Sensommerferie i Lugano, Cesina, Siena og Valsugana i september 2020

Efter vores dejlige sommerferie i Alsace med vores nye Camplet Passion og én elcykel, så vi allerede frem til – om Corona ville gi’ os lov – vores næste ferie, der skulle gå til Toscana i september. Skulle vi mon være heldige, at Europa igen var åben og i så fald, så skulle den ha’ én på frakken, for ingen ville kunne spå om, hvornår vi igen blev lukket inde .. så vi optimerede endnu engang … ved at købe en elcykel mere ;-P  Jeg har ellers været lidt forbeholden, da jeg synes det var lidt “fesen” at blive så komfortabel ikke at udfordre sig selv på formen, MEN må så også indrømme, at turene kan blive længere uden at man sidst på dagen føler at man er døden nær efter 60 km. og det kan man jo kun holde af. 

Bryan og jeg kørte afsted lørdag d. 5. sept. ved 14 tiden. Caroline og Anders havde kun sig selv og Cola (katten) at passe; Fie (hunden) havde vi kørt op til Farmor i Horsens og Maria var stadig i Århus (uddannelsespraktik)- win win for alle 🙂  Fryseren og køleskabene var fyldt op og de havde fået et betalingskort til nødstilfælde (yeah right – McDonalds ville nok nyde godt af det kort ;-/  )  

Vi fandt det bedste hotel i Melsungen 🙂 ud af ca 1 mulig …

Vi ville forsøge at nå så langt ned som muligt, så vi havde ikke forudbestilt en overnatning, som vi regnede med skulle være på en B&B. Trafikken var nærmest ikke eksisterende, så vi nåede ned til Melsungen – lige syd for Kassel – og fik et værelse lige overfor jernbanen, men smilte lidt af, at der på badeværelset lå ørepropper til os; fin løsning på en larm, der ovenikøbet var i samme højde som vores værelse. Vi sov fint og kørte videre tidligt næste morgen. 

“Overdådigt” værelse – læg mærke til hvor fint pæren sidder i lampen 😀 😀 – Alt i alt var det nu ganske udmærket – inkl en lettere omgang morgenmad 🙂
Det PISSEDE ned hele vejen gennem Schweiz – 11 grader var vi nede på 🙁
Først ved afkørslen til Italien – 25km før ankomst – lysnede himlen lidt. Temp steg til 14 grader, og 25 km senere havde vi 24 dejlige aftengrader 🙂

Ruten var forhåndslagt og førte os gennem Schweiz – gennem Mont-Blanc tunnelen – for at vi spontant kunne hoppe af strækningen, hvis vejret og omgivelserne fristede. Det styrtregnede så hele vejen gennem Schweiz, hvor vi også lige kunne kigge over til Lichtenstein – smukt var det, men vi måtte sande, at Lugano måtte være næste stop. Vi ankom lige til lukketid; kl. 19 og fandt en plads på Camping Darna – temperaturen var heldigvis steget lidt siden de 11 grader i Schweiz op til 24 grader i Lugano – meget mere camplet venligt. Campingpladsen var hyggelig med en masse småtræer og lå helt ned til bredden af søen; meget smukt. Der var mange ubeboede parceller, så bilen parkerede vi på en plads overfor – luksus – så kunne vi lade en masse pakkenelliker blive i bilen. 

Velankommet til Darna – 1. opstilling af Camplet på turen tog omkring halvanden time – det bliver bedre kan vi afsløre 😀

Næste morgen var temperaturen dalet lidt og det var overskyet med udsigt til regn, men cykles skulle der. Vi fandt ud af, at Como søen lå under 20 km. væk, så Bryan lagde kursen og så håbede vi, at vi kunne undgå for heftig regn. Det blev en virkelig smuk tur, som førte os – via små, velholdte cykelstier – gennem landsbyer, skov og forbi flere småsøer – over et mindre bjerg og om til Como.

1. fotostop ved en lille sø mellem Lugano og Como. Ren cykelsti – ingen biler i nærheden 🙂
2. stop på toppen af en knold – ingen problem med en el hest 😀

Vi havde forventet mere aktivitet ved denne sø, som bedst kan sammenlignes med Garda søen uden dog at være helt så stor, men der var ret stille – sikkert også fordi det var søndag. Pga virus risiko ville vi ikke overveje en kop kaffe på en indendørs café, men overraskende nok kunne vi ikke finde en udendørs café, der havde åbent – skuffende. Ingen tvivl om, at byen var hyggelig, smuk og der lå mange store (læs; dyre) huse og der kørte dyre biler med mørke vinduer; her bor flere kendte skuespillere o.a.

