Gran Canaria – Januar 2019

En uge i januar på Gran Canaria

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har svært ved at holde dampen oppe i januar måned, så Bryan mente vi hellere måtte prøve noget nyt så som at ta’ en uges solferie i denne meget lange, meget mørke måned. 

Er der en bedre måde at starte ferien på? Loungen Airport Plaza i Hamburg Airport 🙂 Har reddet mig et Mastercard Platinum til fornuftige $ – det giver gratis adgang i lounge for kortholder + 150kr for gæster. Det er det hele værd 🙂
Der er endda en rygekupé med lædermøbler, og udsigt over indtjekningsområdet …

Valget faldt på Gran Canaria med fly fra Hamborg. Flytiden begrænser sig til 5 timer, hvilket er et plus, når nu vi skulle alene afsted. Desuden er der solgaranti og klimaet er så godt som uden overraskelser. Dog er januar og februar nok de “køligste” måneder med temperaturer på ml. 17-23 om dagen og ml. 8-12 om natten. Vi fandt en lejlighed på www.Airbnb.dk i Telde, som ligger tilpas midt på øen, som udgør et fint udgangspunkt for en masse udflugter i den bil, vi havde lejet. 

Vi havde hjemmefra bestilt en Opel Corsa ved Sixt. Billig – 700kr for 8 døgn. Grundet lavsæson blev vi dog opgraderet til en lækker Opel Mokka – så godt som ny bil, med alt hvad dertil hører sig af tekniske finesser 🙂 NICE – Tak for det Sixt. Heller ingen bøvl ved aflevering – dog havde vi garderet os med masser af billeder af småridser, da vi fik bilen udleveret.

Vi landede ca. kl. 21 lokal tid (vi havde vundet 1 time; hjemme var klokken 22). Hurtigt fandt vi ned i parkeringskælderen, hvor vi hentede en fin – næsten ny – Opel Mokka og herfra var der ca. 12 km. til vores lejlighed. Her gik det også gnidningsfrit mht indlogering; nøglen blev leveret ved hoveddøren og det viste sig, at vi havde bygningen for os selv, da den var ved at blive renoveret og vores lejlighed på 2. sal var rigtig fin og ren. Øverst var den vigtigste facilitet; en tagterasse med fine møbler og grill. Heroppe fik vi os en godnat drink og så startede vores ferie – herligt 😀  Dog var der lidt larm fra torvet, hvor der var koncert – mindre end 100 mtr. fra vort logi – og vinduerne, som hernede ikke er thermovinduer, tager ikke meget lyd; ørepropper er helt uundværlige og dem rejser vi aldrig uden ;-P Udlejeren vist sig at være en meget betænksom ung mand, som havde sørget for vand i køleskabet, samt lidt frugt at starte morgendagen på – det er noget, der tæller på vore karakterskala 😀

Vores dejlige tagterasse med udsigt til bjerge – og lidt vand i det fjerne til modsat side.

Efter at ha’ indtaget et par kopper kaffe og en banan på tagterassen næste dags morgen, var vi bare så klar til at finde ud af hvad denne ø havde at byde på. Normalt har jeg en slags forventning om hvordan det ser ud og hvad vi skal se, men her var jeg helt blank – dog havde jeg måske alligevel forventet at deres bygningsstil havde været lidt mere charmerende. Palmetræerne som er overalt, pynter dog gevaldigt og de udendørs strømledninger, der er meget uklædelige på de ældre, grå facader var knapt så iøjnefaldende med palmer foran. Vi kørte sydpå til Maspalomas, som er en af de meget kendte strande (læs turistområder), hvor vi fandt en slags promenade som førte helt ned til stranden igennem et hav af udendørs restauranter, barer og små forretninger. Der var mange mennesker – flest i pensionistalderen – og nogle kunne man ud fra deres hudfarve se, at de havde nok været her lidt længere end en uge, men hvorfor ikke ! Hernede er det mest turist bungalows og lave hotel komplekser, der huser de solhungrende nordboer; mange nordmænd, svenskere, danskere og tyskere kunne vi høre.

