Del 4 – Bosnien (Mostar)
Vi stod tidligt op – jeg vågnede kl. 5 og kl. 6 opgav jeg at prøve at falde i søvn igen – og kunne gå igang med at lægge vasketøj sammen – vi var så heldige, at lejligheden havde vaskemaskine, så det var møgpraktisk lige at få det gennemsvedte tøj gjort klar til en tur til. Bryan fik lige en time mere – chaufføren skal være frisk – men kl. ca. 7:30 kørte vi ned ad den snævre vej og mod færgen. Vi timede det perfekt – mødte ingen busser – og snart var vi igen på færgen og vinkede farvel og måske på gensyn til Kotor; her kunne man sagtens tilbringe en uges tid – men vi er jo igen på en slags road trip ferie og har stadig meget at nå 😉