Udsigt over Como, inden vi kommer helt ned i vandhøjde.

Udsigt over Como, inden vi kommer helt ned i vandhøjde.

Vi frygtede at skulle hjemad igen ad samme vej som vi kom, for selv elcyklerne havde stort behov for hjælp af bentøjet for at komme op ad den stigning, vi jo kørte nedad for at komme ned til søen 😮  Solskin måtte vi dog tænke os til, men de store regnskyller udeblev heldig- vis. Turen tilbage til Lugano var endnu smukkere, da vi åbenbart havde fundet en anden sti, som lå helt op ad bjergsiden; små vandfald og hulelignende passager – i alt blev det til små 50 km. og ingen af os var i topform, men vi var heller ikke helt udtømte for energi, så vi var glade for vores 2 elcykler. Cykelbatterierne klarede det flot – vi havde også valgt cykler, der havde en rækkevidde på 80-90 km. (dog ved lavere hjælp), så når man gennemsnitligt valgte at cykle med middelhjælp kunne de snildt klare 60-70 km. – helt ideelt 🙂  Med de stigninger, der er på disse kanter, havde vi sikkert valgt at tilkalde en taxa efter 30 km. ;-P

Solnedgang over Lugano 🙂 Endda i +20 grader – skisme noget andet end det skrammel vejr vi kom fra derhjemme 😀

HVIS vi havde valgt at køre turen i bil, var vi gået glip af duftene, nærkontakten med dyrene (der ikke bliver skræmt af en bilmotor), solens stråler i ansigtet osv osv .. for slet ikke at tale om, at det ikke kun handler om at komme fra A til B (medmindre afstanden er for stor), men at nyde turen i sig selv; det er intet mindre end fantastisk .. og så er det meget sundere og indeholder tit små overraskelser 😀

Farvel og tak til Camping Darna (sidste og eneste aften 🙂 )
Pladsens egen bådbro – jouw jouw – fint skal det være 🙂

Vejret ville ikke blive helt ferieagtigt her i Lugano, så vi pakkede vores lejr sammen næste dag og kørte sydpå. Målet var Pisa, som vi havde besøgt i 2012 og hvor vi havde en rigtig god ferie; dog manglede vi stadig at se Siena. Da vi nærmede os campingpladsen – som skulle ligge landligt og i nærheden af en sø, blev vi bekymrede. Ruten førte os ned ad en meget snæver, hullet vej og jo nærmere vi kom på målet, jo mere utiltalende blev det; der lå bunker af skrald i rabatten og vejen var så hullet og ujævn, at vi var glade for at det ikke var en campingvogn, vi havde bagpå. Vi blev enige om, at det måtte være tilholdssted for roma’er, så ikke på vilkår at vi ville kunne føle os trygge her; vi valgte at forlade vejen – uden at ha’ set nærmere på campingpladsen; Agroturismo Lago le Tamerici – og køre mod vest – Middelhavet. Svært at forestille sig nogen, der ville tænke anderledes end os, så hvordan pladsen overlever må guderne vide, omend deres hjemmeside ser fin ud, så skræmmer vejen kunder væk før end de når at finde ud af, om hjemmesiden taler sandt .. For nogle år siden oplevede vi i Tjekkiet, hvordan udefrakommende røvede campister om natten – vi slap dog med skrækken –  det vil vi aldrig opleve igen … 

Tjaee, så er vi på plads igen det næste sted – Molino a Fuoco Camping

Cecina lå kun ca. 1 times kørsel fra Pisa og her kunne vi få en lille badeferie før end vi smuttede længere ind i det klassiske Toscana. Her var det dog pænt belagt, så de første 2 pladser havde kun parceller, som ikke var ret tiltalende, men den 3. havde en plads, der var fri 4 dage før end den var reserveret til anden side, så den nuppede vi; Molino a Fuoco Camping Village.

Lækkert lækkert bar / restaurant område. Dog blev cocktail drinks severet i utrolig små glas, så vi hoppede på et par kolde pilsnere 🙂

Fantastisk plads; strandagtig med store pinjetræer og en sti ned til stranden, som vi næsten havde for os selv … og egen restaurant med udendørs terrasse; skyggen blev leveret af fine, gamle oliventræer — jamen altså – smukt 🙂  Som prikken over i’et, så var cykelstien lige udenfor pladsen og uanset hvilken vej man ville vælge, så blev man ført gennem en nationalpark af pinjetræer – her kunne vi cykle i skygge, mens der var 34-35 grader; helt perfekt. Duften alene var nok til, at jeg var tæt på at dåne …. ikke utænkeligt at vi kører herned igen engang.

Cykelsti lige uden for pladsen – tjek – en nice egenskab for en campingplads 🙂
I den nærmeste lillebitte naboby, svømmede odder familier rundt – mega hyggeligt og dejligt tidsfordriv 😀 Byen indeholdt ÉN lillebitte kiosk, men den var godkendt – man kunne komme med egen vinflaske og tappe direkte 😀

Her tilbragte vi så alle de 4 dage, som var til vores rådighed og vi kunne sagtens være blevet her, hvis ikke lige pladsen var reserveret. Vi fandt endda en kioskagtig butik et par kilometer fra pladsen, hvor man kunne købe vin – frisktappet og til literpriser og den var mere end drikkelig ;-P  En solnedgang på stranden fik vi også med i oplevelsen … vi følte os meget heldige 😀  

Lækker strand & vand – som med cykelstien – lige uden for pladsen 🙂 27 grader varmt Middelhav d. 9. September – MUMS 🙂
Solnedgang og farvel og tak til Middelhavet, efter et par skønne dage op en dejlig plads.

Næste stop; Camping Romita i hjertet af Toscana; lige midt mellem Firenze og Siena. Landskabet ændrede sig langsomt, men heftigt på de ca. 100 km. Det var de mindre veje, som blev endnu mindre og mere og mere snørklede og turen tog derfor lang tid i forhold til at afstanden var så kort. Italienerne er åbenbart også glade for at campere og det var derfor meget heldigt, at vi overhovedet fik en plads på Camping Romita. Men hvilken plads; midt i en olivenlund med udsigt over det smukkeste landskab; bakker med vin og de smukkeste, terracotta farvede huse; vingårde og andre landbrug – god afstand og hyggelige, maleriske landsbyer.

Den absolut eneste plads i olivenlunden, hvor en camplet kunne presses ind – heldigvis ledig som en af de få. Ellers var vi blevet placeret oppe på et fladt område sammen med Autocampere …

Campingpladsen kunne endda byde på en forfriskende tur i en lille svømmepøl, som lå øverst og dermed med en endnu mere bjergtagende udsigt. Camplet’en kunne liiige akkurat møve sig ind på en plads – den skulle ikke ha’ været 10 cm. bredere. Det gik stærkt med at få pakket ud og komme på plads, så vi kunne sætte os ned og nyde de smukke omgivelser; vi havde fået en plads, som gav os den smukkeste udsigt – gennem olivengrene/blade – ud over det bakkede, vinrankefyldte landskab – ren meditation; specielt med en kold, forfriskende drue i glasset 😀  

Annex var der bestemt ikke plads til her – det lykkedes dog at få udekøkkenet nogenlunde på plads – bundet fast til træerne 😀
SIKKE en flot fyr der sidder og hygger sig på toppen – nogen ville sige nærmest malerisk 😀 😀
Jouw jouw – fruen var da også med 🙂 Dejligt lille pool område, med udskænkning af bl.a lokale lækkerier.

Næste dag skulle én af turens altoverskyggende mål besøges; Siena – den har jeg glædet mig meget til at se og opleve. Vi fandt en parkeringskælder meget tæt på Duomo di Siena; domkirken, som har en helt speciel historie fordi den er blevet bygget ovenpå en anden kirke. Arbejdet blev påbegyndt i 1196 og kirken blev indviet i 1215 – kuplen fra år 1200 er en af Italiens ældste og kirkens mosaikker, samt uforlignelige kunstværker af marmor, billedkunst og skulpturer efterlader alle tilskuere med åben mund af beundring.