Udsigt over ørkenen ved Maspalomas
Udsigt over en lille del af strandpromenaden ved Maspalomas – den ene restaurant/bar efter den anden – vel nærmest 1000stk på en meget lille område 🙂
Æ koun mæ vind i æ hår 😀 En smule blæsende var det da, men med blå himmel og 20 grader d. 6 Januar – så går det 🙂

Vi slog os ned i et par stole og bestilte smoothie for at få noget, der kunne fylde lidt; morgenmaden havde jo kun været kaffe og en banan. Jeg syntes godtnok det smagte som om mangoen var fordærvet og var tæt på at ville brokke mig indtil Bryan mente, at han måske var kommet til at sige ja til at der skulle alkohol i den. Ved siden af os sad en norsk pige, der nu bestilte sin anden Pina Colada; “It’s holiday” som hun sagde og ja – så måtte jeg da også lige smage sådan en. Det blev faktisk ret hyggeligt ;-p   Det krævede dog lige lidt ekstra tid før end vi kunne sætte os ind i bilen igen, så vi endte i en parfumeri forretning, hvor vi brugte lidt penge. Lidt vildt så turistet det er på disse kanter, siden alt nærmest havde åbent selvom det var søndag — i Telde var alt lukket :-/

Formiddagshygge. Lidt sjovt – Gitte syntes godt nok den smoothie smagte underligt …
Jeg kom så langt om længe i tanke om, at jeg bestilte: “1 smoothie and a beer”
Tjeneren spurgte så om den skulle være alcoholfree – NEJ, hvem gider ha´ en nul% øl på Canaria. Det var så smoothien han refererede til …. 😀
Stemningen blev hurtigt løftet en smule 😀

Vi blev klar til at køre længere sydpå til endnu en turist koloni, men som også er en gammel fiskerby; Puerto de Mogan – også kendt som en rigtig hyggelig by med kanaler og knapt så overfyldt. Her fik vi lidt lækker fisk på en restaurant, hvor de ønskede os et Godt Nytår på dansk ;-P 

Stranden ved Puerto Mogan
Så er man da nok lige kommet på fin fiske restaurant – NAM NAM 🙂

Herfra gik det videre tværs over øen og det indebærer en del bjergkørsel. Vejene er for det meste fine og sikre med autoværn ud mod de stejleste kanter. Vi mødte en del cyklister og det krævede mere end en almindelig kondition at kaste sig ud i at cykle her; respekt !!! Midt inde på øen, hvor vi var højest oppe, kunne vi se helt til Las Palmas; lidt vildt, da øen trods alt er ca. 50 km. bred. !  Turen fra Mogan til Telde var på ca. 60 km. men den tog ca. 2 timer at køre og selvom det jo er en lille ø, der er opstået pga en vulkan gik i udbrud et par gange henover et par tusind år, så ændrer landskabet sig – og faunaen – flere gange. 

På op af bjerget stødte vi mange steder på …. Figen … kaktus ? agtige planter 🙂
Noget nær toppen var udsigten over Las Palmas meget meget fin. Temperaturen var dog dalet fra 21 grader til …… 7 grader !!! ?? !!

Øen udmærker sig bl.a. ved at kunne præsentere ca. 2000 forskellige planter; heraf er de ca. 700 stedsegrønne. Specielt lagde vi mærke til julestjernerne; dem er de helt vilde med og de er overalt — også bougainvillaer i flere farver er meget glade for klimaet, men blomster i vejkanter m.m. er åbenbart ikke så glade for de tørre klima, omend de gør meget for at vande palmerne osv i rundkørslerne og i parkerne. Kaktusser derimod findes i alle afskygninger og aloe vera har de også sørget for at dyrke. Skulle man gå hen og få en solskoldning, så er her rigelig hjælp af finde; deres lokalt fremstillede cremer indeholder alle aloe vera. 

Flere kaktusser – dem her på størrelse med et hus ! …. Altså mer eller mindre 😀
Ahmen er livet ikke bare herligt i Januar måned 🙂

Første dag var ved at være slut, men tagterassen skulle frekventeres – vildt hyggeligt og her kunne man rigtig observere hvor hurtigt dagslyset bliver til aftenskumring ved 18:30 tiden. Jeg havde købt en lille flaske gin, som vi dog ikke havde fået købt tonic til; supermarkederne havde alle lukket om søndagen, men den blev smagt med 7up — ikke godt :-/  Bryan havde taget en raspberry pie (en smart lille computer anordning) med hjemmefra og dermed kunne vi se dansk tv; altid hyggeligt lige at slutte af med lidt nyheder på sengekanten 😀 Ungerne havde det godt og farmor ville komme mandag, så de kunne få lidt ordentlig mad, så alt var godt 😀  

Mokka’en på en bjerghylde – uha den blev vi nu glade ved den fine Dyt 🙂

Mandag stod morgenmaden igen på et par kopper kaffe og en banan på tagterassen og så spadserede vi ned til bilen, som stod på en parkeringsplads et par hundrede meter derfra. Nu var den sørme endda bemandet og det var en pudsig lille fyr (dværg) på et løbehjul, så han hurtigt kunne komme hen til folk. Han ville ha’ en euro – vi var skeptiske og troede at han på den måde fik lidt ekstra moneter, men en euro skulle ikke skille os ad.

Første møde med Las Palmas – endnu flere Julestjerne – dem er de godt nok glade ved hernede !
Uhmmmmm – Velankommet 😀
Uhmmmm – det er jo lige så hyggeligt her 😀
Alting har dog sin pris 🙁

Afsted gik det mod Las Palmas; øens største by. En meget seværdig by; vi var oppe i deres katedral; Santa Ana, hvor vi fik en fin udsigt over byen.

Las Palmas’ katedral nedefra…
… og udsigten oppefra

Stranden; Playa de las Canteras viste sig også at være ganske fortrinlig og her fik vi vores første dukkert – dog i undertøj, men vi banede vejen, da der kort efter kom et par mere, som heller ikke havde fået badetøj med, så vi smilede til hinanden – underforstået, at selvfølgelig kan man da det ;-D  Der er flere flotte pladser i byen, hvor man kan sætte sig og nyde en kop kaffe el. øl og bare indhalere byens dufte. Selvom det er en stor by, er trafikken ret begrænset den dag og der er et langt fint strøg, hvor man sagtens ville kunne shoppe. Vi havde spottet, at de kunne tilbyde citybikes; en oplagt måde at komme tilbage til parkeringspladsen på fra stranden, så vi fandt app’en og en docking station og snuppede et par cykler. Der var ca. 5 km., men siden der er mange ensrettede, smalle veje tog det alligevel lidt længere end forventet. ½ time senere havde vi afleveret cyklerne – glad for den ekstra lille oplevelse – og fik betalt de eur. 11, det havde kostet at parkere ca. 4 timer. Man kunne sagtens en anden gang tilbringe en hel uge i Las Palmas, hvis man ville spare lejen af en bil; herfra kunne man så bare ta’ en bus til Maspalomas el.lign. 

En stor …. plads? Stort og omfangsrigt var det i hvert fald 🙂
Hvad hedder han nu tildags? Er det Lance Armstrong eller noget? 😀

På vej tilbage til Telde fandt vi en Lidl, hvor vi købte ind til aftensmad og fandt også et par tonics, så vi kunne få en ordentlig gin og tonic. Bryan skulle lære det, da det efter min mening er en dejlig forfriskende feriedrink uden for mange dikkedarer ;-D   Tilbage på tagterassen måtte han indrømme, at det da ikke var så ringe endda 😀 I køkkenet blev der tilberedt rejer i spinat med kylling og pasta som hovedret — lækkert !! Egentlig ville vi ha’ været ude og kigge lidt på Telde om aftenen, men trætheden kommer rullende som en lavine efter en begivenheds rig dag, så det måtte blive en anden dag. 

Fandt da lige en ny ven undervejs i Las Palmas 🙂

Tirsdag skulle vejret være knapt så solrigt, så vi valgte at ta’ turen ned til en botanisk have; Jardin Botanico Viera et Clavijo, som ovenikøbet viste sig at være gratis at besøge på denne årstid. En rigtig fin oplevelse; større park end forventet og utroligt mange planter – i særdeleshed kaktusser i utallige størrelser og former.

Dragetræer ? De skulle næsten være uddøde, men her i parken var der masser af dem.
Er det en fugl eller en blomst ? Vi ved det ikke 😀 Men flot er den da

Herudover har de mange dragetræer, som er sjældne. Her er grønne parakitter og smukke stier; dog også nogle, som ikke ville blive godkendt herhjemme og hvor de da også på skilte advarede om at det var på eget ansvar, hvis man begav sig ud på disse, så det gjorde vi selvfølgelig .. det var lidt nervepirrende et par steder, men absolut smukt med flotte udsigter. Jeg blev dog udfordret på vej nedad, da den sti sikkert havde kostet brækkede lemmer hvis ikke ligefrem liv — fokus og is i maven førte mig ned i sikkerhed; Bryan er ikke helt så nervøs af natur, men måtte dog indrømme, at den ikke havde været rar at bevæge sig ned ad :-/ 

Én af de mange fine trappestier, der nok ikke heeelt var blevet godkendt i DK

Da vi kom hjem efter igen at have indkøbt lidt lækker fisk i en Lidl,, var det en lidt større gin tonic, der fik skyllet det ubehagelige af oplevelsen væk igen 😛  

Hygge på tagterassen, efter en lang dag i Palma – sikke dog et stykke mandfolk ! 😀

Onsdag ville vi ud at kigge på vores umiddelbare nærområde i Telde; her skulle også være en historisk bydel. Den har lidt over 100.000 indbyggere, så den er ikke helt lille; vi fandt da også flere parker; heriblandt en lillebitte oase midt imellem en masse bygninger. Der gik nogle gartnere rundt og vandede og havde egentlig spærret parken af, men vi fik dog lov at gå en tur derinde; mindede lidt om et væksthus i en botanisk have herhjemme. En anden park var noget større og indeholdt også sportsplads m.m. Mest skulle det være vores afslapningsdag, hvor vi skulle slentre rundt i Telde, men det blev da alligevel til mange km. på gåben; fin by, men wauw oplevelserne ligger nok mere i Las Palmas – dog et fint udgangspunkt til at lære øen bedre at kende 😀

Et springvand 😀 Location unknown – Julestjernerne er dog ikke glemt

Torsdag kørte vi op til en lille by på midten af øen; Teror. vejen derop var smuk; der blev grønnere og grønnere og mere og mere kuperet. Byen viste sig også at være smuk – specielt kirkepladsen ved Basilica de la Virgen del Pino. Byen skiller sig også ud ved at ha’ en særpræget kolonial byggestil med smukke træudskæringer og små altaner, der ligeså godt kunne ha’ ligget i Østrig. På trods af pænt mange caféer i midtbyen, var her meget stille, men måske siesta’en er så meget en del af deres hverdag, at byen bare er blæst for mennesker omkring middag; det vælger jeg at tro på. Den er værd at opleve, men en halv dag er nok til at man har set, hvad der var værd at se i Teror. 

Gågaden i Teror

Man har nærmest ikke været på Gran Canaria, hvis man ikke besøger en af deres mange forhistoriske seværdigheder, hvor grotterne topper listen; specielt område ved Barranco de Guayadeque har udmærket sig ved at være den største turistattraktion. Vi besøgte nogen af de mindre hipede steder lige udenfor Telde, men faktum er, at de tidlige indbyggere af Gran Canaria levede i disse grotter og når man kører forbi klippeformationer er der mange andre steder, hvor man tydeligt kan se, at der er grotteåbninger, der kun er kommet til at se ud som de gør ved hjælp af menneskehænder. De tidligste indbyggere har været her siden 500 f.K. og kaldes Guanches.

Grotterne hvor de tidlige Canarier boede – komforten var nu så som så …

Øen er sammen med de andre Canariske øer spanske, men er dog toldfri zone; dét samt det fede klima, er et stort trækplaster for os nordboere i vinterperioden. Skandinaver er glade for billig alkohol og når man er vant til at en fadøl koster 50+, så er mindre end det halve jo meget attraktivt .. og de fedter ikke med rom’en i en Pinã colada ;-P Vi drak nu mest vand ……… ;-P 

Umiddelbart er der ingen farlige kødædere på Gran Canaria; det vildeste er nogle halvgrimme øgler, som ikke kan udrette ret meget skade og de lidt mere trælse ildmyrer, som kan være et lidt smertefuldt møde, men umiddelbart er de turisterne, der elsker de våde varer på øen, der udgør den største trussel ;-P 

En bette Freddy, som firben nu engang hedder hjemme hos os – så er ferien fuldendt
En slapper i bjergbyen Ingenio – turens billigste forfriskning – 1.35 euro for en øl + glas fra fryseren 🙂
Bryan & alle hans venner i Ingenio 😀

Den sidste dag på Gran Canaria kørte vi til Puerto Rico, som oversteg mine vildeste fantasier om et turistparadis; store hoteller, der ligger op ad klippeskrænterne og dermed giver turisterne de fede udsigter over havet, men også de vildeste opstigninger, som en med højdeskræk kunne få lidt åndenød af. Vi blev mødt af en massiv oplevelse af dansker turist paradis; der blev talt dansk overalt hernede, men o.k. – man kunne også sagtens tilbringe en uge eller 2 eller flere uden at blive nødt til at søge andre steder hen; den ultimative afslapnings- solferie. Masser af spisesteder, barer, strande og en rimelig lækker panorama sti udhugget i den udvendige side af klipperne, hvor folk motionerede, nød udsigten eller bare var på vej over til den anden strand for lidt afveksling.

Neptun kan skimtes i det fjerne ude i vandet.
Neptun #2
… og Neptun #3 😀
Her på Playa de Melenara, var der dog kun 20 grader, så vi søgte hurtigt på i læ, og delte en bette sodavand.

Vi ville dog gerne ud på havet for at opleve lidt dyreliv og hvis delfinerne bestemte sig for, at vi havde fortjent oplevelsen af at se dem lege tæt ved både, så ville jeg bestemt ikke blive skuffet 😀  Faktisk ville jeg lyve, hvis det ikke ville sætte prikken over i´et — jeg ELSKER delfiner, men omvendt hvem gør ikke det. Desværre er det jo lidt dobbeltmoralsk, da der ikke skal herske tvivl om, at de ville ha’ det bedre, hvis ikke vi turister absolut skal ha’ den oplevelse med, men én gang i livet, må det kunne bevilges. 

Forventningsfulde på vej ud i det blå – og vi blev bestemt ikke skuffede.
En lille video hvor 2 delfiner følges med os

Vi var da også møgheldige; der var pludselig rigtig mange legesyge delfiner overalt, som vi alle var ved at dåne over — skøn oplevelse, som jeg dog er tilfreds med at ha’ fået denne ene gang. Heldigvis syntes delfinerne at være lige så nysgerrige som os og så ud til at hygge sig med at springe op ad vandet lige ved siden af båden.

SÅ  sejt, men i løbet af et kvarters tid sejlede vi indad igen og på den tur kom der også en stor skildpadde til syne, som var absolut ligeglad med vores tilstedeværelse og som iflg. kaptajnen desværre også var nem at fange. Ejerne af båden var klart meget ansvarsfulde overfor den natur, der omgav dem og derved forsøgte at hjælpe dyrene samtidigt med at de viste den frem overfor turisterne. Vejret havde vist sig fra sin allerbedste side i Puerto Rico og også ude på vandet, som ellers plejer at være en køligere affære. Da vi kørte hjem til Telde blev det da også køligere og mere overskyet, så ja – vejret på sydsiden er klart at foretrække; desværre følger turismen så også med. 

Et sidste farvel til Gran Canaria – herfra loungen Sala Galdos‘ tagterrasse i lufthavnen.

En herlig ferie med op til 22 grader en enkelt dag og 8-10 grader om natten, er slut og der skal pakkes. Restriktionerne med max. 100 ml. i de flydende beholdere (også selvom, der kun er 25 ml. tilbage) kan være lidt svær, da mascara, lipgloss og håndcreme jo også gerne skal med hjem igen, men det lykkedes og så var der igen afgang mod Hamborg. Vi fik afleveret bilen i kælderen af lufthavnen uden problemer og suste op i VIP loungen, hvor vi fik lidt morgenmad; dog bed jeg mærke i, at der var meget få kl. 9 om morgenen, der IKKE tog et glas vin el. drink – bare fordi det er “gratis” — og det gjorde vi også, men det føltes nu alligevel lidt mystisk. Sove kan man jo alligevel ikke, når man sidder som sild i en tønde i en flyver,  men vi kom sikkert hjem – dog lidt blæsende og turbulent landing – efter 5 timers flyvetur. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *