Mini ferie i Pisa, Lucca, Firenze og Cinque Terre d.21.-26.5.15

Bryan tog førertrøjen på, mens jeg lå underdrejet med en mavevirus og bestilte billetter til Pisa — om det var det eller det faktum, at jeg efter 18 år i samme firma nu havde fået chancen for at prøve kræfter med et nyt arbejde, der fik drevet baktusserne på flugt vides ikke; men en tur til Pisa – kun Bryan og jeg – ville være en helt perfekt overgang fra et vådt og kedeligt forår til en forhåbentlig uovertruffen og varm sommer samt en chance for at kunne generhverve lidt energi og også pleje parforholdet.

Vi fløj med Ryan Air (beklager, men de ER altså bare de eneste der gider at flyve fra Billund og direkte til destinationen) fra Billund kl. 14. Farmor var ankommet om formiddagen og med hende i hjemmet kunne vi trygt koncentrere os om os selv; hun er GULD værd !!!

Flyveturen gik fint, selvom jeg altid er bare LIDT anspændt, og vi landede lige godt 2 timer senere. Vejret kunne godt ha’ været mere sommeragtigt, men 20 grader føles jo unægteligt NOGET bedre end de 10-12 grader, som vi efterlod i DK 😉  Vi tog en rød bus ind til byen, selvom der kun er ca. 4 km. fra lufthavnen ind til centrum. Bryan var rendt ind i et rigtig godt tilbud på en ferielejlighed, men vi ville alligevel gerne teste campingpladsen, som ligger utroligt centralt; godtnok i udkanten af Pisa, men kun ca. 1 km. fra Mirakel pladsen med det skæve tårn, domkirken og det smukke dåbskapel. Det er ikke mange attraktive feriebyer, der kan præstere så nær en campingplads; se www.campingtorrependente.it

Pladsen er overraskende veludstyret; rigtig hyggelig restaurant, dejlig swimmingpool med rigtig hyggelig poolbar, kanon fine hytter til forskellige behov og en fin plads til campingvogne/teltvogne, som kunne overdækkes af skyggende tekstiler på de meget varme dage, samt en hyggelig, skyggefuld teltplads.

Pladsen er helt ideel for turister, der har valgt at flyve hertil pga beliggenheden. Selvom det ikke var højsæson var pladsen godt belagt, så hvis man skulle ønske sig en hytte i nogle dage, skal man nok være i lidt bedre tid end vi var.

Første dag skulle vi dog tilbringe i vores lejede lejlighed og den startede vi selvfølgelig med at tage hen for at komme af med vore kufferter (dvs. 2 små kufferter som håndbagage, der overholder de strenge krav, som lavpris fly selskaberne nu engang har). Herfra havde vi en rigtig fin udsigt direkte over til Torre Pendente (det skæve tårn) og et veludstyret køkken og 2 altaner (den ene var dog en integreret altan, som kun blev skabt ved at man kunne åbne vinduerne helt 😉  ). Vores udlejer; Silva havde givet os nogle navne på pizzariaer og res-tauranter, som hun kunne anbefale, så vi ikke skulle bruge vores tid / penge på dårlige mad-steder.

Efter at være kommet af med vores bagage og fået lidt mere sommerligt tøj på (for første gang får fødderne luft i et par sandaler – aaahhh ), begav vi os straks ud i byen. Efter en lille gåtur på en kilometers penge, står vi midt på Mirakel pladsen og vi er imponerede; det skæve tårn er da noget smukkere end man har kunnet se på diverse billeder; det er jo ren marmor og den ligner ihvertfald ikke noget, der har eksisteret i over 1000 år. Domkirken ved siden af er også utrolig smuk og dåbskapellet er helt speciel; alt sammen bygget i marmor; et meget holdbart materiale må man sige. Faktisk hælder tårnet hele 4,5 mtr. — hældningen har været større, men man fik udbedret det en smule ved at grave under den modsatte side, da man var bange for at det ville vælte helt.

Der var rigtig mange mennesker overalt og der var kø for at komme ind, så det måtte vente. Vi synes dog at det er lidt morsomt at tænke på, at tårnet blev bygget for at Galileo kunne underbygge sine teorier omkring tyngepunkterne; han kastede simpelthen genstande ned fra tårnet og lavede beregninger ud fra dette og det har jo haft sin betydning for eftertiden. Det koster eur. 18,- for at komme op i tårnet; det synes vi er lidt rigeligt, så vi venter med højderne til vores besøg i Lucca næste dag; der er flere tårne til meget færre penge.

Vi når at kigge os godt omkring i den nærvedliggende bydel og går forbi én af Silva’s foretrukne pizzariaer på vej tilbage til lejligheden og får en pizza med hjem derfra. Den skuffer ikke; en god pizza kendes på bunden og osten efter min mening og begge dele var lækre, så den blev skyllet ned med en hhv. velfortjent øl og et glas rødvin, samt lidt musik fra MTV, som det ret gamle fjernsyn i køkkenet trods alt kunne præstere 😉

Fredag tog vi toget til Lucca, som ligger ca. 30 km. fra Pisa. Lucca er meget populær blandt turister; her finder man bl.a. den bedst bevarede bymur fra middelalderen, hvor der også er meget aktivitet; der løbes, cykles, vandres osv !

Man kan leje en cykel og cykle de 4 km. rundt om den indre by på muren. Vi valgte at gå en lille tur for så at dreje ind til byen. I den botaniske have købte vi en turistbillet, som gav entré til haven, såvel som til de 2 mest berømte tårne; Torre Guinigi med egetræer på toppen (som er plantet for at fejre fødslen og fornyelsen) og Torre delle Ore (klokketårnet).

Den botaniske have i Lucca er lidt skuffende – havde forventet at det tidlige forår ville give mange flotte farver; dog kunne man komme på toilet derinde – noget vi sætter stor pris på 🙂 . Torre Guinigi er helt vild hyggelig, selvom her ikke kan være rart når turist sæsonen rigtig sætter ind; der er ikke meget plads. God udsigt og sikke mange hyggelige tagterrasser man kan se; de forstår alligevel at hygge de italienere 🙂 Torre delle Ore var lidt en prøvelse at gå op i; trapperne har set bedre tider og de sidste par meter var meget smalle; Bryan kom igennem, men så skulle man heller ikke fylde meget mere.

Nede på jorden igen går vi rundt på må og få; gaderne er meget smalle og hyggelige og indimellem åbenbarer sig små piazzaer med fortovscaféer og pizzariaer/vinbarer. Vi når frem til en plads med lidt mere aktivitet og det viser sig at være en statue af Giacomo Puccini; jeg viser lidt begejstring og Bryan ligner bare et spørgsmål; opera rangerer ikke så højt på hans to-do liste. Puccini har bl.a. skabt Tosca, Madame Butterfly og ikke mindst La Bohème; efter min mening de bedste operaer der findes. Puccini er født i Lucca og det er åbenbart hans barndomshjem vi står ved.

Vi finder en lidt større piazza og finder et udendørs pizzaria. Hurtigt hører vi, at vore naboer er amerikanere; dem er der i det hele taget rigtig mange af overalt. Det viser sig, at disse herrer er brødre og stammer fra Toscana; de er senere blevet spredt for alle vinde og nu har de så samlet sig for at gense stederne fra deres barndom inden de blev for gamle til at gå så meget, som det nu kræves. Det er da en fin historie og de lyder ihvertfald til at hygge sig 🙂

Efterhånden er vore fødder ved at være gået varme og beslutter os for at tage toget hjem til Pisa igen. På vej hjem fra banegården handler vi lidt ind i Piu (et discount supermarked) til en lækker pastaret, vi kan lave hjemme i lejligheden og en ny pesto; vi er ved at være lidt kræsne hvad pesto angår, da vi endnu ikke har smagt en bedre pesto end den Bryan lavede for et par uger siden; han brugte rød Primadonna ost istedet for parmegiano — NAM NAM siger jeg bare; den kunne spises med ske !!!  😀  Aftenen afsluttes med vores gode udsigt og et glas rødvin 🙂

Lørdag har vi bestemt (læs “har jeg bestemt”) skal tilbringes i Firenze. Vejret er lidt gråt og DMI har bekræftet, at det ikke er bedre i Firenze; pyt — måske kan det afholde nogle turister i at tage til Toscana’s hovedstad, som indeholder nogle af de ting, som står på min “bucket list” (en liste over de ting/steder, som man gerne vil ha’ nået at se/opleve inden man stiller træskoene ;-P). Bryan føjer mig,for som han siger; “Man skal tage sine kvinder til Firenze” (fra “Den eneste ene” hvor husbonden rent faktisk mente kvinder — ikke kvinde).

Jeg er begyndt på at læse “Inferno” af Dan Brown  for anden gang; handlingen foregår netop i Firenze og indeholder også lidt historisk info, som jeg tænker kan hjælpe mig i denne overflod af historiske bygninger og steder. Vi ankommer lige over middag og Bryans mobil er som altid en kæmpehjælp; Maps leder os på rette vej og snart er vi ved foden af Il Duomo; en ufattelig smuk – faktisk næsten overmenneskelig – manifestation af den katolske tro; en domkirke vi aldrig har set magen til. Catedrale di Santa Maria del Fiore har bestemt fortjent at stå på en større matrikel; den er klemt lidt inde og derfor har man svært ved at fornemme kirkens egentlige pragt, men man holder nu alligevel vejret lidt ved synet. Selvfølgelig ville vi utroligt gerne ha’ været inde og se dens smukke mosaikgulve/-vinduer, skulpturer og malerier, men udenfor står der en kødrand af mennesker på mindst 200 mtr.;  det må vente til vi har mere én dag i Firenze.

Brunelleschi tegnede kirken, som blev bygget fra 1296 – 1436; specielt kuplen i dåbskapellet voldte besvær, men en konkurrence fik sat kronen på værket; det bedste bud blev belønnet med 200 guldmønter (2 års løn for en håndværker) og kuplen kunne blive bygget. Kirken overgår efter min mening Peters Kirken i Rom, som mangler Il Duomos skønhed og charme.  Efter at ha’ stået og tabt både ører, næse og mund går turen videre ind mod Piazza dell Vecchio og Palazzo dell Vecchio som i tidernes morgen husede grundlæggerne af Firenze; Medici familien. I forlængelse af paladset opførte de Uffizierne, som dengang indeholdt kontorer, men som idag er et verdenskendt museum; indbegrebet af italiensk historie. Her er alt hvad man kan drømme om at se af værker af Michelangelo, Leonardo da Vinci, Rafael, Botticelli osv osv osv — hold nu op, hvor ville jeg gerne bruge et par dage herinde, men her er køen næsten ligeså lang — igen; det bliver næste gang vi er på disse kanter.

Henover Arno floden finder man Ponte Vecchio, som forbinder Pitti paladset (Medici familiens seneste residens) med Uffizi. For at Medicierne ikke skulle mænge sig med pøblen for at komme hen til deres kontorer skabte arkitekten Vasari en korridor ovenover Ponte Vecchio. Denne korridor er kun åben for offentligheden i begrænset omfang og den indeholder ligeledes flere uvurderlige mesterværker af datidens kunstnere. De må godtnok ha’ haft r…. fuld af penge, men eftertiden er dem evigt taknemlige for deres smukke, holdbare bygningsværker.

Efter at have krydset Arno floden og Ponte Vecchio er vi blevet lidt brødflove og finder en riiigtig hyggelig lille jazz café med meget smilende og imødekommende personale, som ikke lader chancen for en flirt passere; det nyder et lille hold danske damer, der ankommer lidt efter os,  godt af (en anden er jo godt gift ;-P ). Stille hyggejazz burde være obligatorisk på alle små caféer; vi havde slet ikke lyst til at rejse os igen.

Firenze er et virvar af bittesmå gader, som fører til større piazzaer og monumentale bygningsværker, så man vil sagtens kunne fare vild – igen er maps vores ven, selvom der er godt skiltet rundt i byen. Der er rigtig mange turister overalt og vi kan ikke forestille os, hvor overfyldt byen må være i højsæsonen; det må ligne Venedig, som jo også er et heftigt besøgt feriemål.

Det småregner lidt og efter 4-5 timer er vi klar til at tjekke togtiderne igen. Da vi kommer hen til stationen er der ca. en halv time til næste tog mod Pisa. Vi venter .. og venter .. tiden passeres og efterhånden står vi mange og stirrer på skærmene med afgange. Efter ca. 20 minutters forsinkelse aflyses afgangen og vi er mange, der kigger lidt forskræmt på hinanden og bander på forskellige sprog. Nå – næste afgang er ca. 45 minutter senere, selvom vi naturligvis overvejer andre muligheder, så er denne afgang den mest magelige (uden skift m.m.). Vi forsøger at hjælpe et hollandsk par, der ser lidt paniske ud og vi står så sammen og venter på at perronnummeret på næste afgang bliver offentliggjort. Da tidspunktet for afgangen nærmer sig, bliver denne afgang også aflyst — nu begynder det at blive lige lovlig spændende; vi er trods alt ca. 110 km. væk fra vores base. Vi når til den konklusion, at der må være sket et uheld på banesporene. Vi diskutterer lidt med det hollandske par, som skal samme vej omend til en anden by og vi beslutter så at tage en afgang, som i det mindste går i den rigtige retning. 2 timer på Firenzes banegård er rigeligt, så vi satser !  Satsningen viser sig at være rigtig og ca. kl. 21:30 kan vi hvile fødderne i hjemlige omgivelser. Det er ingen problem at falde i søvn ovenpå dagens oplevelser !!

Søndagen har Bryan så bestemt skal tilbringes på gåben ved Cinque Terre, som igen kræver en lidt længere togtur, som dog heldigvis ikke indeholder små overraskelser. Vel ankommet i første by; Riomaggiore har vi har naturligvis sat næsen op efter at gå turen via Dell Amore, MEN MEN .. denne sti er lukket pga at det p.t. er uforsvarligt; der falder sten ned på stien, som primært er konstrueret i stål på siden af et bjerg.

Eneste mulighed for at få bare lidt af ruten mellem de 5 byer i benene er, at gå ad rød rute; vi tænker nok lidt; “hvor galt kan det lige være” – men jo; det viste sig at være en anelse værre end galt !!!!  Hold nu k… — de trapper var total uregelmæssige, vakkelvorne og et gelænder havde været meget hjælpsomt; det måtte vi dog tænke os til.

Vi fulgtes med nogle amerikanske piger, som ikke havde noget problem med at verbalisere udfordringerne efterhånden; “you’ve GOT to be kidding me !!!” .. hvis ikke man lige havde travlt nok med at overveje hvor man skulle sætte fødderne ved næste skridt, havde det være ret underholdende ;-P

Langt om længe satte vi vore hårdtprøvede benbasser i den første by; Manarola. Jo – her var da fint, selvom vi da var lidt trætte af, at det måske skulle være den eneste vi nåede; det kunne jo ikke passe, at der ikke var mere skønhed i vente end vi havde set indtil nu. Jeg kunne dog godt mærke det første bjerg i mine ben og var ikke SÅÅ overbevist om at skulle over et bjerg mere. Vi spottede en lille bus, men den kørte afsted ligesom vi havde besluttet os til at tage turen til næste by med denne bus. Bryan var fit for fight, selvom han havde lydt som et damplokomotiv flere gange henover det første bjerg.

For at komme til næste by; Corniglia (via Volastre) skulle vi “blot” tilbagelægge 2000 trappetrin plus det løse. Det første stykke er normal stigende sti og udsigten, som trods alt udgør en form for belønning er jo fantastisk. Da trapperne viser sig, starter en slags overlevelsesintinkt; ikke tænke, bare sætte det ene ben foran det andet og indimellem stå stille og få vejret. Selve turen her er meget mere malerisk og afvekslende end den første, så det giver jo lidt blod på tanden.

Ca. 2 timer og et kvarter senere lander vi i Corniglia; en virkelig smuk, lille bjergby. Benene ryster en smule; der er vist ingen tvivl om, at de vil gøre ondt imorgen, men går alligevel en lille tur rundt i de meget snævre gader. Vi finder endnu et udsigtspunkt udover det Liguriske hav (Middelhavet); smukt — og nu er vi alligevel tilfredse med at have udfordret os selv; det havde været lidt fesen at have stoppet i Manarola. Vi køber en lækker sandwich, som vi glæder os til at sætte tænderne i når vi igen sidder i toget på vej hjem.

På banegården er deres eneste billetmaskine gået istykker og i butikken tager de kun kontanter og dem har vi ikke nok af. Da vi skuer udover den menneskemængde, der står på perronen er vi dog ikke nervøse for at få en bøde og skulle det alligevel ske, havde vi en svada klar om at man ikke er ved sine fulde fem, når man kun har én billetmaskine på så travl en banegård. Da toget endelig kommer er det som om, at menneskemængden fordobles og vi får os kun med nød og næppe presset ind i en vogn; den er fyldt HELT op (jeg har en ældre dame i min armhule, som ikke er så frisk efter at have tilbagelagt 23000 skridt i 2 bjerge), men pludselig vælter det ind med yderligere 15 mennesker; det er lidt surrealistisk at stå SÅ tæt op og ned af folk man ikke kender — utroligt, at toget overhovedet kan køre med den ballast. Heldigvis varer turen kun ca. 20 minutter og vi stiger ind i et dejligt rummeligt tog, hvor vi i ro og mag kan spise vores lækre, velfortjente sandwich,mens vi skuer ud over det smukke toskanske landskab. Benene lader sig mærke nu og jeg spørger naturligvis Bryan om, hvordan han har det, og han er stadig kæk — jeg tænker at det nok hævner sig dagen efter….

Nu har vi kun mandag tilbage og den skal tilbringes i Pisa; MEN da jeg slår øjnene op kan jeg knapt komme og at stå; mine lægge er fuldstændig ødelagte. Med nød og næppe kommer jeg ud i køkkenet, hvor Bryan naturligvis allerede har stået og drukket kaffe i mindst et par timer. Jeg ømmer mig og forventer at han også er underdrejet i de bevægelige dele, men nej nej — han kan da knapt mærke noget som helst… og så spørger jeg lige; hvordan i ALVERDEN kan det gå til ??  Til gengæld så har han en fest hver gang jeg skal ned af en trappe; han morer sig,mens jeg må begræde min dårlige form – shit, det smerter.

Nå, men jeg humper efter min husbond rundt i byen, for vi skal da ikke gå glip af noget. Pisa kan sagtens måle sig med Lucca og den botaniske have her i Pisa er rigtig fin og velholdt. Dog må vi også ha’ tilgode at komme ind i Domkirken og dåbskapellet her; at stå i kø i en time orker vi simpelthen ikke idag.

Vi lægger istedet endnu engang vejen forbi den fine campingplads og forundres igen over, hvor tæt den ligger på byen; ingen tvivl om, at vi næste gang vil bestille en lille hytte her — vi har da savnet at kunne sidde og dufte mimoser og kaprifolier i den fri natur og lytte til medcampisternes dæmpede samtale, som forstærker ens egen oplevelse. Vi havde kunnet slutte dagen af med en dukkert i poolen og få en totaloplevelse ved at spise i restauranten.

Tirsdag skal vi meget tidligt op af kassen; kl. 4:30 ringer alarmen *gaaab  Efter lidt morgenmad og kaffe begiver vi os afsted på gåben; de 4 km., der er ud til lufthavnen kan vi da sagtens gå .. altså nogenlunde sagtens; mine ben er stadig møgømme. Det er lidt specielt at gå rundt i Pisa, hvor der ingen trafik er; italienere står jo ikke så tidligt op, så vi havde gaderne helt for os selv. Vi fløj endda lidt før tid og var hjemme ca. kl. 10 — meget trætte, men glade for den lille pause i hverdagen :-)))

Tekst: Birgitte Jensen
Billedtekst: Bryan Jensen

Relevante links:
www.campingtorrependente.it