Del 2 – Elba på cykel – ikke for sarte sjæle …..

Dag nr. 7 på vores ferie starter på den fine, lille ø, Elba med en ordentlig spand kaffe og naturligvis intet andet end et par nødder. Bryan har tilrettelagt en rute ind til Portoferraio, hvor Napoleon tilbragte et års tid i eksil. Her bor ca. 12000 mennesker ud af Elba samlede indbyggertal på ca. 31700. Øen er 27 km. lang og 18 km. bred – kyststrækningen er på i alt 147 km.. Der ligger en lille lufthavn under en km. fra campingpladsen, så her får vi de små transportfly meget tæt på, når de drøner hen over stranden lige udenfor pladsen. 

Mit cykelbatteri ventede på at blive ladet op; vi ved ikke helt hvad vi kan komme ud for, omend der på ruten står “moderate stigninger” – vi er blevet overraskede før :/  

Vi triller afsted ved middagstid og indser hurtigt, at Elba, også i september måned, er et turistmål for mange nationaliteter – måske dog mest for italienere, der vil kigge nærmere på deres 3. største ø med både historier, lækre strande og en lidt anderledes natur, da det er en klippeø. Cykelstier skal vi kigge langt efter; der er ingen før end vi når frem til byen. Faktisk er den lidt cykel fjendtlig; meget trafik – smalle veje – høje kanter – så øjnene koncentrerer sig mere om at vejene og bilerne istedet for at kigge op og beundre det smukke, man kommer forbi. De ca. 17 km. fra Marina di Campo til Portoferraio tager ca. 1 time at cykle; det går pænt op og ned, så vi forsøger at spare på batterierne, som i DK sagtens kan holde til 50-60 km. cykeltur, men det gør de ikke her, hvis man ikke sparer på hjælpen. Byen er meget kuperet, men smuk på den primitive, autentiske måde. Man har udsigt til vand næsten overalt; mest på toppen af fæstningen. Da vi synes vi har set det bedste af byen, begiver vi os afsted på cyklen igen – en lille omvej er indlagt; normalt orker vi ikke at cykle samme vej tilbage og Bryan har fundet en lille perle, som han vil overraske mig med. 

Jeg ved ikke helt,  hvad det er han leder efter, men øjensynligt skulle der være en sti ned til en strand, som dog ikke er sådan lige til at finde. Det lykkes dog endelig og det er i sandhed ikke en sti for gangbesværede; man skal holde ved et reb for ikke at skride ned på numsen hele vejen ned ad skrænten. Da vi kommer ned til stranden, er det næsten ikke til at begribe – det er en smal strand – nærmere en lille lagune – med en bar, hvorfra der kommer musik – og jeg er fortabt; den unge bartender med langt hår spiller musik fra min ungdom; Alan Parsons Project – smukt med smukt på. Vi får en dukkert – dog er der glatte, runde sten, der lige skal overleves, men hvilken balsam for sjælen – det skal opleves !!! Vi får en snak med bartenderen, mens vi nyder en kold øl fra bare, som viser sig at eje stedet sammen med sin far. Han er 20 år gammel – ligner en viking –  og overværede Alan Parsons afskeds koncert i Firenze for et par år siden .. jamen det er da næsten ikke til at holde til – og han er mega sød og fortæller gerne om stranden og sin musiksmag — vi vil helst ikke forlade stedet igen, men alle gode ting får jo en ende – vi har dog tænkt/drømt os tilbage til Paolina Beach mange gange siden 😀

Hjemme på campingpladsen igen – ja, vi overlevede sgi turen hjem også ;-P  – var det tid til endnu en dukkert; stranden ligger lige overfor og sidst på eftermiddagen begynder man at kunne se vandet – indtil da er der sort af mennesker, der hellere vil ligge og dase/branke end at opleve øen – dem om det 😉  

Det bliver lidt hurtigere mørkt på disse breddegrader, så aftensmaden skal prepareres, men man stadig kan se bare lidt. Campingpladsen er fyldt med smukke pinjetræer og ved solnedgang kommer de rigtig til deres ret med deres flotte former og dufte – dog skal man ha’ en vis respekt for koglerne, der vejer godt til og har størrelsen af en knyttet hånd; man kan høre når de dratter ned og man vil nødig ha’ den ned i hovedet eller – endnu værre – ned i køleren på Tessie ;-P   Man skulle tro, at det ville være et himmerige for egern, men måske har nogen glemt at importere dem; det giver jo ingen mening, når nu deres livret forefindes overalt her på øen 😉  

Efter mørkets frembrud hygger vi og snakker om dagens oplevelser på vores lille private “terrasse” bag Tessie og pavillonen – her er så hygggeligt, at vi næsten ikke kan finde i seng. Vores lille porta-potty (transportable toilet) står i et hjørne af pavillonen, så man stille kan luske ud af bilen via sin dør og nifle, hvorefter søvnen kan fortsætte. Endelig en ferie uden at nogen af os er syge og underholder det halve af en campingplads med sin hosten – FEDT !!!  

Denne nat er der dog en anden slags rabalder; det tordner og lyner og der kommer en del vand – koglerne falder ned i et væk, men vi er heldige med lige nøjagtigt at ligge der, hvor ingen rammer os eller kølerhjelmen, som er det eneste, der kigger frem fra pavillonen. 

Temperaturen får også et lille nøk nedad. Hvad mon imorgen byder på af oplevelser … 

Næste dag; man kan godt mærke, at nattens bulder og brag med regnskyller, nok har taget en bid af nattesøvnen, så vi går lidt rundt om os selv – det er også stadig overskyet – og har egentlig ikke den store energi. Vi cykler dog et smut til den lille by, Marina di Campo, som viser sig at være mega hyggelig, men også meget hurtigt overset – afstanden er et par kilometer fra pladsen. Efter et glas hvidvin på en hyggelig fortovscafë, er det igen tid til at folk går hjem fra stranden, så der kan blive plads til et par blegfede danskere – det hav bliver man aldrig træt af; ingen gopler – dog en del små fisk – og en fed udsigt uanset hvilken vej man drejer hovedet 🙂  

Ved aftensmaden får vi lagt planer for imorgen – en tur nordpå – siden vestpå til kysten og så langs kysten sydover tilbage til udgangspunktet. Det kræver, at vi får en tidligere start end normalt og at vi er sikre på, at batterierne er ladet helt op – godnat 🙂  

Så blev det morgen – lidt blæsende og stadig lidt halvoverskyet, men fint til en cykeltur, hvor det helst ikke må være for varmt. Vi starter op og vi kommer ikke rent langt før end ruten vil ha’ os igennem noget, der måske engang har været en trampesti – igennem tornbuske og vildnis. Bryan mener vi skal vende om, men jeg tænker, at stien hurtigt ændrer karakter – det gjorde den ikke; faktisk undrer jeg mig lidt over, at jorden ved siden af stien – inde i vildnisset – ser nyopgravet ud  .. og efter et par hundrede meter, slår det mig at vi har set et skilt i starten af stien – “pas på vildsvin” .. og så får vi lidt småtravlt med at komme tilbage på vejen, mens vi holder nøje øje med eventuelle bevægelser inde i vildnisset – sådan en sur grisebasse er ikke at spøge med 😮 

Vi fandt en anden rute, som dog også hurtigt går over i grus sti – som i starten virker som en god idé – med smuk bevoksning – det går opad og jo længere op vi kommer, jo mere ufremkommeligt bliver det; stierne bliver mere og mere smalle og stenede. Der kommer dog heldigvis nogle vandrere imod os og endda et par mountainbikere. Vi griner lidt ved tanken om, at de nok undrer sig en del over de 2 halvgamle turister på elcykler – her burde dæk bredden være mindst det dobbelte af det vi hjuler rundt på. Jeg aner ikke hvordan, men Bryan tager det lange ben foran og råber ned til mig, hvor i alverden jeg bliver af. Pludselig kan jeg se ham 50 meter foran ned ad en sti, der nærmest kun er et par cm. bred, mens der til begge sider er små kløfter på 20-30 cm. . – stadig med store sten. Min hjerne arbejder på højtryk, men konkluderer desværre hurtigt, at det ikke er en mulighed at vende om, så jeg slår korsets tegn og begiver mig fremad –  et skridt ad gangen, for jeg skal f….. ikke cykle. Hvis vi kommer til skade, bliver vi ikke populære mellem dem, der skal hente os ned –  medmindre de bare siger; no way – det må de sgi selv ligge og rode med – tankerne myldrer mens livet passerer revy for øjnene af mig, mens det langsomt går fremad. Ham husbonden kan vente sig – men vi skal lige overleve det her først !!!!   Ingen udsigter kan kompensere for den pine, det var at tilbagelæggge 6- 8 km. i denne slags vilde – så godt som uberørte – natur. Da vi langt om længe når frem til noget, der ligner en asfalteret vej, sender jeg vores skytsengel en kærlig tanke og et undskyld for at ha’ udfordret skæbnen lige lovligt meget. 

Vi har nu ikke tilbagelagt meget mere end 20 km. i alt og det er svært at se,  hvordan kræfterne skal kunne kapere ca. 30 km. mere, men der er jo ingen vej udenom. Vi når frem til Marciana og vi er lidt brødflove og synes, at vi fortjener en belønning. Byen er mega hyggelig, men de få, små café lignende muligheder, der er, er proppet med folk og priserne er ublu – det kan en Jensen ikke li’ – desuden skulle vi gerne ha’ ladet vore batterier, mens vi nød en bid mad. Desværre havde vi glemt at ta’ adapter med til deres trebenede stik kontakter, så vi måtte indse, at vi måtte klare os med den strøm vi havde, Vi måtte afsted igen med uforettet sag – småsure – men man kan ikke huske på alting. Det starter med en syg stigning ud mod kyststrækningen og man kunne bare stirre på bjælkerne, der indikerer batteri beholdningen, der blev færre og færre. Kyststrækningen var dog helt fantastisk, så der var mange foto stop på vejen. Det blæste dog en pelikan og det gik f…. stadig opad. Bryan måtte skubbe mig lidt indimellem – først de sidste 3-4 km. ind mod campingpladsen begyndte det at flade ud og til sidst gå nedad.

Det var filme dejligt at gense Tessie med både mad og drikke i køleren. Nu var jeg også blevet tilpas træt til, at skideballen, jeg havde haft klar til Bryan, var forduftet – det var istedet tid til være taknemlig for at være i live ;-D