Det er simpelthen igen blevet tid – efter at ha’ forsømt denne opgave i flere år – at
vedligeholde vores blog med et splinternyt kapitel af “Ferier a l’a Jensens”, som jo sjældent
er helt efter bogen 😉 Vi starter med den nyeste – for nu at drage nytte af stadig at ha’
detaljerne nogenlunde friske i hukommelsen 🙂
Da børnene nu er blevet voksne og forståeligt nok nu drager ud i verden og samler minder
med andre end os 2 gamle, står det os mere frit for, hvor og hvordan vore ferier skal forløbe.
At vi i mellemtiden har skiftet vore 2 dieseltrampere ud med 2 elbiler, var der ikke mange,
der kunne forudse, men ud fra mange betragtninger ( ALLE betragtninger faktisk ), så var
det det eneste, der gav mening. Bryan startede med at køre til München, hvor han fik en
utroligt god kontakt til en sælger af en Tesla 3 Longrange. Det blev til 2 mere, før end den blev
skiftet ud med en Y’er. Han så youtube videoer med primært en fyr, der kaldtes “Tesla Björn”
og her kom tippet med en madras bagi (sæderne bagi tages ud). Det fik vi testet på ferien
2022 og flere gange efter – dog hele tiden med tanke på, at vi kunne booke en overnatning,
hvis det blev for træls, men det har ikke været tilfældet endnu.

At overnatte i bilen er dog en smule for uprivat – omend vi har mørklægnings afskærmninger
til ruderne, så skal vores bagage / køleskab / natpotte ud at stå ved siden af bilen – ellers
kan vi ikke være der. Derfor anskaffede vi os en oppustelig pavillon med sider, så vi kan
bakke bagdelen af bilen ind i pavillonen til natten 😉
Vi har fundet ud af, at vi rigtig godt kan li’ den primitive måde at feriere på – uden at undvære
noget – og det er lynhurtigt at pakke sammen og komme videre, da vi samler oplevelser
mere end afslapning ved en strand.
Tidligere på året (starten af juni) var vi på Sardinien, som vi også elsker, men her tog vi den
nemme/ hurtige løsning med et par flybilletter. Caroline sprang ud som student senere den
måned og det skulle fejres og det blev det. Men her i starten af september var vi klar til at
dampe af – denne gang uden at ha’ booket noget som helst og faktisk heller ikke helt sikre
på om det blev øst eller vest – kun at det blev syd ;-P Vejrudsigterne pegede dog heldigvis i
retning af min foretrukne destination; Italien 😀 Bryan havde NÆSTEN overbevist mig om,
at vi måske endelig skulle tjekke Kroatien ud, men det er meget svært at konkurrere mod
Toscana .. så det blev altså heller ikke denne gang …
En af de vigtigste accessories / tilbehør til en potentielt fantastisk ferie er vore 2 elcykler; når
vi først er landet på en campingplads, bevæger bilen sig først igen, når vi forlader pladsen.
Den mellemliggende tid bruger vi på at cykle ud i naturen og til handleture – de er helt
uundværlige og forsyner os med de allerbedste oplevelser – nogle gange bliver det også til
UHA – oplevelser, men sålænge vi slipper levende fra dem bliver de jo gode minder ;P

Med 2 elcykler bagpå og en endelig stabil og sikker cykelhænger (Thule – til 2 elcykler, så vi
er sikre på, at den klarer vægten), skal vi naturligvis lade lidt oftere, men vi kører ca. 250 km.
ml. opladningerne. Derved får vi også de anbefalede pauser, hvor vi får rørt os lidt. Vi vælger
primært Tesla superladere, så maks 20 minutter senere er vi kørende igen. Bilen hjælper os
jo med at finde ladere, som kan nå’s med det antal KW der er til rådighed og en app kan

vise, hvor mange ladere, der er ledige på de mulige steder – megasmart. På mange Tesla
ladestationer kan man finde et toilet eller ligefrem en lounge, hvor man kan købe kaffe /
snacks i en automat og/eller sætte sig og vente indenfor – endda var der et par steder, hvor
man i en automat kunne købe pizza 😮 Vi prøvede det ikke, men det er på to-do listen til en
anden gang, da det da er noget, der skal tjekkes ud 😉

Afgang blev kl. 5:00 og ankomst i Stams – lidt vest for Innsbruck – ca. kl. 20 – ca. 1180 km.
Heldigvis var der lige en plads ledig til os på Camping Eichenwald – en meget kuperet plads
lidt op ad en skråning, men vi skulle jo også bare ha’ vore stole ud og smøre os et par
madder og lige nå at nyde udsigten over de fine bjerge. Pladsen tog ikke andet end
kontanter, så jeg måtte lige ud i “byen” næste morgen – det var ingen straf – og finde en
ATM imens Bryan pakkede sammen, så et par kopper nescafé senere havde vi betalt og
var videre.

Indtil nu havde trafikken bare været perfekt – ingen nævneværdige køer – så vi
trykkede tommelfingre for, at det ville fortsætte. Det gjorde det ikke; først ved Brenner passet
og igen ved Bolzano udrandt også vores held 🙁 Godt jeg havde en bog med – det tog os 3
timer i næsten stillestående trafik, at snegle os ud på den anden side af Bolzano og igen ved
Trento stod vi stille – det var nu fredag og italienerne var åbenbart også utålmodige efter at
komme ud i deres dejlige ferieland for at holde weekend. Det havde vi ikke lige taget højde
for, men det skulle vise sig, at det ikke var helt nemt at finde en campingplads. Vi tjekkede
Camping Levico – hvis her var en plads ved søen fri, ville vi tilbringe 1-2 nætter her – men
kun få bagerstbeliggende pladser var ledige, så vi kørte forbi og vinkede – det måtte blive en
anden gang.

Vi endte med at køre helt ned til Toscana’s bjerge, hvor det blev et gensyn med Camping La
Futa; en højt beliggende naturplads i flere niveauer – meget besøgt af vandrere. De havde
heldigvis plads, men vi måtte overbevise dem om at lade os køre ind på en udsigtsplads,
som de egentlig havde lukket for sæsonen. Det lykkedes og vi nød en fantastisk solnedgang
med den smukkeste udsigt. Pladsen har deres egen pizzaria – omend med tidsbestilling, da
pladsen var næsten fuldt belagt. Vi testede også deres pizza sidst vi var her i ‘22 og
dengang var den god – det var den så stadig; mums 😀

Det blev kun til den ene overnatning, så hurtig sammenpakning efter en god nats søvn i
stilhed; vi havde ingen naboer – bare lækkert. Næste mål var en plads, som vi også glædede
os til at gense; Camping Romita; lidt syd for Firenze. De havde ikke plads til os igår, så
derfor måtte vi lige vente en dag.
De små 80 km. fra Camping La Futa til Camping Romita bød på smukke, små, pictoreske
scenerier (vi valgte den smukke, langsomme rute – vi var trods alt i Toscana 😉 ).
Cypresserne dannede forgrunden til det smukke, bakkede landskab, som man bliver helt høj
af, at køre igennem – for slet ikke at tale om de typiske, smukke stenhuse med det røde
tegltag. Vi drømte – som mange andre – om at købe en gammel, renoveringsmoden
staldbygning el. lign. med udsigt til få penge og tilbringe en aktiv alderdom i en autentisk
italiensk landsby, hvor familien kommer ned og hygger med os. Men “få penge” er jo relativt
og Toscana er meget attraktiv, så vi må nøjes med at drømme lidt endnu.

Camping Romita havde heldigvis plads til os og ligesom sidst vi var her, var der kun lige
akkurat plads til bil og pavillon. Temperaturen var sneget sig godt opad siden vi forlod de

903 højdemeter på Camping La Futa. Vi kom op på ca. 30 grader, så Tessie skulle nu køle
om natten istedet for varme. Det skulle lige kalkuleres ind behovet ved ladning. Her var
også fuldt belagt, men kun med glade, rolige campinggæster, der ligesom os, var aktive om
dagen og kvadrede om aftenen 😉

Efter at ha’ pakket ud og sat pavillon op – spist – måtte vi alligevel gi’ efter for cykel lysten.
Det bliver dog hurtigt mørkt her sydpå, så Bryan fandt en rute på ca. 13 km. – en “lille”
rundtur. Efter 5-6 km. var der dog en spærring og vi kørte ned ad en grusvej, hvor der skulle
ligge en økologisk vinbonde, som naturligvis havde lukket. Smukt var det – indtil det gik
opad – og det kunne vi jo godt regne ud, at det ville, da turen nedad også var lidt brutal.
Elcykel eller ej – jeg måtte ned at gå – ca. 25% stigning på grusvej – SHIT, det var hårdt – og
det var ved at blive mørkt i midten af ingenting. Det var 13 km., der føltes som 35, men vi
nåede da heldigvis hjem igen inden det blev bælgmørkt 🙂

3 overnatninger blev det til på Camping Romita – hvor vi fik cyklet i alt ca. 100 km.; sidste
dagen blev målet en Amerikansk Kirkegård for faldne soldater i 2. verdenskrig – lige uden for
Firenze. De gør virkelig noget ud af, at hædre deres landsmænd, der har givet deres liv for
fædrelandet – i dette tilfælde dog mest for europæerne.

I Toscana kommer selv el-cykler på arbejde og vi passede godt på ikke at bruge unødig strøm, for vi ville virkelig komme på prøve, hvis ikke strømmen holdt til hjemturen også. Virkelig smukke udsigter med en natur, der bare bliver ved med at gi’ wauw oplevelser. Efter cykelturene fik vi en velfortjent dukkert i
deres dejlige pool allerøverst på pladsen, hvor der også kunne købes en kop kaffe eller et køligt glas vin – hvilken perle 😀

Hvor næste destination skulle være, var ikke helt fastlagt, så vi kiggede lidt på kortet for at få
en smule oversigt – så fik jeg øje på noget, der lå ude i vandet; Elba – og fluks fik vi plottet
Livorno i Tessi’s navigation – der var under 250 km. til færgen mod Elba.
Lidt vemodigt tog vi afsked med Camping Romita og kørte atter mod syd og lidt vest. Da vi
kom ned til færgen, havde de lukket færgen og vi stod som de eneste tilbage. Det var
tydeligt, at mandskabet på jorden talte i walkie-talkie med mandskabet på færgen og vupti,
så lukkede de op igen og lod os køre ombord – det var megafedt; ellers skulle vi ha’ ventet 2
timer, men det havde vi også forberedt os på. Vi følte os møgheldige 😀

Færgeoverfarten tog 2 timer og bød på den smukkeste indsejling til Portoferraio, hvor
Napoleon blev sendt i eksil fra 1814 til 1815 og boede i en villa bag murene på
fæstningsværket på det højeste plateau i byen. Den måtte vi kigge på lidt senere – første
prioritering var at finde en campingplads.

Det var ikke nemt; de 3 første pladser var fuldt bookede – til sidst lykkedes det på Camping Marina di Campo, som gjorde sig den ulejlighed at undersøge mulighederne før end de bare afslog. Vi fik en perfekt lille hjørneplads, som normalt ikke blev brugt som en camping parcel, men den fungerede 100% for os – endda med de sødeste hollandske naboer, som holdt af, at lave lidt sjov med os og mente, at vi
skulle betale dem leje for at bo på “deres grund” ;-P Vi kunne konstatere, at Elba stadig er et yndet turistmål i september, men vi glædede os til at kigge os omkring på cykel 😀 🚴‍♀️

SLUT på del 1