Kirken i Siena – GODT det ikke er DÉR man er kirketjener 😀 Puuha alt det rengøring !
“Muslinge” pladsen i hjertet af Siena – Overskueligt antal turister 😀 – Noget ER Corona da godt for 🙂

Køen til billetkontoret er lang – endda her i coronatiden, så vi starter med at kigge os omkring i byen. For nogle år siden besøgte vi Firenze og umiddelbart minder disse 2 byer ret meget om hinanden – det er rigtig varmt; ca. 36-37 grader og heden har en tendens til at Bryan bliver en smule utålmodig (læs; irritabel), så vi måtte hurtigt finde lidt kolde drikkevarer, der plejer at kunne hjælpe lidt på humøret. En kold øl’s tid senere gik det lidt bedre og vi fik vandret nogle kilometer- også på lidt mindre befærdede steder. Da vi senere kom forbi domkirken igen var køen stadig uoverskuelig lang og i den varme kunne vi ikke overskue at skulle stå stille og endda være i risiko for at komme for tæt på evt. smittekilder, så hvor ærgerlig det end var, måtte vi ha’ oplevelsen af at se kirken indvendig fra, tilgode – æv :-/  

Efter 20 minutters fortovs hygge, er humøret i top igen 🙂

Fra nu af hed prioriteringen “at cykle Toscana tyndt”, så efter en god nats søvn og frisk opladede batterier på cyklen samt lidt morgenmad hjulede vi afsted; spændte på hvad vi ville komme til at se og opleve. Den første kilometer gik fint, men herefter var det bakke op og bakke ned – men smukkere landskaber kan man svært forestille sig. Vejenes kvaliteter varierede, men mest lignede de månelandskaber og vi skulle ikke cykle ret længe med øjnene rettet mod horisonten istedet for på vejen før end man ramte ned i et dybt hul. Vejene var også meget smalle, men til gengæld var trafikken meget begrænset, så det var fedt – det meste af tiden – og kun lidt “mon vi overlever det her”. Jeg er desværre ikke lykkedes med at få Bryan overbevist om, at cykelhjelme er et must, så måske det også hjalp med til at jeg holdt ekstra øje med vejen.

“Gode” cykelveje, som i hold GODT øje med huller i vejen – omgivelserne kan vi dog ikke klage over 🙂

Vi mødte mange cykelentusiaster UDEN hjælpemotorer; de måtte ha’ nogle benmuskler af stål, for selv os med motor måtte indimellem næsten gi’ fortabt overfor nogle af de værste stigninger — hold da maule, hvor kan man da stadig være ved at hoste lungerne op selvom cyklen er sat til at hjælpe maximalt 😮  Lidt sadist er man dog alligevel når man overhaler en cyklist, der meget tydeligt er sat helt af og som bruger hele vejens bredde til at sik-sakke opad — paas påå – her kommer en halvgammel livsnyder af en dansk kone og skal forbi *hehehe ; Bryan syntes ihvertfald det så skægt ud og han måtte jo så bare følge trop og gøre det samme og lige sende cyklisten et lidt undskyldende, medfølende smil ;-P   58 km. senere og kun den sidste streg i batteriet tilbage ankom vi tilbage til camplet’en — så et hurtigt bad og SÅ en tur i pølen – det er livet 😀  

Ankommet til det gamle autoværsted / restaurant 1,5 timer før åbningstid . Tjeneren spørger om vi vil starte med noget vin. OM vi vil – ja tak – en rød og en hvid. “Så gerne, jeg henter 2 glas vin” ………. Så er det kæden hopper af – 2 danskere der skal vente minimun 1,5 time OG er ankommet på cykel !!! Nej tak – en flaske af hver 😀

Vi har spurgt receptionisten her på campingpladsen om der var gode spisesteder i en overskuelig cykelafstand fra pladsen og hun nævnte bl.a. en god steak restaurant, som lå 6-7 km. væk og som man ikke fra vejen kunne se skulle være en restaurant, da den ligger i et tidligere autoværksted. Her cyklede vi så ned og satte os med udsigt over det fine landskab. Ca. en flaske vin senere (vi var kommet 1,5 time før maden ville blive serveret) begyndte der at komme flere sultne kunder. Vi bestilte en t-bone steak til deling; den vejede ca. 1 kg, så den skulle nok kunne mætte 2 sultne danskere. Både forretten og hovedretten var udsøgt omend kødet nok var lidt rigeligt rødt for min smag, så med fyldte mavser og lidt halv tipsy efter endnu mere god vin hjulede vi hjemad i mørke – vi overlevede; der var heldigvis god lys på cyklerne 🙂 

Det endte med at blive en mega hyggelig aften 🙂 Vi var dog glade for at cykle med bander hjemad (bjergvægge) så kunne vi da ikke ende i afgrunden dybt dybt nede 😀 😀

Flere cykelture blev tilføjet til ferien og flere dejlige dukkerter i pølen; ægte ferie, men vi skulle jo også hjem engang. Hjulpet lidt på vej af nogle unge russere, der viste absolut INGEN hensyn om natten, når de kom hjem til pladsen; alle var stille, så hvordan kan man være SÅ ligeglade – der blev både talt og grinet MEGET højt, så mor her måtte ud og være skrap og jeg skulle endda råbe før end de lagde mærke til mig; én undskyldte, men der gik alligevel det meste af en time før end der blev ro – beklager, men fremover vil jeg holde endnu mere øje med nummerplader og håbe, at kunne undgå at vælge en parcel for tæt på dem, der er kommet på min “sorte liste” for dårlige campister — sådan kan man blive stemplet når man ikke kan overholde de mest grundlæggende kriterier som campist; hensynet til andre mennesker, som altså også gerne vil ha’ en god ferie og ja – det kan altså få mit blod i kog ;-P  

En sidste solopgang bag de toskanske bakker 🙂 Så går turen desværre allerede mod lidt nordligere himmelstrøg 🙁

På femtedagen pakkede vi sammen og kørte nordpå og ramte Valsugana i Trentino området hen på eftermiddagen. Vi har en svaghed for dette område – ca. 50-60 km. nord for Garda søen – som er mindre overrendt end Garda og kan præstere flere forskelligartede scenerier; de megadejlige cykelstier tværs igennem frugtlunde i bunden af dolomitterne – hyggelige landsbyer – fine badesøer, som er noget renere end Garda søen osv osv !  Vi måtte lige ind og kigge på Camping Levico – hvis de havde en ledig parcel helt ned til søen, var det her vi ville blive, men alt var optaget – æv. På Camping Mario ved Caldonazzo – lige ved siden af Levico – fandt vi en fin plads 🙂  Her ved Caldonazzo er der linet op med restauranter og udlejning af både, souvenirforretninger osv osv. Turisterne har på vores tur bestået primært af franskmændene selv, men de har også være mange – helt klar en eftervirkning af at have været lukket inde pga corona. 

Vi var lige inde på Camping Levico – vores favorit – og tjekke om de havde en sø plads ledig. Det koster en mindre formue derinde, så skulle vi derind, skulle de være ved søen. Der var dog ingen ledige, så vi dampede over på Camping Mario ved Caldonazzo søen, lige et par kilometer defra.
Herinde på Camping Mario var det nu også ganske udemærket – og prisen det halve … Dét bare godt jysk købmandsskab 😀

Restauranterne var “sultne” efter kunder og prøvede at hale folk ind fra vejen. Vi satte os med udsigt over søen og fik en rigtig god pizza, mens vi lagde planer for næste dag; cykeltur gennem Valsugana – det har vi glædet os til og her er der ikke helt så vilde stigninger, som vi så i Toscana.

Ret lækker placering til en restaurant 🙂 Der måtte dog ikke ryges udendørs, så den kommer Gitte til at besøge alene næste gang 🙁

Næste dag cyklede vi afsted i østlig retning mod Borgo; FANTASTISK tur langs æblelunde, parallelt med en lille flod, der rasede afsted (for stor til at blive kaldt en å, men egentlig også for lille at kalde en flod) i det mest fantastiske sensommervejr; er det kun mig, der kan blive rørt til tårer når man oplever noget, der er så smukt og så dejligt at ordene ikke er nok til at beskrive det — helt seriøst; det skal opleves !!! 

Tyvstjålet proviant til turen – NØJ det var lækre friskplukkede æbler – lige ud til cykelstien 😀 De smager altså bedre, når de ikke har rumlet i en lastbil hele vejen til DK !
Friske jordbær blev det også til – her viste et par hollændske cyklister vejen – de havde bestemt ingen skrupler ved at proviantere !! 😀

På et tidspunkt cyklede for forbi et skilt, hvor der stod “Garda – 50 km.” (eller sådan cirka) og der stod det klart, at til næste tur herned skulle det være et mål i sig selv; at cykle fra Levico/Caldonazzo til Garda søen og så tage en overnatning her, mens camplet’en og bilen står trygt på en campingplads og venter på, at vi kommer retur – forhåbentlig i 2021 omend ingen ved, hvornår og hvordan verden åbner sig igen. Små 60 km. senere landede vi igen på Camping Mario og var lidt triste ved tanken om, at ferien nærmede sig sin afslutning; de 14 dage har dog været spækket med dejlige oplevelser og jeg har svært ved at forestille mig, at man på så kort tid kan opleve så smukke steder på så relativt korte strækninger, som vi har været heldige med i både Lugano, Toscana og Trentino – det måtte kunne få os igennem det lange seje træk igennem vinteren uden mulighed for at lave en afstikker til Gran Canaria i januar/februar, som vi ellers er blevet pjattede med. 

Sidste stop på cykelturen – en lille tankstation ude på Lars Tyndskid på en bjergside. Ikke videre tiltalende, men vi (jeg) trængte til noget væske. Det endte dog med at blive mega godt. Ejeren kunne ikke et ord engelsk, men mente bestemt ikke vi kunne nøjes med væske, så der blev disket op med diverse pindemadder – på husets regning – han fik dog gode drikkepenge, som han nærmest heller ikke ville tage imod. Inden vi kom derfra havde vi også hilst på konen – deres 2 børn – hunden, samt deres 21 år gamle blinde og døve kat. Jouw jouw – en af de autentiske oplevelser 🙂 🙂
Farvel til Caldonazzo søen.

Vejen hjem var lidt mere udfordret af trafikale forhindringer, så vi nåede ikke så langt, som vi gerne ville. Vi fandt også ud af, at sydtyskland også var spækket med mennesker, der var taget på camping for at indhente lidt af den sommerferie, der havde været præget af nedlukninger; vi måtte køre noget længere end vi havde tænkt os for at få en overnatning. Camping Elbsee ved Eitrang måtte opfinde en plads for at hjælpe os og da vi ankom kunne vi se, at de havde hjulpet flere med at få en nattesøvn. Vi har overnattet her før for mange år siden og ægteparret, der ejer pladsen er meget sympatiske. Konen har en klinik for alternativ behandlinger indenfor næsten alt og det er jo totalt vand på min mølle. Vi fik endda en lille cykeltur med herfra og det er virkelig også smukt på disse sydtyske kanter. Her må vi ned igen og helst få mere end en overnatning; det fortjener de !

Ankommet til Camping Elbsee i det sydtyske til en lynovernatning. Vi blev installeret op deres el bygning, da de ingen ledige pladser havde. Her nåede vi dog også lige en aftencykeltur i den skønne natur, gennem skov og marker.
Fruen mener det er MEGET vigtig at ALT bliver pløkket !! Skidt med pløkkerne sidder som her …. 😀 😀 😀

Næste dag var det ud af kassen tidligst muligt og afsted; igen var der trafikale problemer.  Afgang kl. 9.56 – ved Hannover ledte Google maps os af motorvejen, så vi kørte først ind i indkørslen her i Lunderskov ca. kl. 20:29  d. 18.sept. – på Anders’ fødselsdag (han var selvfølgelig ikke hjemme men sammen med vennerne for at fejre lidt).

En aller sidste overnatning i det midttyske, på Camping Hutten Heiligenborn. Også et skønt skønt område, men det er godt nok blevet koldt om natten lige pludslig – 5 grader. For første gang fik vi brug for vores Zibro petroleumsovn, som har kørt Europa tynd uden at blive brugt 😀 Efter 6 opslåninger, kunne vi efterhånden have det hele rejst inkl redte senge, grill og det hele på …… 43 minutter ….. 🙂
Pladsens lille dam – hygge. 🙂

Alt i alt har vi kørt ca. 4400 km. på små 14 dage, så vi sender også en kærlig tanke til vores gamle Peugeot 308, som har været loyal hele vejen – én ting er at glæde sig over at komme ud i den store verden, men hvis ikke materiellet dur, kan oplevelsen lynhurtigt vende sig til noget negativt. Tak for nu og vi ses i 2021 når camplet’en igen kan komme afsted; når temperaturen er acceptabel og selvfølgelig skal vi også rundt i DK for om vejret vil, så er det jo også fantastisk herhjemme 😀

Smadret traffik ved Hannover – den gode frøken Google fik os hurtigt af motorvejen og rundt på meget ringe landeveje.

1 kommentar

  1. Kære i to
    Som vanligt, en dejlig og humoristisk beskrivelse af skønne campingoplevelser. (rigtig godt skrevet)
    Glæder os til næste tur.
    Venlig hilsen
    Karen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *