Mustang GT roadtrip fra New York, Washington m.m – Dag 7

Dag 7:   26. oktober 2017

Torsdag efter morgenmaden, som var ganske fortrinlig her på Days Inn, gik vi ud for at finde den nærmeste station med Citibikes; her i NYC er cyklerne blå, mens de i Washington var røde. Der skulle også downloades en ny App og priserne var sørme også steget til 12 Dollars istedet for 8 i Washington for en dags abonnement. Her skulle vi også dokke cyklerne hver ½ time for ikke at blive bonget for yderligere 4 dollars pr. pågyndte ½ time (også dyrere end Washington). Men vi kom over Ed Koch Queensborough Bridge og på Manhattan måtte vi over i venstre side, da street’ene, der går på tværs er ensrettede. Jeg syntes nu mange biler overskred linierne på vejen, der indikerede at dette var en cykelsti, og der var heftig trafik !

Nu med blå cykel istedet for rød 🙂 Var man heldig at finde en nyere model, var de endda med trinløs gear 🙂

Ved indgangen til Central Park holder alle de fine hestevogne, som dog koster en mindre formue at komme op i …

Cyklerne var fine og dokking stationerne var der, hvor App’en sagde de skulle være – alt var godt – bortset fra temperaturen; den var ikke kommet længere op end 12-13 grader og Bryan havde insisteret på kun at ha’ en t-shirt på. Vi satte os og nød parken lidt inden vi blev enige om, at vi nok hellere måtte suse hjem efter en jakke før end Bryan blev blå af kulde. At køre Subway i NYC er naturligvis også blevet dyrere end sidst vi var her; så man skal lige gøre op med sig selv, hvor meget man forventer at skulle bruge den; dog kan man købe et kort, hvor man kan fylde på efter behov, fremfor at købe et 4 dages ubegrænset kort til 30 dollars pr. person.

Vi er totalt forbryderiske … Tænk at nyde en øl inde midt i Central Park, UDEN at have den i en brun papirpose – PUHA 😀

Gitte poserer ved søen i parken. Lige bag fotografen er statuen af H.C Andersen. Den er dog umulig at komme til – en hel flyver fuld af japanere, er vist lige landet og skal have taget billeder … I Washington var vi ellers ferme til at være et skridt foran dem hele tiden … !

I pausen hjemme i Queens, er vi på jagt efter et supermarked. Google driller os og finder som det nærmeste en Dollar Tree …. Det viser sig at være hvad der herhjemme svarer til Tigeren – og der kan vi jo ligesom ikke få de “Dagligvarer” vi mangler 😉 Til gengæld har de også i Queens fundet ud af at Halloween nærmer sig 🙂

Udsigten fra 6. sal på Days Inn. Dette rygerværelse stinker heldigvis ikke af gammel askebæger 🙂 Dejligt med vinduer der kan åbnes.

Hjemme i Queens begyndte det at regne og vi blev på værelset for at sortere lidt i de mange, mange billeder vi havde taget. Det blev næsten aften før end vi vovede os udenfor igen og endnu engang kørte vi ind til Manhattan; vi landede i Greenwich Village, som er et af mine yndlingssteder; her er både hyggeligt og nogenlunde rent. Vi ramte Union Square Park og bare nød både flotte bygninger og den fine belysning. For sjov gik vi ind i en Home Depot (en pendant til Bauhaus herhjemme) og man må sige, at de går all in på Jul; en skam at vore kufferter efterhånden var ved at være rigeligt udfordrede. Det er lidt vildt hvor meget man bare kan gå og gå og bare lade sig underholde af byen og de mange forskellige mennesker, der færdes på gade; mange går bare og snakker højlydt; de går med headset på og generer sig ikke ved at gå og tale privat i tlf. så alle kan høre dem. Andre går og synger og nogen tjekker skraldespande for brugbare ting osv osv.

6500km hjemmefra, og så ender man alligevel foran Det Tyske Hus 😀

I Wholefood Market på Union Square sælger de Mums 🙂

Vi er dog mere imponerede og deres Deli mums 🙂 Række op og række ned med virklig lækre sager. Køen ved kasserne var dog alt for lang til at vi blev fristet over evne.

Home Depot er forlængst gået i jule mode.

og det bliver kun endnu vildere, når Halloween er overstået, så den afdeling også kan fyldes op med jul …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *