valgte cykelstien, som lå modsat den, der førte til St. Leon-Rot. Vi cyklede mellem både marker og igennem en skov og endte i Reilingen; dog med et stop ved en fin lille legeplads lige før byen. Reilingen så rigtig hyggelig ud og vi fandt en grønthandler, der specialiserede sig i salg af bær; siden jordbærsæsonen var slut for i år, købte vi en bakke hindbær, som Mullen (i.e. Carolines alias 🙂 ) hurtigt fik spist; jeg fik også et par stykker – nam nam. Der var nok kun 2 km. fra campingpladsen til Reilingen, så det var jo egentlig lige kort nok, så vi valgte at cykle lidt rundt i skoven, hvor der var flere stier vi kunne vælge. Sidst men ikke mindst cyklede vi ned til den ”Baumpark” (træpark), som lå lige på den anden side af indkørselen til campingpladsen; her var plantet over 100 forskellige træarter fra hele verden; meget fin og velplejet park. Caroline blev dog lige nødt til at vande en hængebirk, som så ud til at trænge; hun trængte ihvertfald til at komme af med det 😉

[shashin type=”photo” id=”2443,2441″ size=”medium” columns=”2″ order=”user” position=”center”]

Skovtur og et smut igennem Reilingen, ikke langt fra pladsen

[shashin type=”photo” id=”2442,2444″ size=”medium” columns=”2″ order=”user” position=”center”]

Friske hindbær – DET er noget der duer. Træparken der ligger lige overfor pladsen.

[shashin type=”photo” id=”2445″ size=”large” columns=”max” order=”user” position=”center”]

Et stort hængetræ der så liiiiidt tørstig ud 😀

Efter at have tilbagelagt maks 10 km. på cykel, var det igen blevet tid til en is *ss Vi måtte også liiiige ned i søen igen for at blive afkølet og her vandrede der et blishøne-par rundt med deres små søde unger – lige midt mellem folkene, der lå og slikkede solskin på græsset. De fik held med at finde nogen, der havde lidt brød til dem og det var rigtig sødt at kigge på, at forældrene samlede brødet op og gik hen og skubbede det ind i munden på én af de 5 unger; alle var gode til kun at kigge på fuglene og ikke forsøge at komme tættere på.

[shashin type=”photo” id=”2432″ size=”medium” columns=”max” order=”user” position=”center”]

Efter en dejlig dag i lufthavnen, var det tilbage til virkeligheden …
Caroline synes farmand bliver lidt gammel efterhånden, så de (ENKELTE) grå brysthår, skulle fjernes – AV 

Da vi kom tilbage til æ’ vun var det andet hold kommet hjem igen og Bryan strålede som en lille sol. Maria og Anders havde også nydt turen, der havde resulteret i rigtig mange flybilleder. Jeg insisterede dog på, at Anders og Maria også lige skulle ned og dyppes i søen inden vi næste dag skulle videre i programmet. De syntes også, at søen var lækker – desværre nåede Bryan ikke at komme i vandet, så vi bliver nødt til at besøge pladsen igen engang og næste gang er vi forberedte, så ihvertfald Anders kan prøve at stå på vandski. Iflg. nogle danskere, som var kommet dagen før, er det dog en god idé at bestille plads inden ankomst, da den er ret godt besøgt her om sommeren og man må lige orientere sig mht Hockenheim banen, der ligger tæt ved; om der er formel 1 ræs – så er pladsen nemlig fyldt helt op.
Efter aftensmaden begyndte skyerne dog at trække sig lidt sammen og det endte da også med en del regn, så vore planer om at pakke forteltet sammen om aftnen, blev forpurret. Vi håbede istedet på, at det kunne nå at tørre til næste formiddag.

[shashin type=”photo” id=”2305″ size=”large” columns=”max” order=”user” position=”center”]

En hurtig omgang kongespil, inden regnen så småt nærmede sig – you win some – you loose some 🙁

Onsdag d. 11.07. – dag 20


Vi vågnede alle ved 9 tiden – en anelse sent, når man har til hensigt at køre hele vejen hjem idag; 840 km. og ikke har fået pakket sammen endnu. Derfor blev det en lidt brat opvågning, for vi gik igang med at pakke sammen endda inden morgenmaden. Det gik dog ret hurtigt, så efter en hurtig gang morgenmad, var vi klar til at køre; kl. 11:30 – dog skulle vi lige ha’ lokaliseret Caroline, der var cyklet med sin nyfundne veninde fra Esbjerg. Det gik dog ret hurtigt og så var vi dem, der var kørt.

[shashin type=”photo” id=”2434″ size=”large” columns=”max” order=”user” position=”center”]

Endnu en lastbil der sekundet efter dette billede, giver et enkelt blink, og trækker ud lige foran os :/

Turen gik fint; endda Kassel bakkerne blev forceret uden dramatik, omend der indimellem var lidt heftige regnskyl og mine sanser blev skærpede; har pæn stor respekt for aquaplanning – specielt med en vun spændt efter, men Bryan er en meget dygtig bilist, så det gik meget fint. Det er også mere lastbilerne, jeg er nervøse for og selvfølgelig var der flere gange én af disse, der absolut skulle trække ud foran os, for at overhale én af sine artsfæller – sk….irriterende :-/ Børnene sad skiftevist og spillede, så en film eller læste i en bog – indimellem måtte de selvfølgelig også lige genere hinanden lidt, men i det store og hele var de dygtige og fik også bevæget sig lidt i pauserne.

[shashin type=”photo” id=”2433″ size=”large” columns=”max” order=”user” position=”center”]

Det bliver hygget igennem, med Pads, Pc og bøger på bagsædet.
Med et SIM kort fra ALDI er det ingen problem  – 10 euro for en måneds fri mobil bredbånd – det er noget der duer ! 

De begyndte så småt også at glæde sig til gensynet med deres egen seng og også kattene, som vi har tænkt på mange gange, men vi vidste også at de var i trygge hænder; vores søde nabo har kigget til dem og sørget for at de har haft mad og vand. Cola, der kun er et år gammel, har dog ikke prøvet det før – andet end en forlænget week-end, så vi kendte risikoen for, at den måske fandt andre græsgange.

[shashin type=”photo” id=”2446″ size=”large” columns=”max” order=”user” position=”center”]

Kassel bakkerne og et gedigent regnvejr – lækker combi 🙁 Men det gik nu meget godt alligevel

Ca. kl. 21 ankom vi hos Fleggaard, så vi kunne få lidt proviant med hjem. Vejret var jo unægteligt blevet en anelse mindre sommerligt; 14-15 grader og overskyet *æv Hos Statoil i Padborg fik børnene den obligatoriske franske hotdog og bilen fik lidt diesel. Vi trillede ind ad indkørselen kl. 23:30 og blev hilst velkommen hjem af vore søde naboer, der lige fortalte os, hvordan det var gået med kattene. Cola havde faktisk være usynlig en uges tid, hvor de var begyndt at blive nervøse, men igår havde de så set den og dermed blev beroligede igen. Lillemås gik stille og roligt henimod os, som om den ville sige; ”nå, så ku’ I være her – så kan I godt finde tun’en frem og så vil jeg bagefter overveje at tilgive jer” 🙂

Ungerne havde selvfølgelig lidt indestængt energi efter den lange tur, så de suste rundt og var en anelse hyper og glade for at være hjemme igen efter en rigtig dejlig, lang og varm sommerferie 🙂 Cola viste sig ikke, så Maria og jeg var en anelse bekymrede. Da jeg om natten lige skulle op og nifle, måtte jeg lige ind og kigge om Cola skulle være kommet og det var den; hun lå og sov nok så fint hos Maria og Anders, der i dagens anledning havde besluttet at sove hos Anders. Så var alt i den skønneste orden og jeg gik ind og snorkede videre 🙂

Dagen efter gik Bryan igang med at finde ud af, hvordan vore finanser havde klaret ferien; han havde på vej hjem gættet på, at ferien havde kostet os den nette sum af kr. 20.000 —- han fik næsten ret; alt i alt (med diesel, overnatninger, mad, Samsung Pad og oplevelser) havde vi spenderet kr. 19.000 – rundt regnet. Vi har ikke skejet ud overhovedet, men selvfølgelig levet godt og været på restaurant (pizza) 2 gange. Turen til Venedig var den dyreste oplevelse, men det var det værd og så dyrt var det nu heller ikke.

Så er der jo så ”kun” at få vasket, pakket ud og gjort æ’ vun ren — men det havde vi så 2 dage til og kan stadig nå at nyde den sidste week-end før end arbejdet igen kalder; det synes jeg er ret rart, da det er benhårdt arbejde og ikke ligefrem hyleskægt :-/

Det var så det for denne gang; næste campingweek-end fornemmer jeg vil gå til Camping Mitte – den har vi faktisk savnet lidt, så nu må vi så se om vejret også vil arte sig lidt; foreløbigt er det jo ikke de bedste prognoser man får af de forskellige vejrsites. Vi er dog heldigvis blevet fyldt godt op af sol og sommer, så vi kan godt klare os et par dage før end vi begynder at beklage os 🙂

4 kommentarer

  1. Tak for at måtte følge med i jeres dejlige sommertur. Det var lige som at være der selv – og hvor har I da været heldige med vejret. Så er der virkelig noget ved, selv om man jo “bare” læser om det.

  2. 🙂 Det er dejligt, når nogen giver sig til kende og får lidt ud af beretningerne — tak for det 🙂 Og vi er helt sikkert glade for at have høstet nogle d-vitaminer og få svedt nogle affaldsstoffer ud og så er det jo altid dejligt at komme lidt på afstand af hverdagen og få nogle nye oplevelser 🙂

  3. Hej Gitte og Brian (og unger) 🙂
    Tak for endnu en dejlig ferie – jeg har nu læst den 2 gange (første gang, da den lige var skrevet, og nu) og set alle de skønne billeder.

    Jeg har ikke helt fundet ud af, hvem der skriver (jer begge?) men det er særdeles underholdende og sjovt.

    Tak for navnet på en god? forfatter, som jeg vil prøve og tak for ideen med Samsung Pad – jeg kvier mig ved at købe en IPad – kan I evt. lægge et link til, hvad det er for en?

    Det var en fornøjelse at kigge med 🙂

    Venlig hilsen Joan

  4. Hej Joan
    Tusind tak for din søde kommentar — dejligt at høre, at der trods alt findes nogen, der orker at læse teksten også (det er mig; konen i huset, der skriver den lange tekst, men Bryan sætter de små sjove kommentarer på billederne) 🙂 Jeg må lige hjem og kigge på den Samsung Galaxy Pad og skrive, hvad den hedder mere end det. Nu varer det jo heldigvis heller ikke så længe, før end vi kan sætte lidt flere beretninger herind; vi nyder også selv at få genopfrisket oplevelserne og håber også at ungerne med tiden vil gå ind og læse lidt, omend vi også har videoer og flere billeder.
    Mange hilsner
    Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *